Weekendavisen den 31. oktober 2014.
Klip. Astrid Saalbachs nye skuespil om fremmed intervention i et klaustrofibske spejlkabinet er vittigt og vanvittigt.
Slutspil i salonen
Til Astrid Saalbachs nye skuespil knytter sig en forhistorie, som kan være nyttig – omend ikke nødvendig – at kende: I sommer udgav hun romanen Klapperslangen, der handler om en dramatiker ved navn Astrid Saalbach, der har skrevet et skuespil med titlen Frisørerne. Teateret, der havde bestilt stykket, vil ikke opføre det, og så udvikler den autofiktive nøgleroman sig til et satirisk og sarkastisk generalangreb på teaterbranchen, uvenlig og hvas overfor alt og alle – også overfor Astrid Saalbach selv, både forfatteren og romanpersonen af samme navn.
Nu kan man så se det skuespil, som udløste den konflikt, der blev til romanen (om man så kan tale om ‘skuespillet bag romanen’ eller om ‘romanen foran skuespillet’, er et åbent spørgsmål), og hvis man allerede har læst romanen, kan man more sig med at udrede de to værkers interagerende relationer.
Vi er på en frisørsalon, scenografisk designet af Stine Martinsen som et trangt spejlkabinet. Tre frisører – en blond, en rød, en sort – søger en fjerde partner. Ikke for ung, synes den ældste af dem. Hvad så med en mand? Nej, de er allesammen bøsser. Så går snakken om stort og småt. Blondinen har ondt i læberne efter at have suttet pik hele natten. På sin arm har hun fået tatoveret ‘Tommys Trine’. Hun kan endnu ikke vide, at han kommer til at skride fra hende og lægge en sexvideo med hende ud på nettet (hun er nu mere stolt, end fornærmet), hvorefter hun prøver at fjerne sin tatovering med sandpapir.
De to andre er allerede mødre, men med hver deres attitude. Så kommer der en kasse med nye frisørprodukter. Hvad dufter de af? Moskus? Måske med et strejf af vanilie? Og ingefær?
I dette miljø af naiv, kvindelig fortrolighed kommer – naturligvis! – en fremmed, nej to fremmede, og vender op og ned på det hele. Den ene er en gammel særling af en ildelugtende og dement tosse (Jannie Faurschou med udtværet læbestift og vanvidsblik, nærmest som Jokeren fra Batman), den anden er en ansøger til den ledige posititon i salonen, nemlig Boogie fra Sarajevo. Og hvor ligger det så? I Holland, mener den ene frisør. Vi får indtryk af, at Boogie er kommet som krigsflygtning engang, men senere taler hun varmt om Slaget ved Solsortesletten. Hun er vist snarere serber, og dén selvmodsigelse kan ikke være et tilfælde. Man kan jo ikke både være den forfulgte og forfølgeren på samme tid. Nej, mennesker er ikke nødvendigvis, hvad de giver sig ud for at være, hvilket Astrid Saalbach udvikler med grundighed, når hun i andet akt lader, ikke maskerne, men parykkerne falde. Noget så grundigt.
Frisørerne er ikke noget stringent stykke, men det er rigt og kosteligt. En række lidt løse tableauer afløser hinanden i en slags tiltagende surrealistisk revy. Der er mildest talt ikke tale om nogen dannet salon i salonen, men om en makaberdans, hvor hverdagsrealisme veksler med onde drømme. Vi ser frisørerne – eller sider af deres sjæle – gennemfører en brutal analvoldtægt af den gamle tosse med en stor, sort dildo. Det er råt og grotesk.
Men vi ser også satirisk komik på højt plan, ikke mindst i scenen, hvor en af frisørerne har to kunder i salonen. De skal begge have sat hår til deres bryllupper senere på dagen. Den ene skal have et krigstema, for hendes mand er soldat, udsendt til Sandkassen. Den anden er fortabt og utryg. Hun er nemlig stadig jomfru, for hun er så tillukket, at intet kan komme ind i hende. Lægen har sagt, at det er normalt for de flittige og ambitiøse.
Det udvikler sig til en utrolig morsom lesbisk scene, da soldaterkæresten og frisøren tager affære. Trine kravler ind under brudekjolen for lige at prøve at komme ind med tungen, mens den anden fantaserer om at blive taget godt og grundigt af soldaterne nede i Sandkassen. Da det stadig er svært at få skubbet en børste op, får Trine en god idé: “Kom noget produkt på!”
Realismen opløses og Frisørerne koger over i en febril stemning, hvor absurditeterne står i kø. Pludselig kommer en Pia Kjærsgaard-parodi i en slags Dannebrogsdragt ind i salonen og en anden kunde overfalder hende verbalt: “Du bringer mit pis i kog. Jeg går ikke ind for dødsstraf, men i dit tilfælde vil jeg gøre en undtagelse. Og jeg vil gerne selv konsekvere dommen!”
Men for lige at holde fast i handlingen: Boogie sætter sig på magten i salonen. Det viser sig at hendes kæreste af en serbisk mafiaboss (han kalder sig Giorgio for at man skal tro at han er italiener) bruger salonen til at vaske sorte penge hvide. Pludselig forsvinder Boogie, men pengene ligger og flyder i store poser. Så dukker mafiosoen selv op, og det hele kulminerer i en action packed high noon i frisørsalonen, hvor en magisk saks zapper i luften og Mozarts Requiem fylder rummet.
Angiveligt er Frisørerne en dramatisk undersøgelse af kvindelige relationer. Men er det i så fald et feministisk opråb, en søstersolidarisk opsang eller en omgang kvinde-er-kvinde-værst mysogyni? Aner det ikke. Frisørsalonen kan nemlig også opfattes som en hvilken som helst tilstand, der bliver losset i løgposen af påvirkninger udefra. Jeg opfatter ikke forestillingen som kønskritik, men ser den snarere som en skildring af fremmed intervention i et klaustrofobisk mentalt rum, helt bogstaveligt symboliseret af den snævre salon, hvor spejlenes falskhed skaber mere fylde, end der findes i virkeligheden. Til sidst forsvinder døren, og rummet står tilbage som en sarkofag. Slutspil i salonen.
Som dramatiker er Astrid Saalbach både vittig, vanvittig, gådefuld og scenevis skarp, men også uden mådehold, og det går udover helheden. Ikke alle scener argumenterer godt for deres egen nødvendighed. Nogle optrin kunne nok have tålt en studsning, selvom Sofia Nolsøe, Kathrine Høj Andersen, Ene Øster Bendtsen, Lykke Sand Michelsen og Jannie Faurschou spiller deres roller med helhjertet, entusiastisk energi.
Frisørerne. Dramatiker: Astrid Saalbach. Instruktør: Søren Iversen. Scenograf: Stine Martinsen. Gæstespil af det nystiftede Københavns Teater Observatorium på Får302. Spiller til den 19. november.