Interview i Weekendavisen den 13. april 2007.
Knud-Børge bestemmer! Nej, ikke hvis det står til Arne Mørch. Han kæmper for det klassiske samtaledemokrati og er manden bag den nye Demokratiske Grundlov på Nørre Gymnasium i København.
Efter påskeferien får Nørre Gymnasium i København sin helt egen Demokratiske Grundlov. Det er resultatet af en proces, hvor lærere og elever har defineret og beskrevet hvilke aftaler og konsekvenser, der skal ligge til grund for undervisningen og livet på skolen. Målet er dels at forbedre samarbejdet og øge kvaliteten i skolens hverdag, dels at inspirere elverne til at blive gode demokratiske samfundsborgere.
Arbejdet hen imod Nørre G’s Demokratiske Grundlov er et fælles projekt, men drivkraften og katalysatoren hedder Arne Mørch, lektor, klassisk filolog og underviser i oldtidskundskab og religion. Efter en lang karriere på en række gymnasieskoler, havde han egentlig trukket sig tilbage fra al undervisning og gjort klar til sit otium, men da Nørre G. fristede med et interessant skema, lod han otium være otium og sagde ja til en ny fastansættelse i en alder af 64.
”Jeg har gennem mange år beskæftiget mig med demokratiets historie, og i dag forsøger jeg så at skabe en demokratisk udvikling i praksis. Da jeg kom til skolen, havde man i lang tid talt om, at man gerne ville lave en demokratiproces, men stemningen blandt eleverne var sådan ’ja, det der demokrati, det taler de jo om hele tiden, men bliver det måske til noget?’. Mange elever var bange for, at al den snak om demokrati kun var en sutteklud for manglende indflydelse. De var nervøse for at projektet skulle bruges til at hamre dem i hovedet med et adfærdsregulerende regelsæt. Og så forventede de, at der ville gå palaver i den under baobabtræet. Ja, de frygtede at det hele ville være spild af tid,” siger Arne Mørch.
Men elevernes skepsis er blevet vendt, og de har med engagement og interesse kastet sig ud i arbejdet med Den Demokratiske Grundlov.
”Det er lykkedes os at skabe forståelse for, at demokrati ikke kun er en abstrakt værdi, men en konkret kompetence, som handler om hverdagens indbyrdes forbundne aftaler,” forklarer Arne Mørch, der som forfatter til undervisningsbogen og tekstsamlingen Veje til demokrati kan demokratiets klassikere på rygraden. Det får han glæde af, når han nu skal trække en linie fra humanismens urtid til demokratiets nutid.
”Mit udgangspunkt er, at eleverne skal kende sammenhængene. Jeg forklarer at demokratiet udspringer af den europæiske humanisme, som igen hviler på det ligeværdighedsbegreb, som opstod i den europæiske kultur i en konflikt med de religiøse autoriteter. Vi kan ikke bevise det, men vi kan beslutte, at alle mennesker er ligeværdige. Hvis man anfægter humanismen, anfægter man også den menneskelige ligeværd. Derefter kan vi konstatere, at vi er afhængige af hinanden. Derfor har vi brug for tolerance, ikke som en værdi, men som en praktisk nødvendighed. Det fører os videre til behovet for at samtale, som danner grobund for aftaler. Og fordi der altid er nogen der tror, at de kan opnå fordele ved at bryde aftalerne, har vi brug for konsekvenser. Det er denne sammenhæng, der skaber forudsætningen for demokratiet. Og så skal vi huske, at samtalen hele tiden skal holdes åben, så aftaler kan ændres. Demokratiet skal hele tiden kunne udvikle sit indhold,” siger Arne Mørch.
Men er der ikke grænser for, hvad et demokrati kan rumme? Kan demokratiet f.eks. rumme mødet med islam, eller bliver det et problem på langt sigt?
”Islam er ikke i sig selv et problem, men det er til gengæld religiøs fundamentalisme, fordi den ophæver samtalen til fordel for et autoritært diktat. Dét er problemet: at samtalen udelukkes. Religion er fint nok, hvis det kun er et spørgsmål om, hvad man selv kan tilslutte sig. Men hvis man kan slå facit op, er det ikke bare et problem, men en fare. Tag debatten om muslimske kvinders tørklæder som et eksempel. Hvad er problemet, hvis de bærer det af egen fri vilje? Hvis de derimod bærer det på grund af tvang, er det i modstrid med både humanismen og demokratiet, og så skal de støttes til at tænke og handle selv, fuldstændig som børn af Jehovas Vidner skal det. Sagen er bare, at det kun kan ske i en samtale, hvor man kan blive klogere, ikke i en diskussion, hvor man slås på synspunkter.”
Ja, samtale er godt, men hvad nu når samtalen ikke er mulig, fordi det svirrer med trusler og vold og hærværk som under Muhammedkrisen?
”Det, der gik galt under Muhammedkrisen var, at et princip blev gjort absolut og dermed blokerede for samtalen. De kvajede sig på Jyllands-Posten, fordi de valgte at ødelægge ”samtalen” ved at håne modparten. Og Anders Fogh Rasmussen håndterede sagen fundamentalistisk, ikke demokratisk. Han sagde, at ytringsfriheden ikke var til diskussion. Med den udmelding blokerede han for samtalen. Hvis den bliver ødelagt, går det hele i stå, og derfor var Muhammedkrisen i sidste ende også et nederlag for ytringsfriheden. Ytringsfrihed er selvfølgelig et centralt begreb i et demokrati, men i et demokrati er det først og fremmest nødvendigt at tænke sig om for ikke at forspilde samtalens mulighed. Den omtanke manglede vores statsminister.
Men ytringsfriheden er da for pokker demokratiets forudsætning!
”Ja, sådan er vi vant til at se det i en europæisk kontekst. Men hvad sker der med demokratiet, når vi mister muligheden for den samtale, der fører til aftaler og udvikling?”
Arne Mørchs retoriske spørgsmål får lov at hænge lidt til tørre, men vi vender tilbage til emnet om lidt.
Først skal vi en tur tilbage til Nørre G og den Demokratiske Grundlov. Med den nye gymnasiereform er det blevet et krav, at skolerne skal give eleverne en demokratisk bevidsthed – men hvordan gør man det? Til Gymnasieskolernes Lærerforenings blad Gymnasieskolen har Arne Mørch forklaret, at det handler om at tænke i demokratiske baner i hverdagen. Og det er hverken lærere eller elever vant til, mener han. Men nu har de givet håndslag på at formulere hvilke aftaler og konsekvenser, der skal til for at udvikle en demokratisk klassekultur, en demokratisk undervisningskultur og en demokratisk skolekultur. Og hvordan får elevrådet større demokratisk indflydelse?
Foreløbig ser Arne Mørch muligheden for at formulere en overordnet aftale, der skaber rammerne for klassekulturen, undervisningskulturen og skolekulturen. Dens fulde ordlyd kan formuleres på denne måde:
”Vi vil i fællesskab give de bedste vilkår for at uddanne sig til en studentereksamen. Eleverne ønsker at uddanne sig hertil og lærerne er ansat til at hjælpe med i den proces. Selvom roller og viden er forskellige, har vi ligeværdighed i undervisningssituationen, hvilket betyder, at vi skal lytte til hinanden og bruge hinandens viden og erfaring.”
Om klassekulturen har man bl.a. foreslået at undgå smalltalk i timerne, at man kun må forlade klassen af tvingende grunde, at man skal banke på når man kommer ind igen, og at man skal kunne tage ordet uden at risikere dumme kommentarer fra de andre.
Om undervisningskulturen foreslår eleverne bl.a. at de skal være forberedt, at lærerne skal tage dem med på råd, og at hver enkelt skal have mulighed for at vise sin viden og kunnen.
Om skolekulturen hedder det bl.a. at ingen forlader klassen før der er ryddet op, at alle er økonomisk ansvarlig for hvad de måtte komme til at ødelægge, at elever der larmer i studiecenteret kan smides ud af andre elever, og at alle udvalgsmedlemmer skal vælges gennem åbne afstemninger.
Elevernes mange forskellige bud på konkret demokrati i hverdagen vil i de kommende uger blive skrevet sammen til en grundlov, der igen skal pege frem mod en beskrivelse af skolens profil og værdier. Og eleverne tænker på mange niveauer. Til Gymnasieskolen siger Kristine Dahl fra 3.g at der f.eks. er et problem med caféudvalget, der er en lukket gruppe, som ikke er demokratisk valgt af skolens elever. Hendes klassekammerat Mads Sørensen peger til gengæld på at der mangler retningslinier for hvordan undervisningen skal foregå, idet lærerne stiller vidt forskellige krav til gruppearbejde og noteskrivning i timerne.
Arne Mørch synes at det er gode eksempler, og benytter anledningen til at fortælle om en elev, der snorksov i timerne, mens læreren skrev tavlen til med guldkorn. Da timen var forbi, vågnede eleven, tog sit digitalkamera frem og affotograferede tavlen. Så var de noter i hus. Men havde han lært noget?
Men hvordan vil Arne Mørch beskrive den overordnede ambition med Den Demokratiske Grundlov på Nørre G.?
”Skolen skal danne eleverne til at være demokrater, men eleverne har ikke altid de store demokratiske kompetencer med hjemmefra. Min ambition er derfor at gøre elverne selvstændige, kritisk vurderende og ansvarlige, både for sig selv og for fællesskabet. Jeg vil gerne have, at vi erkender, at samtale kan være vanskeligt, men at det er nødvendigt. Vi må nødvendigvis også være tolerante over for sindssyge standpunkter. Tag nu f.eks. nazisterne. Det er naturligvis ikke i orden at de forsøger at demontere demokratiet, men det er ok at de siger at de vil gøre det. Det er også ok at sige, at marxister er en pest for samfundet, men det er ikke ok i praksis at slå marxister ihjel. Problemet er, at vi ikke kan balancere definitivt mellem holdninger og handlinger, men hvis ord i praktisk forstand begynder at true ligeværdigheden i samfundet, må vi beskytte os selv. Ellers løber vi bare den nemme vej: Karl-Børge bestemmer!”
Ja, det er nu engang så dejlig nemt, når alle beslutninger er deponeret hos én person, for så behøver man ikke selv at tage stilling. Men det er lige præcis pointen: Vi er alle nødt til at tage stilling. Vi kan ikke bare regne med at Karl-Børge bestemmer noget fornuftigt, der gavner fællesskabet. Vi kan ikke engang regne med, at han har sans for demokrati. Derfor, påpeger Arne Mørch, er og bliver samtalen det ufravigelige udgangspunkt for en demokratisk samfundskultur.
Men man kan jo ikke føre en demokratisk samtale med mennesker, der ikke har sympati for demokratiet? Jeg tænker på islamister, nazister og den slags.
”Man er nødt til at forsøge. Ikke alle fundamentalister bliver ved med at være fundamentalistiske. Og perspektivet er igen større end islam. Det her handler om humanismens grundlæggende problem. Hvad sker der, når en autoritet, du ikke selv har valgt, laver aftaler udenom dig? I den situation bliver humanisme og demokrati sat ud af spil. Jeg kommer fra et indremissionsk miljø, og jeg har oplevet det. Jeg har også set det i new age miljøer, og man kender det fra arbejdsmarkedet, hvor medarbejdere retter ind efter chefen af ren og skær opportunisme. Det autoritære har vi nu fået ind på livet via islam, men vi havde det altså selv i forvejen i en lang række kristne religiøse grupper med et fundamentalistisk bibelsyn.”
Ja, men forskellen er jo, at det kun er muslimerne der har brugt trusler og vold.
”Kristne amerikanske fundamentalister har også slået læger, der udførte aborter, ihjel. Magtanvendelse eller trusler er aldrig et legitimt middel i et demokrati. Det må man reagere imod, både verbalt og i praktisk handling, bl.a. ved at bruge de legale magtmidler imod dem der truer. Det hører med til vores demokratiske aftaler, at vi beskytter os.”
Og så til sidst: Hvad tror du optager danskerne mest – samtalekultur eller samtalekøkkener?
”Min erfaring er, at der godt kan tales kultur i et køkken!”
Samfundssyn og samfundssind
Hvordan hænger et samfund sammen? Hvem træffer hverdagens beslutninger? Hvor foregår det politiske samspil og modspil? Vi søger svaret udenfor Christiansborgs mure i en række demokratiske værkstedssamtaler med mennesker, der har stor erfaring med politiske processer, enten som udøvere eller som iagttagere. Hvordan er de selv med til at øve indflydelse? Hvad ønsker de at opnå? Og hvordan kommer deres samfundssyn og samfundssind til udtryk i deres arbejde? Dette er det fjerde interview i serien. Det første var med fhv. departementchef, nuværende bestyrelsesformand Knud Larsen (d. 16. marts 2007), det andet var med fhv. folketingsmedlem Sandy Brinck (d. 23. marts 2007) og det tredje var med den usbekiske forfatter og journalist Dina Yafasova (d. 4. april 2007).