Weekendavisen den 31. oktober 2014.
Interview. Kjell Westö modtager Nordisk Råds Litteraturpris 2014. Weekendavisen har mødt ham.
STOCKHOLM – Aldrig har afstanden mellem Nobelprisen og Nordisk Råds Litteraturpris været kortere, for da den finsk-svenske forfatter Kjell Westö modtog den nordiske pris onsdag aften, skete det i Stockholms Stadshus i den berømte Blå Hallen på netop den trappe, hvor den svenske konge hvert år overrækker medalje og penge til Det Svenske Akademis foretrukne.
Mens Nobelvinderen kan sætte 10 millioner svenske kroner ind på kontoen, må vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2014 ‘nøjes’ med 350.000 danske kroner, men han så nu godt tilfreds ud alligevel, Kjell Westö, for prisen emmer af prestige.
Om romanen Hägring 38, som kommer på dansk netop i dag under titlen Luftspejling 38 (se forsiden af Bøger), siger han:
“Jeg har forsøgt at forene den historiske roman og samtidsskildringen med en thriller, der skildrer to forskellige mennesketyper, der begge er i en slags krise. Manden på grund af nogle udramatiske hverdagssorger. Kvinden på grund af oplevelser, der kan knække et menneske for livet. Samlet set er det en psykologisk roman om uskyldige mennesker som ofre.”
Priskomiteen begrunder valget af Kjell Westös roman med en underligt uengageret formulering, der i al sin banale enkelhed lyder således: “Prisen går til Luftspejling 38, som i en stemningsmættet prosa puster liv i et kritisk øjeblik i Finlands historie, som trækker tråde til nutiden.”
Her sigtes der til den finske borgerkrig mellem den 27. januar og 15. maj 1918, der måske nok var kort, men dog udgør mere, end et ‘kritisk øjeblik’ i finsk historie. Kjell Westö har i tidligere romaner beskæftiget sig med borgerkrigen og dens følgevirkninger, og nu tager han atter fat på stoffet, fordi det har afgørende betydning for Finlands historie og finnernes identitet. Men borgerkrigen er, siger han, stadig et svært emne at tale om i Finland. Mens krige mod fjender udefra kan skabe sammenhold i et land, vil en borgerkrig naturligvis skabe splittelse.
“Nu er tabuet om borgerkrigen i 1918 brudt, men emnet er stadig følsomt,” sagde Kjell Westö kort efter prisuddelingen. “Men jeg er positivt overrasket over de samtaler om krigen, jeg nu kan have med mine læsere, også selvom de tolker krigen på en anden måde, end jeg gør. Det er vigtigt at vi kan tale om den mørke periode i Finlands historie. Om fire år er det 100 år siden.”
De to ofre, som driver romanen frem, er en sagfører og hans assistent. Vi er i 1938. Manden er blevet forladt af konen til fordel for en af hans gamle venner, og nu har eks-konen så udgivet en samling erotiske noveller. Han tåler ydmygelsen og rækker oven i købet hånden frem mod konens nye mand for at bevare venskabet, som ikke mindst trives i Onsdagsklubben, hvor en gruppe intellektuelle og liberale herrer mødes, blandt andet for at diskutere politik. Så rykker krigen ind i klubben.
Hans assistent er en kvinde med en hemmelighed. Som ung var hun under borgerkrigen interneret i en fangelejr, hvor sulten hærgede. Her huserede en ung fangevogter, kaldet Kaptajnen, som forgreb sig på hende. Da hun mange år senere for første gang serverer ved Onsdagsklubbens møde, hører hun Kaptajnens stemme, og i hendes traumatiserede begynder en hævnplan at samle sig. Men hvem er egentlig Kaptajnen?
“Da jeg begyndte på romanen, skrev jeg først en række scener om Onsdagsklubben. Bagefter skrev jeg scenerne fra fangelejren i 1918. Men jeg vidste ikke, hvordan de to ting skulle kombineres, før jeg var cirka 1/5 gennem manuskriptet. Så kunne jeg se, hvordan jeg skulle drive intrigen frem, og hvordan romanen kunne tilføjes et element af thriller,” siger Kjell Westö.
Luftspejling 38 er noget så sjældent som en litterær roman af høj kvalitet, der ikke holder sig for fin til en kriminalistisk gåde. Men forbrydelse sker først sent i romanen, og trådene samles ikke før den sidste side er vendt. Det er svært at tale om handlingen uden at røbe for meget, så Kjell Westö nøjes med en konstatering:
“Jeg skriver psykologiske skildringer, hvor individet hele tiden bliver udsat for samfundets forandringer. Af hensyn til fortællingen gør jeg det som klassisk show it, don’t tell it.”
Det politiske element står stærkt i den prisvindende roman. Europa ulmer, og nazismens vinde når til Helsingfors og Onsdagsklubben. Samtidig er borgerkrigen i frisk erindring.
“Da jeg begyndte at skrive i 2010, var der ingen der vidste, hvad der ville ske i verden omkring os i 2014. Jeg havde dengang en fornemmelse af, at vi gik mod mere ekstreme tider, men jeg kunne jo ikke forudse, at min roman om borgerkrigens konsekvenser ville udkomme samtidig med at der var udbrudt nye borgerkrige i Ukraine og Syrien,” siger Kjell Westö.
Han siger at han ikke vil male fanden på væggen, men ja – han er bekymret for den højredrejning, man ser i hele Europa:
“Der er forskel på Sannfinländerna (partiet De Sande Finner, der havde stor vælgertilslutning ved sidste valg, red.), Sverigesdemokraterne og Dansk Folkeparti, men de er en del af den samme tendens, som også omfatter højreradikale bevægelser som Jobbik i Ungarn. Og radikale bevægelser er farlige, uanset om de er mod højre, venstre eller går i retning af religiøs fundamentalisme. Når vinden blæser fra en vis kant, bliver også centrum flyttet, og spørgsmålet er, hvor langt mod højre, vi kommer med den tendens, der dominerer nu,” siger Kjell Westö.
Men hvilken rolle spiller så litteraturen i politiske forandringstider? I sin takketale sagde den finske forfatter, at romanens, novellens, essayets og digtets langsomhed, er mere vigtig, end måske nogensinde før. Litteraturen skaber eftertanke om de dybere sandheder, mener han. Og netop langsomheden er en metode, han selv arbejder med, når han sætter sig for at skabe et troværdigt romanportræt af Helsingfors i 1938:
“Jeg forsker, forsker og forsker. Køber gamle bøger, telefonbøger, fotoalbums, aviser, leder i arkiver og læser brevvekslinger for at uddybe min egen viden og få ideer. For at komme i den rette stemning, visualiserer jeg byen. På Helsingfors Stadsarkiv har jeg gennemgået gamle fotos fra byen. Når jeg finder et foto med et ansigt, der generer mig, bliver jeg ved med at studere det, indtil ansigtet nærmest stikker ud af papiret.”
Da Kjell Westö skulle skrive om stemningen blandt mennesker i Helsingfors lige efter borgerkrigen i 1918, satte han sig og så en film af den finske filmhistoriker og instruktør Peter von Bagh (1943-2014), Helsinki, Forever, der består af sammenklippede sekvenser fra spillefilm og dokumentarfilm.
“Der er en tre minutter lang sekvens i filmen, hvor man ser folk, der marcherer direkte mod kameraet efter de hvides sejr over de røde (altså de ikke-socialistiske konservatives sejr over socialdemokraterne, red.). For hver person, man ser i sekvensen, frøs jeg billedet og studerede ansigtet. Hvad udtrykker det? Glæde? Vrede? Sorg? Jeg arbejdede mig igennem hele sekvensen på den måde. Det tog en uge. Efter det kunne jeg skrive ét afsnit, der fylder en halv side i romanen.”