Kommentar i Weekendavisen den 27. april 2007.
Portræt. Danmark har fået en muslimsk paraplyorganisation, der vil forsvare muslimske interesser og forsøge at overbevise danskerne om, at islam ikke er en ”såkaldt” religion med et ”terroristisk væsen”.
MFR har altid stået for vaccinen mod Mæslinger, Fåresyge og Røde hunde – men fremover vil vi også skulle kende de tre bogstaver som forkortelsen for Muslimernes Fællesråd, en paraplyorganisation med ambitioner om at forene de danske muslimers kor til én stemme og sågar erobre en plads som rådgiver for danske ministerier og myndigheder. Målet er blandt andet at forebygge misforståelser og modviljer, som dem der sidste år førte til den verdensomspændende Muhammedkrise, eller som Muslimernes Fællesråd vil sige: karikaturkrise.
Fællesrådet blev stiftet i september i fjor, men først i sidste uge var foreningen klar til at møde pressen. De mellemliggende måneder har de ti foreninger under paraplyen brugt til at føle hinanden på tænderne og tale sig ind på fælles synspunkter. Ifølge foreningens talsmand, Zubair Butt Hussain, valgte man helt bevidst at afsætte tid til en grundig diskussion for bl.a. at afstemme forventninger til samarbejdet og udveksle erfaringer om, hvad det vil sige at være muslimske foreninger rodfæstet i et dansk samfund. Andre har gjort det modsatte. “Ingen nævnt, ingen glemt”, som talsmanden siger i en samtale med Weekendavisen. Der er dog næppe tvivl om, at han sigter til Naser Khaders Demokratiske Muslimer, der har måttet indse at hastværk er lastværk.
MFR omfatter foreløbig ti foreninger med i alt 8.000 personer, men har begrundet håb om en massiv forøgelse af medlemskredsen, så der om kort tid vil være 45.000 personer, som via et foreningsmedlemskab er med under paraplyen. På den måde vil fællesrådet blive den største og bredeste medlemsforening for nye danskere siden arbejdskraftindvandringen og tilflugten til Danmark begyndte tilbage i 60’erne. Spørgsmålet er, om MFR også kan opnå indflydelse.
Formanden for fællesrådet er den afghanske læge Asmat Mojadedd. Han er ubeskrevet i debatten, men er ”kendt” for at være med på det berømte foto af en Kalashnikov-bevæbnet Lars Løkke Rasmussen, der i 1988 overrækker penge til den afghanske oprørsbevægelse. I fjor sagde Asmat Mojadedd til Berlingske Tidende, at islam sagtens kan kombineres med demokrati, og at det danske samfund indeholder mange islamiske værdier, som man desværre ikke har i mange muslimske lande, f.eks. social retfærdighed og ikke-diskrimination.
Zubair Butt Hussain er nationaløkonom og arbejder i centraladministrationen. Han trådte ofte frem som talsmand for Muslimer i Dialog under debatten om de tolv tegninger, og nu er han valgt som talsmand for MFR. Det er hans opgave at formidle fællesrådets planer og holdninger, men ikke nødvendigvis gennem den offentlige debat. Talsmanden betoner – som det også er beskrevet i vedtægterne – at fællesrådet meget gerne vil rådgive myndighederne i spørgsmål, der angår de danske muslimer. Han peger på unge, der har brug for at blive bedre inkluderet i samfundet, og ældre, som på grund af integrationens ændrede familiestrukturer, risikerer at havne i isolation. Fællesrådet har med andre ord ambitioner om at blive en decideret interesseorganisation.
“Vi skal ikke gå og kærtegne magten. Vi vil ikke være skødeperkere, men vi vil tage medansvar for det samfund, som vi er en del af, hvilket er vores pligt som danske muslimer” siger Zubair Butt Hussain til Weekendavisen. Og det skulle der jo blive rig lejlighed til. Debatten om islam og muslimer kører altid på de høje nagler, og denne uge var absolut ingen undtagelse. Desværre fik MFR ikke den bedste debut, idet fællesrådets pressemeddelelse imod Søren Krarups sidestilling af hagekorset og tørklædet ikke er blevet citeret i medierne, men der kommer andre sager, som kan profilere den nye samarbejdsorganisation, ja faktisk fik vi en forsmag i selv samme uge. Mens alle diskuterede tørklæder og hagekors, vendte debatten om etableringen af en stormoské i Danmark tilbage med hidtil uset realisme og en reel og måske konfliktfri finansieringsmulighed.
Det kontroversielle spørgsmål om en stormoske må siges at være et både konkret og principielt spørgsmål, som netop kalder på én muslimsk stemme, én koordineret holdning, én samarbejdspartner, ét fællesråd. Tidligere har alle planer om et moskébyggeri ført til ævl og kævl mellem forskellige nationale grupper, der hver især havde krav og ønsker til finansiering og religiøs retning. Den uenighed har mange danske politikere taget ad notam med stor tilfredshed, for så længe muslimerne selv bremser for en stormoske, letter det presset på danske beslutningstagere.
Da Politikens kommentator Herbert Pundik i fjor foreslog, at Danmark skulle forære muslimerne en moske som en slags afladshandling oven på den internationale krise om Jyllands-Postens tegninger af Muhammed, var det derfor også meget nemt at skyde ideen ned med henvisning til muslimernes egen splittelse. Men som den danskfødte imam Abdul Wahid Petersen, der er ansvarlig for internationale relationer i Muslimernes Fællesråd, forleden sagde til Danmarks Radio, så ændrer situationen sig når den muslimske Tabah Foundation har givet tilsagn om at anbefale projektet overfor investorer. MFR mener selv, at fællesrådet er netop den forening, som kan løfte opgaven med at drive en moské for alle.
Abdul Wahid Petersen understregede, at sproget skal være dansk, ellers er det umuligt at sikre bredde og opbakning, og ellers risikerer moskeen at blive det, som imamen kalder “en fremmedetnisk forsamling”. Hvis det er et synspunkt, der virkelig er stabil opbakning til blandt de danske muslimer og deres religiøse ledere, kan det blive lige præcis den sag, som fællesrådet har brug for til at bryde igennem som en troværdig samarbejdspartner, ja faktisk findes der ingen sag, der er mere velegnet, end netop denne.
En københavnsk stormoske vil have ekstrem symbolbetydning for muslimerne, den vil
vække international opsigt, og den vil manifestere et religiøst gennembrud for en ofte kritiseret minoritet. Men den vil også skabe problemer. Man ser for sig, hvordan det islamfjendske miljø vil demonstrere med betydelig styrke, og spørgsmålet er naturligvis om MFR kan etablere sig så stærkt, at politikernes, mediernes og offentlighedens tillid er stærkere end konfliktpotentialet. Med andre ord handler dette ikke kun om, hvorvidt muslimerne selv vil acceptere fællesrådets politiske, religiøse og moralske legitimitet. Det handler også om, hvorvidt danskerne vil acceptere muslimernes synlige tilstedeværelse og konkrete indflydelse.
Zubair Butt Hussain fortæller Weekendavisen, at MFR er ved at planlægge en konference om de diametrale modsætninger mellem islam og terrorisme. Det er vigtigt i en tid, hvor religionen bliver misbrugt af terrorister, siger han. Fællesrådet vil også tage initiativ til et seminar om borgerpligter i et demokratisk samfund. Det er vigtigt at understrege overfor danske muslimer, at medbestemmelse er en fornem forpligtelse. Man vil derfor ikke pege på enkelte partier, men opfordre til at også muslimer engagerer sig i politik – og ikke kun når de handle om emner af specifik interesse for muslimer. “Vi har ikke kun interesse for tørklæder og bedepladser, men har et bredere fokus som medborgere. Som muslim er det naturligt at tage del i det liv, der omgiver dig, og derfor angår spørgsmål om stilleveje og vuggestuepladser også de danske muslimer. Vi skal tage et helhedsansvar, og vi skal diskutere en bredere tolkning af, hvad muslimer bør engagere sig i,” siger talsmanden.
Mæslinger, fåresyge og røde hunde – MFR – er alle børnesygdomme af den slags som enhver ny organisation ikke kan undgå at blive ramt af. Demokratiske Muslimer kom tilsyneladende aldrig over smitten, og det store spørgsmål er, om det vil lykkes bedre for Muslimernes Fællesråd. Der er tale om en repræsentation, der dels har et mere religiøst og mindre sekulært tilsnit, dels er organiseret som en paraplyforening med bredere basis end enkeltmedlemskaber kan opnå, og dels erklærer sig parat til et operativt samfundsansvar. Retorikken er foreløbig balanceret på en bred og tidstypisk bane med plads til både demokratisk medborgerskab og masser af religion, og med Zubair Butt Hussains talent for besindig argumentation skal det nok lykkes at få en stemme, som både medier og myndigheder vil lytte til, når islam og muslimer er til debat.
Sagen er, at MFR kan blande sig alt det, de orker med konferencer, seminarer, offentlig debat og gode råd til myndighederne. Det store spørgsmål er, om det også lykkes at blive centralt placeret i konfliktspillet om den stormoske, der vil stå som et fysisk og uigendriveligt bevis på, at Danmark også er og forbliver et hjemsted for muslimer. I så fald bliver fællesrådet sat på en uhyre vanskelig dobbeltopgave, når det skal forene mange modsatrettede forventninger i de muslimske kredse og skabe tillid og opbakning blandt partierne, organisationerne og medierne i den islamskeptiske danske offentlighed.
Der er lagt i kakkelovnen til Muslimernes Fællesråd. I sidste uge fik de en forsmag på hvad der venter, og her tænker jeg såmænd ikke specielt på Søren Krarups udtalelser om tørklæder og hagekors. Jeg tænker mere på, hvad pastoren sagde fra folketingets talerstol, nemlig at islam er en ”såkaldt religion” med et ”terroristisk væsen”. Gad vide om ikke forårsoffensiven fra Dansk Folkeparti fortsætter henover den nyhedshungrende sommer? Og gad vide om ikke stormoskeen kommer til at stå alvorligt for skud? I så fald får Muslimernes Fællesråd en barsk ilddåb.