Weekendavisen den 3. oktober 2014.
Fodbold i Kina. Mads Davidsen er professionel fodboldtræner i et kommunistisk land, hvor hovedrige byggematadorer ejer klubberne. Vi har besøgt ham på hjemmebanen i millionbyen Guangzhou.
GUANGZHOU
Sådan ser kommunistisk kapitalisme altså ud. Som Blade Runner uden replikanter. Som Manhattan uden multikultur. Som Gotham City uden Batman. Og som skyskraberfacader, der stråler og sprinkler af alverdens farver i den varmeklamme, kulsorte tropenat, som stinker af penge. Nye penge. Mange nye penge.
Jeg er i Guangzhou i det sydlige Kina. Her bor Mads Davidsen, en ung dansk fodboldtræner, der arbejder for en af de lokale klubber, Guangzhou R&F F.C., hvor han er assisterende træner, kampanalytiker og talentudvikler. Og så tænker De måske, at fodbold i et land som Kina uden fodboldkultur da ikke har noget med kommunistisk kapitalisme at gøre. Det har alt med kommunistisk kapitalisme at gøre.
Vi mødes på mit hotel. Grand Hyatt, står der øverst på facaden. Men der er også et andet logo, R&F. Bygningen, som hotelkæden lejer, ejes nemlig af det sammen entreprenør- og ejendomsselskab, som ejer Mads Davidsens klub. Selskabet drives af to mænd, der har tjent ufattelige, vanderbildske formuer siden det kinesiske byggemarked blev privatiseret. Og de har ikke været bange for at skilte med ambitionerne. R&F Properties, hedder virksomheden, og bogstaverne står for Rich and Force. Velkommen til byggematadorselskabet Rigdom & Kraft.
Hvorfor et par kommunistiske tycoons ejer en fodboldklub, vender vi tilbage til. Først tager vi hen til det boligkompleks, hvor Mads Davidsen bor i en lejlighed, som klubben har stillet til rådighed. Vi har aftalt at snakke mens vi løber en tur ned gennem det nybyggede forkromede finansdistrikt og ud langs Perlefloden. Vi tager elevatoren til 46. etage. Mens han skifter tøj, skubber jeg døren til altanen op, og ser ud over byens nordlige skyline. I godt vejr kan man se bjergene, fortæller Mads, men i dag ligger en tung dis af tordenskyer og smog over Guangzhou.
Til venstre skyder et mindre højhus i vejret. Det ejes af entreprenørvirksomheden Evergrande, der driver byens anden klub, den som Guangzhou R&F F.C konkurrerer med og lige har vundet over.
“Vi slog dem 1-0,” siger Mads Davidsen. “Men over en hel turnering kan vi ikke hamle op med dem. Dem og Beijing.”
Lige nu ligger Guangzhou R&F F.C på fjerdepladsen i Chinese Super Football League, CSL. Hvis ikke de er kravlet en plads eller to opad i tabellen, når turneringen slutter den 2. november, er det ikke sikkert at der er ny kontrakt til Mads Davidsen. Sandsynligvis får cheftræneren i hvert fald ikke sin kontrakt forlænget. Han er ingen ringere end Sven Göran Eriksson, den svenske trænerlegende, der blandt andet har stået i spidsen for en række europæiske topklubber og været chef for det engelske landshold. De senere år har han flakket lidt, og nu er han altså her.
En dag blev Sven Göran Eriksson inviteret hjem i klubejerens private domicil. Næste dag sagde han til Mads:
“Da jeg var coach for England kom jeg i audiens hos Dronningen. Nu har jeg så været på besøg hjemme hos ejeren af Guangzhou R&F F.C, og jeg kan sige: Buckingham Palace is officially a joke!”
For foden af Mads Davidsens højhus ligger en tætbebygget bydel. Først tror jeg at det er en losseplads, men det er på grund af den ufattelige højdeafstand. Ved nærmere eftersyn: Jo, det er huse, oven i købet etageejendomme. Men der er noget galt. Det ligner en spøgelsesby.
“Dresden efter bombardementerne,” siger jeg.
“Zhu Jiang,” svarer Mads. “R&F har købt grunden. De vil byge nyt på den. Problemet er bare, at beboerne ikke vil flytte.”
Spøgelsesbyen ligger lige i midten af Guangzhou, og planen er at jævne de gamle karrerer med jorden og plante nye højhuse, som skal lejes ud til flere internationale virksomheder og hoteller. Hvad det angår, er matadorerne umættelige. R&F har tilbudt beboerne kompensation, så de kan flytte et andet sted hen, og 80% er rejst, men resten vil ikke ud derfra. Hvad gør ejerne så? Foreløbig har de lukket for el og gas.
Byggeboomet er aggressivt. I Time’s Asien-edition har jeg samme morgen læst, at Kina vil overhale USA som verdens største økonomi så snart som i 2019 med en verdensandel på 18% (og samtidig vil Kina tage førstepladsen som verdens mest forurenende land med hele 31% af klodens CO2-udslip, hvor USA i dag ‘kun’ står for de 15%).
Vores løbetur i den fugtige metropol går ned gennem parkanlægget, der ligger som et lille varmt hjerte i midten af de kolde knogler af stål og glas. Hele finansdistriktet her er byplanlagt og opført indenfor de seneste håndfulde år. Det hele er bygget op om en akse, der fører ud til, ikke en triumfbue som i Paris, men et fjernsyns-konference-restaurant-messe-shopping-biograf- og observationstårn, Canton Tower, der strækker sig 600 meter op mod himlen med en talje som en anorektisk teenager. På vejen passerer vi operaen, som åbnede i 2010, tegnet af den verdensberømte iranske arkitekt Zaha Hadid, et af verdens mest avancerede, døgnåbne folkebibliotekter, et nyt kunstmuseum og et futuristisk svømmestadion, som blev bygget til Asian Games og ikke rigtig er blevet brugt siden. Samme historie som det olympiske stadion, Bird’s Nest, i Beijing, som Herzog & de Meuron tegnede i samarbejde med kunstneren og arkitekten Ai Weiwei (inden han faldt i unåde). Den er stort set ikke er blevet brugt til sport siden afslutningsceremonien, men der har været et par koncerter. Jeg var fordi forleden, og da var atletikbanen og plænen væk og man gjorde klar til et rædsel af en kinesisk rockmusical…
Sure opstød fra det mørke flodvand tager ladegreb på den tunge luft, men det synes ikke at genere kineserne, der holder til på promenaden. En kvinde danser omkring til sin skrattende transistorradio. En mand går en rask tur – baglæns! Kineserne tror, at det er godt for blodomløbet, og de er ikke bange for at udstille sig selv på den måde, fortæller Mads. Man kan oven i købet se nogle løbe tur i almindeligt hverdagstøj. Det er ofte noget, de gør spontant, og de går ikke så meget op i, hvad de har på.
Og så er det vist på tide at få historien, om hvordan en 31-årig dansker er havnet som assistent for en svensk trænerlegende i den kinesiske liga. I korte træk ser Mads Davidsens vej til Kina sådan ud (det er fodbold det hele, men han har også haft tid til at lægge en teoretisk og akademisk bund under trænerkarrieren med en cand.comm. fra RUC og en mini MBA i ledelse fra universitetet i Beijing):
En lyskeskade tvang ham til at opgive karrieren i Danmarksserieklubben Helsingør. Samtidig vidste han udmærket godt, at han ikke ville kunne drive det til det helt store som spiller. Derfor kastede han sig over trænergerningen i ungdomsafdelingen i Østerbro-klubben B.93. Så kom han til Brøndby, hvor han arbejdede med talentfulde ungdomsspillere som Frederik Holst, Riza Durmisi og Pierre Emile Højbjerg, som blev hentet til Bayern München. Han blev også kampanalytiker for Brøndbys Superligahold, og havde derfor ingen planer om at rejse, men så ringede den gamle landsholdsforward Ebbe Sand, der havde oprettet et fodboldakademi i Shanghai, og pludselig havde Mads Davidsen sagt ja tak til jobbet som direktør for Ebbe Sand Soccer Academy med ansvar for fodboldtræning, marketing, rekruttering og sponsoraftaler.
Året efter blev han kontaktet af Sven-Göran Erikssons agent, der gerne ville tilknytte ham som scout, og kort efter blev han forfremmet til assistenttræner og flyttede permanent til Guangzhou i Sydkina. Her lærte han blandt andet, at man ikke kan bruge en afslappet og uhøjtidelig dansk stil, når man har en lederrolle. Når klubben stiller bil med chauffør til rådighed, nytter det ikke noget at sige, at man hellere vil spadsere de tyve minutter hen til stadion. Det gør dels chaufføren utryg, fordi han frygter at blive overflødig og miste sit job, dels sender det forkerte signaler.
“Hvis du vil skabe respekt om dig, skal du ankomme i bil med chauffør og vise at du har magt. Det handler om din værdighed,” sagde folk i klubben til ham. De tænkte måske mest på klubbens stolthed.
Vi løber langs floden til vi når til et militærakademi, hvor vejen er spærret og vi må vende om. Tilbage i parken peger Mads Davidsen på R&F’s hovedkvarter, endnu et højhus i glas og stål. Evergrande har flere ejendomme, siger han, men de er gennemgående mindre, også deres hovedkvarter, som kun er en dværgagtig skyskraber. R&F har derimod de mest spektakulære bygninger på de dyreste adresser.
Foran os kommer en gruppe løbere. Nogle er i løbetøj, som vi selv er. Men der er også et par mænd i kontoruniformens lange sorte bukser, nydelig lyseblå skjorte og sorte sko. De løber bare…
Nu skal det handle om hvad professionel fodbold er for en størrelse i det kommunistiske og kapitalistiske Kina, hvor 15 af de 16 hold i ligaen drives af entreprenørvirksomheder. Det sidste hold er offentligt ejet. “Som hvis Københavns Kommune stod bag FCK,” siger Mads.
Jeg har bemærket, at der her i 2014 er dobbeltjubilæum. Den oprindelige liga, Jia-A League, blev stiftet i 1994, og i 2004 blev den omorganiseret til det, man – stort set – kender i dag som Chinese Super League, eller som den officielt hedder: Wanda Plaza Chinese Football Association Super League. Turneringssponsoren, Wanda Plaza, er ikke overraskende også et enormt businesskonglomerat indenfor byggeriet. Kinesisk fodbold står altså midt i et par jubilæer. Så hvad er status, Mads?
“De første ti år med professionel fodbold, taler man ikke om. Kineserne er flove over den tid, fordi der var så meget match fixing, at man måtte lukke ligaen ned og begynde forfra. De skammer sig, og når man spørger om de år, får man ikke rigtig nogen svar. Til gengæld vil de gerne tale om 2004, hvor man markerer en ny start. Man gav simpelthen erhvervsvirksomheder lov til at drive professionelle fodboldklubber – fuldkommen som hvis Mærsk havde et hold i Superligaen – og så kom der penge i sporten samtidig med at milliarderne flød i byggebranchen.”
Mads Davidsen fortæller, at de store entreprenørvirksomheder bruger fodboldklubberne til branding og marketing. Fodbolden er i sig selv tabsgivende, men det betyder ikke noget i en trillionvirksomhed, fordi fodbolden samtidig er med til at skabe synlighed. Kampene bliver transmiteret i fjernsynet, og det sikrer en god eksponering. Hos konkurrenten Evergrande har man derfor også fundet ud af, at markedføre vand på flaske i klubbens navn, og man bruger klubbens træner som reklameblikfang. Det er i øvrigt ingen ringere end italienske Marcello Lippi, manden der førte Italien til verdensmesterskabet i 2006.
Vi finder en bænk under nogle skyggefulde træer i parken. Mænd og kvinder i simpelt tøj og med trekantede sivhatte slår græs og fejer gangstier. Det er fattige arbejdere fra fjerne landsbyer i provinserne, der kommer til storbyen for at tjene nogle yuans. En kvinde med et rynket ansigt fejer græs væk fra nogle flade trædesten, der fører hen mod vores bænk. Så siger hun noget og peger. Vi løfter fødderne, så hun kan komme til med sin grenkost. De første flagermus kaster sig gennem luften.
Det er fredag eftermiddag, og overalt haster kineserne af sted med fine poser og med sirlige kageæsker. En af årets store højtider finder sted i aften, månekagefestivalen Zhongqiujie, hvor man mødes for at udveksle og spise cantonesiske kagedelikatesser, yuè bĭng. Helligdagene falder sammen med en friweekend i den kinesiske fodboldliga, og Mads Davidsen skal nå et sent aftenfly hjem til Danmark, hvor han skal deltage i endnu et kursus på sin uddannelse til Pro-træner, den højste UEFA-licens.
Efter fiaskoen med den første professionelle liga og den succesfulde reorganisering for ti år siden, begyndte det at gå i den rigtige retning for kinesisk fodbold. De tider er forbi, hvor afdankede topnavne fra Europa tog en sidste kontrakt herude, inden støvlerne blev lagt på hylden.
Store spillere som Didier Drogba og Nicolas Anelka har været på kontrakt i kinesiske klubber, men er begge rejst igen. Til gengæld fik Evergrande en pænt stor fisk i nettet, da man tidligere i år skrev kontrakt med den italienske landsholdsspiller Allesandro Diamanti.
Også et par danskere har kortvarigt været forbi. Small time crooks som Riffi Haddaoui og Kim Rasmussen var i Evergrande så tidligt som 1997, og allerede i 2003 – året inden reorganiseringen af ligaen – spillede Stig Tøfting 17 kampe for Tianjin Teda F.C. I sidste sæson var Ken Ilsø i Guangzhou R&F F.C i tre måneder, men han fik ikke sin kontrakt forlænget, selvom han gjorde det godt. Det skyldtes “en positionel analyse”, siger Mads Davidsen. Man havde mere brug for en decideret angriber, og den plads kunne Ken Ilsø ikke udfylde.
Ligaen er, som Mads Davidsen udtrykker det, ved at ændre sig fra at være en afviklingsliga til at blive en udviklingsliga. Og både armbevægelserne og ambitionerne er store:
“Kina vil enormt gerne højere op på FIFA’s verdensrangliste. Lige nu er de vist nummer 97, og det er ikke godt nok. Derfor organiserer man træningskampe mod lette modstandere, så man kan vinde kampe og komme højere op på listen. Fodbold er blevet en prestigesag.”
Dagen før vandt Kina 3-1 over Kuwait, og under ledelse af den franske cheftræner Alain Perrin, arbejder man sig henimod Asian Games i Australien i januar 2015. Det er et skridt på vejen hen mod den store drøm om at spille med ved VM. Kina har kun været kvalificeret én enkelt gang, sigende nok i 2004, hvor slutrunden blev afviklet i Japan og Sydkorea. Som værtsnationer var de to stærke lande fødte deltagere, og kun derfor var det muligt for Kina at spille sig igennem de asiatiske kvalifikationskampe. At være vært for slutrunden er altså en genvej til VM-deltagelse for et land, der er bedre til at bygge stadions og infrastruktur, end til at vinde fodboldkampe, og for Kina – det eneste land, der gør USA rangen stridig som supermagt – er succes i fodbold et spørgsmål om status. Folkerepublikkens præsident Xi Jinping har ofte vist sin begejstring for fodboldsporten, som ellers traditionelt rangerer langt under de mange OL-discipliner i Kina. Spørgsmålet er altså, hvad der er nemmest: At få Kina til VM. Eller at få VM til Kina?
“De næste to slutrunder skal finde sted i Rusland og Qatar, men jeg er overbevist om, at Kina forbereder at gå efter VM 2026. De har allerede de stadions, der skal bruges. Bare her i byen er der fem stadions med en kapacitet på over 30.000. Og hvis der er brug for en ny metro, så bygger de den bare på otte måneder. Kina har alle erfaringerne fra OL i 2008, og kunne afholde VM i morgen, hvis det skulle være,” siger Mads Davidsen.
Der er heller ikke noget at sige til, at Kina snart gerne vil have succes med et VM, både som sport og arrangement. På nettet har jeg fundet en interessant informationsgrafik, der viser, hvor meget af den forgangne sommers VM i Brasilien, der var på kinesiske entreprenørers hænder, jeg remser op: Bygningen af otte nye stadions, airconditionsystemer på ni stadions, kraner og anden infrastruktur til stadionbyggeri eller renovering, 27 lysanlæg, telekommunikation (2G, 3G, 4G og WiFi), udstyr til sikkerhed og overvågning, ny elektrisk togbane i Rio de Jainerio, anlæg til hybridbusser – og så naturligvis alt i flag, hatte, balloner, parykker, truthorn, halstørklæder, nøgleringe, souvenirs…
På fodboldbaner i hele Kina er man ved at opbygge et massivt talentudviklingsprogram. Alle klubber skal nu have U19 hold og drive eget akademi, hvor børn fra syvårsalderen kan gå i skole og spille fodbold. På Guangzhou R&F F.C’s eget akademi går 700 drenge, der modtager “simpel folkeskoleundervisning”, som Mads Davidsen siger, og i øvrigt træner fem gange om ugen. Og naboerne og rivalerne fra Guangzhou Evergrande har investeret en hel milliard i at bygge et akademi et par timers kørsel fra byen, hvor 2200 børn har deres daglige gang. Det er, siger Mads Davidsen, det bedste og mest iøjenfaldende træningsanlæg, han nogensinde har set.
Og der er talentfulde fodboldspillere i Kina, som også gerne investerer det nødvendige i at fremme fodboldkulturen. Omkring 2,2 millioner børn får netop nu fodboldtræning i skoleregi tre gange om ugen over hele Kina. Det kan kun give udbytte på langt sigt, mener Mads Davidsen, der fortæller om en U19-landskamp forleden:
“Tretten af de 15 spillere i en kinesiske trup har deres hverdag i storklubber i Europa, for eksempel i Atletico Madrid og Sporting Lissabon. Det skyldes et program, som har navn efter ligasponsoren Wanda, hvor unge talenter får en slags scholarships til udlandet. De vil så dels kunne præge fremtidens landshold, dels – hvis de ikke gør karriere i Europa – vende hjem og forstærke den kinesiske liga.”
Samtidig har man besluttet, at der kun må være fem udenlandske spillere i truppen, og at man kun må spille med tre udlændinge ad gangen (plus en enkelt asiat). Og udenlandske målmænd er helt forbudt af hensyn til de kinesiske målmænds udvikling og kamperfaring.
Der arbejdes altså langsigtet for at gøre Kina konkurrencedygtig på fodboldbanen, og Mads Davidsen kan se tydelige tegn på, at sporten bider sig fast på flere og flere planer, også blandt publikum:
“Vi har 17.000 tilskuere i snit til vores kampe. Evergrande har op mod 40.000, og i Beijing kommer der 50.000 hver gang.”
Det lyder måske ikke af mange i en by med 11 millioner indbyggere (den tredjestørste i Kina) og i et land med 1,34 milliarder, men er alligevel et tegn på, at fodbolden har vundet sin anseelse tilbage:
“Korruption præger hele det kinesiske samfund, og fodbolden har haft sine skandaler med match fixing. Derfor lavede den kinesiske liga i slutningen af 2013 en aftale med det amerikanske firma International Management Group om at drive ligaen. IMG har det praktiske ansvar for en række sportsarrangementer og turneringer over hele verden, og de har nu overtaget kontrollen som operatør af Chinese Super League, hvor de blandt andet har skrevet kontrakt med Carlsberg som hovedsponsor,” fortæller Mads Davidsen. Han har i denne sæson hverken set eller hørt om noget, der lugtede på banen, så alt tyder på mere rent spil nu. Han siger at IMG har sørget for at få troværdigheden tilbage i CSL.
De mener det altså alvorligt, både med verdensøkonomien og med fodbolden. Kineserne kommer. Men hvordan, vil jeg gerne vide, er det egentlig at bo i det enorme land, hvor man med det blotte øje kan se, hvordan de rige bliver rigere, middelklassen vokser eksplosivt, og de fattige migranter fra provinserne stadig arbejder som daglejere?
Hvordan er det at bo i et land, hvor kapitalismen buldrer derudad, samtidig med at selvforståelsen er kommunistisk? Hvordan er det at bo i et land, hvor den umiddelbare velstand og livsglæde i gadebilledet står side om side med den mere usynlige – men meget konkrete – undertrykkelse af al opposition? Her bliver folk jo sat i fængsel og husarrest for et godt ord, her er ingen demokratisk frihed, og så sent som sidste uge blev otte etniske uighurer (muslimer fra den autonome region Xinjiang) henrettet for et angreb de stod bag på Tiananmen-pladsen i Beijing sidste oktober, hvor de kørte en bil ind i muren ved portrættet af Mao Zedong.
“Der er ét parti, og det stiller man sig ikke kritisk overfor. Kina er et overvågnings- og kontrolsamfund, og man spørger aldrig opad. Mine kinesiske venner taler ikke om den slags. De er flove over den politiske korruption, men ellers er de ligeglade. Jeg spurgte engang nogle af mine mere reflekterede venner, om ikke de blev inspireret af Det Arabiske Forår. Så sagde de bare, at den slags får man aldrig kineserne med på, for de vil ikke risikere repressalier, og de har de jo godt nok. Som én sagde: ‘Vi gider ikke demonstrere. Hvorfor skulle vi? Vi har jo et godt liv.’ Og det er sandt. Sindssygt mange løftes i disse år op i middelklassen, og så har man ikke brug for at gøre oprør. Araberne var desperate. Det er kineserne ikke,” Mads Davidsen siger, at man kan se kinesernes ligegyldighed overfor systemet på mange måder, og det handler ikke kun om frygt eller respekt for autoriteterne. Det kan også komme til udtryk som trods.
“Før jeg kom herud, forventede jeg en ekstrem respekt for myndighederne og at folk nærmest bukkede for politiet på gaderne, men sådan er det ikke. Faktisk er folk ofte provokerende overfor politiet. Se bare i metroen, hvor man skal have gennemlyst sin bagage som i en lufthavn. Otte ud af ti er ligeglade og ignorerer securityfolkene, selvom politiet råber dem an. De går bare videre.”
Mads Davidsen skal hjem og pakke og af sted til lufthavnen. Trænerkursets næste modul venter. Og forude ligger drømmemålet om at være cheftræner i en udenlandsk klub, der spiller Champions League. Men som han understreger, er det et drømmemål, ikke nødvendigvis et realistisk mål. Han skelner i sin løbende selvevaluering mellem resultatmål og præstationsmål. Resultatmål er farlige, mener han, for man kan ikke kontrollere dem selv. Det kan man derimod med præstationsmål.
På flyveren skal han analysere et par kampe, han har downloadet. Det handler om at gøre sig dygtigere hele tiden. Han lyder som en lige lovlig glat selvhjælpsbog for nybegyndere, men han ligner samtidig en mand, der mener det alvorligt, når han siger, at han søger et miljø, hvor man konstant forsøger at optimere på alle niveauer.
Omkring os er højhusene begyndt at stråle i alle spektrets farver i aftenmørket. Et af dem ligner en juvelbesat sværdskede. På 100. etage ligger en fantastisk fiskerestaurant, hvor Sven Göran Eriksson bød på middag til sin fødselsdag. Fra små højttalere ved stierne klinger musikken frem og reklameskiltene på facaderne fortæller deres glade budskaber. En gruppe gartnere begynder at slå græs mellem træerne. Med de trekantede sivhatte ligner de bønder i rismarken. Bag os triller Bentlyer og sorte SUV’er med tonede ruder op foran hotellernes monumentale facader. Vi trykker hånd, og Mads går i retning af Zhu Jiang, som hans klubs ejer vil jævne med jorden for at bygge endnu flere højhuse. Jeg ser op mod mit hotel, hvor Grand Hyatts navn lyser op. Ved siden af ser jeg logoet: R&F. Rich and Force. Rigdom og Kraft. Så går jeg op på mit værelse og begynder at skrive: “Sådan ser kommunistisk kapitalisme altså ud”.