Weekendavisen den 13. februar 2015.
Finlands digter. Der er prægtig poetisk anti-americana i kommunisten Pentii Saarikoskis dagbogsdigte fra Island, 1969.
Solen skinner ikke mere
Digter, drukkenbolt og dameven, kommunist, boheme og oversætter – Pentii Saarikoski var lidt af hvert og meget af det hele, men på hans visitkort stod der blot The Poet of Finland.
Den karismatiske og selvbevidste forfatter brændte hurtigt ud, som den slags kreative kaosmennesker ofte gør, og han døde i 1983, blot 46 år gammel. Men han nåede at skrive en lang række digte, essays og rejsebøger, som i disse år bliver introduceret på dansk af det udsøgte forlag Basilisk, som nu er kommet til Jeg spejder ud over Stalins hoved, et personligt, poetisk og politisk langdigt fra Pentii Saarikoskis ophold på Island i 1969.
Stilen er ligefremt fortællende, registrerende og rapporterende, nærmest som en slags dagbogsoptegnelser fra turistens hverdag i Reykjavik. Men Pentii Sarikoski kan noget med at skifte tempo og tema. Vi er først med på en snackbar, hvor man får heitar pylsur, men pludselig bliver det politisk:
“Vi undrer os over at så lille et folk / kan udgøre en stat / men det var Athen jo også, selvfølgelig har de moderne medier / og kommunikationsmidler forandret situationen, / alligevel er Islands geopolitiske position enestående, / USA ville gerne udjævne lavamarkerne til lufthavne / Island har ikke brug for noget militær, / Island er selvstændigt.”
Så følger en lille digression om et “forfærdelig højt tårn”, der er ved at blive bygget, fordi en hovedstad bør have et tårn, det er nemlig ikke kun kirken, der bygger unødvendige sakralbygninger, minder digteren os om, hvorefter han noterer sig adresse og gadenummer på Islands Forfatterforening, nemlig Vesturgötu 25, hvilket afstedkommer en replik til digtet selv:
“Ikke alle synes det er passende med tal i et digt. / Hvis nogen skulle forklare mig hvad det vil sige / at en rose er det reneste purpur / og kærligheden gusten som dødens rige, / ville jeg sige at han havde forstand på slagertekster.”
(Og her fristes jeg til at anholde ordet ‘slagertekst’, som vel er en slags svedisme, burde der ikke have stået ‘sangtekster’? Men bortset fra det skal Helena Idstöm oversættelse kun have ros og anerkendelse, den står godt på dansk).
Pentii Saarikoski er altså herlig selvbevidst, selvkommenterende og ironisk-sarkastisk, hele tiden i stand til at tage en afstikker, men konstant opmærksom på hovedsigtet, som i dette åbningsdigt – og senere – er at udstille det amerikanske hegemoni på Island: “Rejs tilbage til Amerika / hvor der stadig er mange brave mænd at slå ihjel”, slutter han.
Pentii Saarikoski var ikke kommunist for ingenting, dengang i 1969, hvor han fandt fine anledninger til at lufte sin poetiske anti-americana som en del af en generel krigs- og kulturkritik, der dog har det med at vende det blinde øje til østen. Som titlen siger det: Jeg spejder ud over Stalins hoved. Konkret handler det om en buste, men billedlig talt virker det som om, at Pentii Saarikoski netop lader blikket glide videre uden at fæstne det på Sovjet. Men det kommer der nu stadig skøn lyrik ud af, blandt andet et sentimentalt afskedsdigt, hvor han også griber i egen barm efter et raserianfald. En dannet mand, der kan græsk og latin burde kunne beherske sig, indrømmer han. Og så bliver det bittert:
“Hvis jeg var ufødt og fik lov til at vælge, / ville jeg vælge en anden kultur, / afrikansk eller kinesisk, / Europa er trættende, / dets mennesker dygtige til at volde lidelser, / ude af stand til at udholde dem.”
Og senere bliver stemningen virkelig trykket:
“Hvordan ville det gå mig hvis der blev krig og grænserne blev / lukket? / Jeg kunne ikke rejse nogen steder / da jeg ikke engang duer som soldat, / jeg ville selvfølgelig blive sat til nat efter nat at skrive / dagsbefalinger. / Aldrig mere krig, / aldrig mere krig, / og alligevel kommer den. / Folk har trukket frakkekraven op, / regndråber på skuldre og ryg, / solen skinner ikke mere.”
I bogens sidste del er Pentii Saarikoski ude af Island, og her finder vi et af bogens mest uforglemmelige digte. Han dræber en slange (det må være skrevet op mod D.H. Lawrences ‘Snake’ om samme emne) og fortryder straks: “Jeg skulle hellere have hugget barkjernet / i hovedet på et menneske / og vist frem hvad der vælter ud af det.”
The Poet of Finland!
Pentii Saarikoski: Jeg spejder ud over Stalins hoved. Oversat af Helena Idström. 117 sider, 180 kr. Forlaget Basilisk.