Interview i Weekendavisen den 4. april 2007.
Systemet Danmark. Dina Yafasova søgte asyl den 11. september 2001. For et år siden udkom hendes afslørende bog om Sandholm-lejren. I dag gør hun status.
Himlen er blå over Værløse, og bag hegn og hække har folk travlt med at nyde foråret og friværdien. I dette klassisk danske forstadslandskab bor journalisten og forfatteren Dina Yafasova med sin mand og to børn. Her hører de til, her er deres nutid og fremtid – mens fortiden er efterladt i Usbekistans hovedstad Tasjkent, som familien måtte forlade over hals og hoved efter at Dina havde fået en forsmag på torturbødlernes håndværk ved et forhør på politigården. Som kritisk journalist med internationale kontakter var hun ved at udvikle sig til en systemtrussel, og hun var nødt til at flygte.
”De fleste af mine venner er også tvunget i eksil efter mig. Det er en kollektiv skæbne for usbekiske journalister med kontakt til vestlige medier,” konstaterer hun. Vi sætter os i dagligstuen og drikker te af porcelænskopperne. Dina konstaterer, at alt er vist som i et dansk hjem, bortset fra de mange tæpper på gulve og vægge. Det er meget orientalsk.
Den 11. september 2001 søgte Dina Yafasova asyl i Danmark, og for præcis et år siden udkom hendes bog, der både skildrer de usbekiske trusler og tortur og det danske asylsystems ubarmhjertighed. Dagbog fra Sandholm er et veritabelt anklageskrift mod udlændingemyndighederne og en barsk kritik af den kommunale integration, skrevet af systemkritikeren fra Usbekistan, der blev systemkritiker i Danmark. Dengang interviewede Weekendavisen Dina Yafasova om bogen (Sandholm er en forhekset skov, den 7. april 2006), og nu er vi taget på besøg for at høre, hvad der siden er sket. Hvordan udvikler mødet med Danmark sig?
”Jeg har både oplevet afvisning og gæstfrihed,” siger Dina Yafasova. ”Dagen før udgivelsen af Dagbog fra Sandholm var jeg i Deadline på DR2. Næste morgen fik jeg en mail fra en mand, der præsenterede sig som medlem af Dansk Folkeparti. ”Du bliver aldrig en medborger her i Danmark. Du vil altid være persona non grata,” skrev han. Senere modtog vi en række andre trusler, bl.a. et anonymt brev med billedet af Døden fra Ingmar Bergmans Det Syvende Segl. Vi følte os truet, skulle holde kontakt med politiet og holde lav profil i perioden.”
Da bogen skulle udkomme, havde Dina Yafasova inviteret sine forældre til Danmark. Hun tude ikke lade dem være i Usbekistan af hensyn til deres sikkerhed.
”Efter min flugt var mine forældre i mange år ”sortlistet” og nøje overvåget af de usbekiske myndigheder. Jeg vidste godt at bogen ville udgøre en endnu større risiko for dem, og derfor havde jeg inviteret dem herop på turistvisum i et par måneder. Et par dage efter udgivelsen, blev vi ringet op af en kvinde, der talte dansk med russisk accent. Ud fra det, hun sagde, var det klart, at der var ingen vej tilbage for mine forældre. Hvis er der én systemkritiker i familien, holdes hele familien som gidsler, alle betaler prisen. Sådan er det i alle diktaturer, men metoden er meget højt udviklet i Usbekistan, og ti års erfaring med systemet siger mig, at man skal læse mellem linierne for at opfange truslerne. Det var en meget ubehagelig oplevelse, at få anonyme trusler fra både anonyme danskere og usbekiske agenter.”
Dina Yafasovas forældre var kommet hertil som gæster, og nu opdagede de helt uforberedt, at de ikke kunne rejse hjem til Usbekistan.
”Det var en meget pinefuld erkendelse, som skabte en dyb krise hos dem. Vi henvendte os til en flygtningeadvokat, og tog til Sandholm-lejren for at søge asyl. Nu skulle mine forældre gennem det samme system, som jeg havde været nogle år tidligere. Jeg var meget bekymret, for det skete i en tid med meget kritik af Udlændingestyrelsen og Dansk Røde Kors og der var nogle af medarbejderne, der var vrede på mig på grund af kritikken. De fik lov til at bo hos os i Værløse i stedet for i Sandholm-lejren. Vi forsørgede dem, det var en ordning uden økonomi. De fik allerede asyl efter seks måneder, og uden at sagen skulle gå helt til Flygtningenævnet, men desværre blev de boligplaceret i en kommune, som ligger flere timer med offentlig transport fra Værløse, hvor vi bor. Vi søgte derfor om overflytning hertil, og netop nu flytter de ind i deres egen lejlighed ikke så langt herfra. I næste uge skal vi ud og købe møbler, køkkenudstyr, alt. Vi ved ikke, hvad der er sket med deres lejlighed i Tasjkent. Vi ved kun at den er blevet efterladt lukket.”
Begge Dina Yafasovas forældre er pensionister, men efter at de ikke kan vende tilbage, har de mistet adgangen til deres pensionsopsparing i Usbekistan.
”I Usbekistan er du både fysisk og psykisk gammel når du er 60 år, mens du stadig er frisk når du er 70 i Danmark. Nu skal mine forældre begynde forfra, ligesom helt unge mennesker. At gå på sprogskole og tænke på arbejdsmarkedet, er kommet som et chok for dem. De vil gerne tilbage, og jeg må bruge meget energi på at argumentere for, at de skal blive her. Det er på grund af min bog, at de ikke kan bo i Tasjkent, og jeg lægger en stor følelse af skyld på mig selv. Når man har levet så stresset i så lang tid, er man ikke objektive i forhold til hinanden. Det er en stor psykologisk krise, og selvom mine forældre har det bedre, er de meget ustabile.”
Dina Yafasovas mand er læge, og har arbejdet siden han kom til Danmark. Først fik han mulighed for at følge med som frivillig i de danske kollegers arbejde, bagefter var han ansat på Frederiksberg Hospital og i Amtsygehuset i Herlev. For et år siden skulle han gøre tjeneste på Odense Universitetshospital, og nu bliver han speciallæge i hjertemedicin og har fået fast ansættelse på Herlev Hospital. Dina selv bidrager til familiens økonomi med indtægterne fra bogen og sine foredrag, og i efteråret fik hun job i en butik i Værløse.
”Butikken, hvor jeg arbejder, sælger modetøj og gaveartikler, og jeg laver alt fra rengøring til indretning og ekspedition. Det er ikke mit drømmerjob, da jeg tror, at jeg kan bidrage med mere til samfundet som journalist og forfatter, men alligevel er jeg meget taknemmelig for jobbet og arbejder på halv tid. Lønnen bruger jeg til at hjælpe mine forældre økonomisk. De er nu på det, der officielt hedder starthjælp, som er meget mindre end kontanthjælp og som mange danskere kalder ”fattighjælp”. De får 8000 kroner til to voksne mennesker. De skal betale knap 6000 kroner i husleje, og resten skal bruges til bøger, undervisningsmateriale og transport frem og tilbage til sprogskolen. Så er der heller ikke mange penge at købe mad og andet for. Jeg føler en enorm ansvarlighed. Jeg ønsker ikke at de skal leve på starthjælp, fordi jeg har skrevet en bog. Heldigvis har de familie i landet, det hjælper og forsørger dem, indtil de kan tjene penge selv, men hvad med de flygtninge, der ingen har?”
Men udover det økonomiske, er arbejdet i butikken også vigtigt på en anden måde:
”Når jeg skriver, arbejder jeg meget med menneskelige tragedier og traumer, og det er psykologisk anstrengende. Men i butikken kommer glade mennesker, der skal finde tøj og gaver, og det er sundt for mig, det skaber balance i min psyke. Og der er mange, som har læst bogen, der kommer ind i butikken og beder om en autograf.”
Dina Yafasova har fået ca. 500 breve og mails fra helt almindelige danskere, som har læst Dagbog fra Sandholm, og hun har samlet dem alle i et tykt ringbind.
”Jeg viser den her mappe, når jeg holder foredrag. Jeg kalder den ”Danmarks humane ansigt”. Brevene viser mig en humanisme og en positiv mentalitet, og de har været en stor trøst i en tid med skyldfølelse. Det har haft en helende effekt på mig. Det ser ud som om, at mit arbejde med bogen har betydet noget for læsernes forståelse af flygtningenes liv og det danske asylsystem. Før jeg søgte asyl i Danmark, havde jeg været her som journalist måske 12-15 gange, og jeg havde en meget god fornemmelse af den høje grad af gæstfrihed. Desværre oplevede jeg det modsatte i asylsystemet. Men brevene viser, at gæstfriheden findes, jeg fik Danmarks humane ansigt tilbage, og jeg tænker i dag, at der er to niveauer: Det politiske niveau er fjendtligt, mens naboerne, skolen og mange almindelige danskere er meget gæstfri og imødekommende. Jeg ved at jeg ikke er elsket af systemet, men jeg ved at jeg er lidt elsket af folket. Jeg er blevet inviteret til middage, har fået tilbudt at låne sommerhuse, og der er endda en mand, der har skrevet en sang om mig. Jeg har ikke haft mulighed for at svare alle individuelt, men jeg vil gerne takke alle for den menneskelighed, der er med til at gøre verden til et bedre sted. Det er ikke kun en støtte til mig, men til alle der er i en situation, der svarer til den, jeg var i engang.”
Dina Yafasova kalder det noget ”overdrevet sludder”, når hun møder det synspunkt, at Danmark har mistet det humane.
”Vi har nok alle vores egne definitioner af, hvad et demokrati er. I Usbekistan manglede jeg ytringsfrihed og menneskerettigheder, og alt det har jeg i Danmark. Her kunne jeg trygt udgive min bog, for jeg var sikker på at de danske myndigheder ikke ville forfølge mig. Måske er der enkeltpersoner, der gerne vil have hævn, men som borger kan jeg tænke, skrive og udtrykke mig frit. Til gengæld oplever jeg, at systemet arbejder meget langsomt, og at man må bruge meget energi på bare at opnå det, som man har ret til. Der bliver begået mange fejl, der komplicerer vores liv, og selvom det politiske system i Danmark virker fjendtligt og jeg ikke har positive følelser for Udlændingeservice, er jeg trods alt positiv i min holdning til myndighederne. Selvom det er vanskeligt at være udlænding i Danmark, har jeg stor tiltro til demokratiet og respekten for menneskerettighederne. Danmark er generelt et land, hvor man kan føle at alle mennesker er noget værd, men jeg vil dog ikke idealisere eller idyllisere, for mange udlændinge lever et pinefuldt liv her i landet.”
Efter Muhammedkrisen og det, som Dina Yafasova kalder ”en debat om asyl på topniveau”, bemærkede hun at der skete noget med tonen.
”Der er stadig mange kritiske ting i debatten, og det skal der være, men vi hører ikke de racistiske udtalelser, som lige efter 11. september 2001. Det er et vigtigt skridt. Jeg synes at respekt for ytringsfriheden er altafgørende, og der er intet galt i at kritisere religionerne. Men Muhammedkrisen efterlod mig også med en følelse af, at dette var et spørgsmål om etisk og om forholdet mellem forskellige kulturer. Som redaktør ville jeg have valgt at vise respekt for kulturerne og ikke bringe tegningerne. Dengang blev jeg kontaktet af Arab Television Network, der ville interviewe mig om Sandholm-lejren som et fængsel, og om Danmark som et fængsel. Men jeg sagde nej. Min bog er skrevet for at gøre verden til et bedre sted at leve, ikke for at skabe ny konflikt. Det er godt at debattere, hvordan problemer bedst kan løses, men det føles frygteligt når man hele tiden bliver angrebet af kritik og befinder sig isoleret og på bagsiden af samfundslivet.”
Dina Yafasova behersker dansk – både i skrift og tale – på meget højt niveau, men opfatter stadig sproget som en stor udfordring.
”Jeg kan godt klare den daglige kommunikation på dansk, og jeg tror også at jeg kan klare en mere professionel kommunikation, men jeg føler mig lidt usikker. Jeg vil gerne først udvikle mit sprog og kunne bruge flere nuancer. Jeg skriver næsten flydende dansk, men må nogle gange bede min datter om hjælp med det grammatiske,” siger hun.
Og netop sproget har vist sig at være en grotesk barriere for Dina Yafasovas arbejde som forfatter. Hun siger selv, at hun som fremmedsproget forfatter mangler mulighed for stabil udvikling, fordi systemet ikke tager højde for, at man kan skrive på et fremmed sprog i Danmark.
”Jeg kan ikke få arbejdslegater. De er kun beregnet til forfattere, der skriver på dansk. Jeg får ingen bibliotekspenge for min bog, selv om 200 folkebiblioteker har købt den og den nu også udkommer som lydbog på bibliotekerne. Som fremmedsproget forfatter, er man ikke berettiget til bibliotekspenge, og ifølge systemet betyder det ikke noget, at bogen er skrevet direkte som et originalmanuskript til et dansk forlag og ikke er udkommet i udlandet først. Problemet er, at jeg skrev manuskriptet på russisk og fik det oversat. Der findes en pulje til arbejdslegater for fremmedsprogede forfattere, men her afhænger støtten af, at man modtager bibliotekspenge – men dem har jeg jo ikke adgang til! Elsebeth Gerner Nielsen fra Det Radikale Venstre foreslog i efteråret at Danmark skulle være et fristed for forfulgte forfattere, og hun henviste til mig. Men jeg ved ikke om det er sket noget, jeg tror ikke at politikerne er så hurtige. De tror måske, at forfattere i eksil skal være altruister.”
Arbejdslegater eller ej, Dina Yafasova er begyndt at forberede en ny bog, og hun har allerede titlen klar, Kald mig ikke offer!
”Det er historien om en indisk kvinde, der blev handicappet efter tortur. Hun var den første patient i Det Internationale Rehabiliteringscenter for Torturofre og har derfor været med til at skaffe en vigtig viden om torturoverlevere. Hun brugte derefter tyve år på at opspore sine bødler og få dem stillet for retten. Bogen skildrer hvordan et torturoffer kan skaffe mening og livsenergi til at leve en normal tilværelse. Det lykkedes for den indiske kvinde at nå sit mål, men graden af retfærdighed, svarer ikke til graden af lidelse”.
Når bogen udkommer om et par år, håber Dina Yafasova også at den vil betyde noget for de en million danskere, der er udenfor arbejdsmarkedet og derfor betragtes som svage. Bogen skal nemlig undersøge, hvordan man bliver en overlever i stedet for et offer, rent psykologisk og filosofisk.
I det hele taget er litteraturen og arbejdet som forfatter blevet en vigtig vej ind i det danske samfund, især efter at Dina Yafasova lod sig skrive op i KVINFO’s mentordatabase, hvor danske kvinder kan melde sig som frivillige, hvis de gerne vil hjælpe flygtningekvinder med at falde til i det danske samfund.
”Det var Rehabiliteringscenteret for Torturofre der anbefalede mig at kontakte KVINFO. En dag vendte de tilbage med et godt match, og jeg sagde ja tak uden at vide, hvem det var jeg skulle møde. Næste dag sad jeg så på sprogskolen, hvor vi altid begyndte dagen med at fortælle nyheder, og jeg fortalte at jeg skulle møde min nye mentor. Da jeg nævnte hendes navn, forlod min lærer pludselig klassen og vendte tilbage med en stor stak bøger og prints fra nettet, hvor jeg kunne læse om den kvinde, jeg skulle møde. Det var nemlig Suzanne Brøgger. Jeg havde aldrig læst noget af hende. Jeg havde kun læst H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Johannes V. Jensen på russisk, men i dag læser jeg både Hanne-Vibeke Holst og Suzanne Brøgger og på dansk. Vi er blevet gode venner, vi besøger tit hinanden, og vi har meget at tale om. Suzanne Brøgger rejste meget som ung, og hun besøgte faktisk i Usbekistan allerede før jeg blev født.”
Mens Dina Yafasova selv møder det danske systems begrænsninger og manglende fleksibilitet, og hendes forældre begynder fra bunden af med sprogskole og starthjælp, er børnene gledet temmelig ubesværet ind i fællesskabet:
”Det danske miljø virker meget naturligt for mine børn, som i dag har dansk som førstesprog. Min datter går i 6. klasse, og sidste sommer var hun til workshop om at skrive teatermanuskripter. Sammen med sin veninde skrev hun et stykke, som skal opføres af et hold unge skuespillere i slutningen af april i Hillerød. Men selvom hun godt kan lide at skrive, har hun arvet sin fars holdninger. Hun forestiller sig selv som praktiserende læge i fremtiden. Min søn går i 4. klasse, og har endnu ingen fantasier om sin fremtid. Han lever som andre danske drenge, spiller de samme spil, hører den samme musik, og er for lille til at lægge planer. Heldigvis er der blevet taget godt imod dem, for det er respekten for hinanden, der skaber et godt samfund. Tit kan systemet have svært ved at respektere en bestemt gruppe mennesker, men jeg har mødt private danskere, der beviser at det modsatte også kan lade sig gøre. Jeg har den lykke, at jeg møder og er omringet af mange gode mennesker.”
Samfundssyn og samfundssind
Hvordan hænger et samfund sammen? Hvem træffer hverdagens beslutninger? Hvor foregår det politiske samspil og modspil? Vi søger svaret udenfor Christiansborgs mure i en række demokratiske værkstedssamtaler med mennesker, der har stor erfaring med politiske processer, enten som udøvere eller som iagttagere. Hvordan er de selv med til at øve indflydelse? Hvad ønsker de at opnå? Og hvordan kommer deres samfundssyn og samfundssind til udtryk i deres arbejde? Dette er det tredje interview i serien. Det første var med fhv. departementchef, nuværende bestyrelsesformand Knud Larsen (d. 11. marts 2007) og det andet var med fhv. folketingsmedlem Sandy Brinck (d. 23. marts 2007).