Weekendavisen den 10. oktober 2014.
Mørke. En mand søger over på den rigtige side af vejen.
Flyvende høns
Steffen Gurt kan ikke forstå, hvorfor folk stemmer på et tåbeligt, aggressivt parti, der består af fascister, som dyrker grimheden og vulgariteten. Deres personlige udvikling må jo være stoppet på abestadiet. Jo, Steffen har sine rifbjergske idiosynkrasier.
Sammen med sin kone Harriet kører han fra København til sommerhuset i Nordjylland på improviseret efterårsferie. Han er dr. phil i idrætshistorie, hun er indehaver af en sportstøjsbutik i den dyre ende, altså et velsitueret midaldrende ægtepar.
På vej gennem det grimme Jylland kommer de til gudsforladte Mørke, hvor selv gråspurvene ser underernærede ud. Så skal Steffen partout have en is. Han forvilder sig ind i en lukket møbelbutik, hvor han ser en tavs mand, der ligner et lig, som har ligget for længe i vandet. Steffen tumler tilbage til bilen, omviklet med spindelvæv fra den forladte butik, og scenen står og dirrer mystisk som en præmatur gravskrift: Mand i Mørke.
Steffen får overtalt Harriet til at de skal køre en lang omvej og slå et uanmeldt smut indenfor hos hans gamle venner Hans og Ellinor. Her bliver de gæstfrit modtaget, der kommer mad og rigeligt vin på bordet, og da Steffen indser at hans gamle ven ikke bare er en sat provinsadvokat, men ligefrem stemmer på De Konservative, kommer flere idiosynkrasier op i ham, og aftenen ender sløret med at han falder ned ad trappen og slår en ragnarokskid, så vinduerne klirrer. Undervejs lykkes det ham tilsyneladende også at kalde Hans for nazist…
Da de næste dag forlader deres venner, taler Steffen om dengang, der gik høns på landevejene. Når der kom en bil, råbte og skreg de, baskede med vingerne og fløj over vejen. Dét vil han gerne genopleve. Og det kommer han til. Mod den lille romans slutning, er han ude på sin racercykel. Pludselig indser han, at folk ikke kan holde ham ud, fordi han ved for meget, har indset for meget, er for meget. Mens andre fortrænger deres livsliderlighed, er han ekspresiv og generøs med sin. Og pludselig kommer en flok hvide italienere frem i det lave skrub i vejkanten. De standser, gokker, skræpper og flyver – tilbage hvor de kom fra…
Den lille romans omslag viser en landevej gennem den jyske provins, som Steffen Gurt kun har foragt for. Som symbol er vejen ad hvilken jo ganske oplagt for fortællingen om en midaldrende mand, der kommer i tvivl om ruten og tager impulsive afstikkere. Om Steffen ved vi nemlig, at han bor i København “på den forkerte side af Søerne”, altså ikke i ejendommene ved Dosseringen, men om han så bor i Øster Farimagsgade eller på Øster Søgade, kan romanen mystisk nok ikke blive enig med sig selv om. Det afgørende er, at han er fejlplaceret i livet.
Idræt ligner en simpel, retlinet roman, men i al dens lidenhed er den kompleks og kvalificeret forvirrende. Der krydsklippes til Steffens gamle mor, som trods armen i gips, har en intakt evne til at bore en syl i sønnens slidte samvittighed, og vi får sporadiske erindringsstykker om den ensomme Steffen, der som dreng er indlagt på hospitalet for at få fjernet mandler.
Idræt er en diffus og gådefuld fortælling – måske strandet mellem novellen og romanen – om en mand, som giver sine idiosynkrasier frit løb, optændt som han er af en “livsliderlighed”, der nemt kan forveksles med hæmningsløs selvovervurdering – for godt nok er Steffen Gurt dr.phil, men vel at mærke i et lille forskningsområde uden stor prestige. Det betoner romanens fine, mærkelige titel med en diskret, sarkastisk ironi.
Klaus Rifbjerg, som jo aldrig har været bange for at fyre bredsider af mod Gud og Hvermand (for nylig skrev han i Politiken om Søren Krarups “mugne fjæs”) er i god, ideosynkratisk form, og han skåner ingen, især ikke den ydmygede Steffen Gurt, der basker som en skræmt høne, der gerne vil krydse vejen, men ikke kan.
Klaus Rifbjerg: Idræt. 120 sider. 180 kr. Gyldendal.