Weekendavisen den 30. januar 2015.
Kommentar. Hvem himler op, før klimakrisen trækker os ned?
Himlen flækkede over mit kulturradikale rækkehus, og snart stod det klart, at det lille dræn i baghavens kælderskakt stod for fald. Vandet fossede ind under døren, og selvom jeg kæmpede imod, måtte jeg hurtigt indse, at skybruddet ville få litterære konsekvenser, for de insisterende vandtunger havde direkte retning mod Kælderbibliotekets nederste hylder. Åh, det sørgelige syn af druknede bøger…
Rolig nu. Andre har ofret mere, meget mere, end mig. Hver gang jeg hører om folk, som bogstavelig talt har mistet hus og hjem til skybrud og stormflod – og her mener ikke dem i Bangladesh eller på en øde atoll, men folk i lavtliggende postnumre tæt på mig – tænker jeg på, hvor sagesløse vi er, og hvor selvforskyldte. For ekstremvejret er himlens terror, og hjemmegroede som de er, er klimaforandringerne naturens svar på de forbandede og fanatiske religiøse mordere, der dukker op ud af det uforudsigelige intet og fylder os med død, ødelæggelse og frygt. Og som terroren ændrer vores måder at være på, burde klimaforandringerne jo gøre det samme. Men det gør de ikke. Vi kører stadig i bil, når vi burde lade være (ikke mig, jeg har ikke kørekort og dermed ren samvittighed!), vi spiser klimabelastende kokød i stedet for grøntsager, vi rejser kloden rundt i jetstrømme og køber unødvendige varer, der er produceret i Langbortistan. Og hvad har det så med litteratur at gøre?
I de seneste år har debatten ofte bragt efterlysninger af forfatternes engagement i miljøet og klimaet – på samme måde som forfatternes kritik af krig og finanskrise og den slags ofte bliver efterspurgt. Hvad forfattere mener om den slags er vigtige, end hvad cykelsmede mener, for forfatterne kan forvandle det, der ændrer vores hverdag til fortællinger, og mennesket lever nu engang – også – af fortællinger.
Klimaet er et tema i litteraturen mange steder, blandt andet i konspiratoriske krimier og sci-fi. Men også Ian McEwan har skrevet om det i romanen Solar, Margaret Atwood har skrevet en hel serie i cli-fi genren, og herhjemme har især digteren Lars Skinnebach helliget sig klimakrisekritisk lyrik – noget som Thorkild Bjørnvig i øvrigt gjorde allerede i 70’erne og 80’erne, dengang man talte mere om ‘forurening’ end om ‘klimakrise’ – og Theis Ørntoft og Amalie Smith har meldt sig under fanerne sammen med andre unge. For nogle år siden kom også en hel lille lyrisk vejrantologi på initiativ af daværende klimakommissær Connie Hedegaard, hvor folk som Simon Grotrian, Peter Laugesen, Morten Søndergaard, Jens Blendstrup, Marianne Larsen m.fl. bidrog. Desuden har Robert Zola Christensen skrevet en klimabevidst thriller, og Charlotte Weitze arbejder på en roman om klimakrisens konsekvenser for den afskyelige snemand!
Der er altså en sporadisk klimabevidsthed i den danske litteratur. Fint nok. Men slet ikke nok nok, når man tager ekstremvejrets magt og fylde i betragtning. Det er som om, at forfatterne generelt set stadig lider af samme afventende apati, som alle vi andre. Men vejret venter ikke.
Oppe i Norge har forfatterne taget klimatruslen helt anderledes alvorligt, i hvert fald har de organiseret sig i det der hedder Forfatternes Klimaaksjon §112. Paragraffen henviser til det sted i den norske grundlov, hvor der står, at enhver har ret til et miljø, der sikrer sundhed og en natur hvor produktionsevne og mangfoldighed bevares. Og videre: “Naturens ressurser skal disponeres ut fra en langsiktig og allsidig betraktning som ivaretar denne rett også for etterslekten.”
Forfatternes Klimaaksjon §112 er et netværk af forfattere, oversættere og journalister, og deres formål er at bruge sproglige værktøjer til at bidrage til en omlægning af norsk energipolitik fra det fossile til det genanvendelige. Det kan man da kalde et konkret politisk engagement og en meget beslutsom retning for litteraturen. Måske lyder det frelst, men gid at flere så havde været mere frelst i tide, selvom et digt hist og her naturligvis ikke ændrer noget i sig selv.
Jeg har stor sympati for ideen om at skabe en ansvarsbevidst alliance mellem litteraturen og klimaet. Om ikke andet kan forfatterne gennem dette koordinerede engagement vise en bredere offentlighed, at de bekymrer sig om verdens skæve gang, og at de gerne vil bruge (dele af) deres litterære skaberværk og sproglige værktøj til at påvirke holdninger og handlinger til klimaets bedste. Seneste eksempel på begavet klimakrisekunst, jeg har set, er den norske digter Agnar Lirhus’ gennemskrivning af Inger Christensens Alfabet, hvor angsten for atomskyen er erstattet med angsten for et klima, der efterlader jorden ubeboelig.
Kunne man forestille sig at Dansk Forfatterforening, Danske Skønlitterære Forfattere, Dansk Oversætterforbund, Dansk Journalistforbund o.a. gik sammen om en Litteraturens Klimaaktion i Danmark? Kunne man forestille sig at danske forlæggere og boghandlere fulgte trop? Kunne man forestille sig en litterær klimabevægelse?
Klimalyrik og klimaromaner er jo ikke noget, vi skal have for enhver pris. Vi vil kun have litteratur med kvalitet. Men klimaet rummer en fortælling, der kommer til at kræve mere af os alle i fremtiden.