Weekendavisen den 27. februar 2015.
Essay. Om forvirrede dage og ikke at have noget at frygte udover frygten selv, og om at række hånden ud.
”Vi kan ikke undvære jer”.
Statsminister Helle Thorning-Schmidts omsorg for det jødiske samfund i Danmark virkede oprigtig efter drabet på en vagt ved synagogen på den tragiske Krystalgadenat.
Selv er jeg en konfessionsløs, en frafalden, en forhenværende. I min ungdom frasagde jeg mig den jødiske konfirmation (min bror gjorde det før mig, jeg gik i hans fodspor), medlemsskabet af meningheden opsagde jeg for mange evigheder siden, og jeg var ikke været i synagogen, siden jeg var gæst til en bar mitzhva engang i de tidlige 70’ere.
Som ung var jeg med i redaktionen af et jødisk kulturtidsskrift, men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg forstillede mig. Jeg var aldrig særlig oprigtigt interesseret i jødisk litteratur, filosofi og kultur. Jeg assimilerede mig, men var samtidig meget optaget af den dansk-jødiske flugthistorie i oktober 1943. Det faktum, at jeg var søn af flygtninge, der lykkeligvis kunne vende hjem fra deres eksil, sporede mig ind på humanitært argumentationsarbejde for den nye tids flygtninge, og jeg følte mig inderligt godt repræsenteret af fhv. overrabbiner Bent Melchiors grundfæstede humanisme og tolerance. Og jeg glemmer aldrig min lykkelige, bekymringsfri barndom på Carolineskolen og i fodboldklubben Hakoah ude på Kløvermarken og i Ryparken. Jeg var oven i købet træner i klubben i en periode. Der var en lille rødhåret fyr med stærke briller, Martin, der hverken kunne drible eller tackle.
Så altså: Jøde, ja. Jøde, nej. Jøde, whatever. Jøde er noget, jeg er født som, jøde er noget, jeg blev via skolegang, men det jødiske blev ikke praktiseret i mit barndomshjem. Måske var der en reminiscens i de tidlige år, mest af hensyn til bedsteforældrene, men det fortonede sig snart, og i hele mit ungdoms- og voksenliv har jeg været på solid afstand af menighedslivet.
To dage efter drabene ved Krudttønden og synagogen, gik jeg gennem Krystalgade, hvor menighedens formand, Dan Rosenberg Asmussen, stod midt i blomsterhavet og gav et interview til et udenlandsk tv-hold. Da interviewet var færdigt, hilste vi med en tung omfavnelse, det virkede ikke unaturligt. ”Hvad har vi dog rodet os ud i?” sagde Dan med stille stemme. Hvad skal man svare til det? Jeg vidste ikke hvad svaret skulle være, hvad svaret kunne være. I stedet fortalte jeg Dan, at jeg dagen før havde stået med min bror foran Krudttønden sammen med 40.000 andre mennesker og lyttet til talerne ved mindearrangementet. Jeg havde nikket anerkendende til statsministerens gode tale, men dog savnet en tilkendegivelse til det muslimske samfund i Danmark. Dem er hun også statsminister for, nu mere end nogensinde.
Jeg havde – og jeg er ked af at sige det – haft en lidt flov fornemmelse af kommunalt sorgsnylteri da overborgmesteren talte. Og jeg havde krummet tæer da en sangerinde fumlede sig igennem en noget malplaceret ‘Man binder os på mund og hånd’. Men da Dan talte, faldt det hele på plads. For han sagde det, der var så vigtigt og nødvendigt. Han sagde, at de danske muslimer ikke er de danske jøders fjender. Han rakte hånden ud, han opfordrede til sammenhold, samarbejde og solidaritet. Det gjorde mig stolt, og stolthed er ellers ikke noget, jeg giver mig af med at føle på andres vegne, end mine børns. Jeg så på min bror, der sendte mig et anerkendende blik tilbage. Kan du huske dengang i Amsterdam, spurgte jeg. Ja, svarede han, han faldt i kanalen. Vi grinede tavst. Det var engang i slutningen af 70’erne. Vi var på rejse med fodboldklubben. En dag trænede vi i et anlæg, hvor der ude i siden var lange, lige kanaler i græshøjde. Pludselig havde bolden kurs mod vandet, og Dan styrtede efter den. Han nåede at lægge den død med fodsålen, men gled selv henover det våde græs og ned i kanalen. Vi trillede om i græsset af grin. Det var dengang.
Jeg sagde til Dan, at han var en pryd for sin menighed, for alle os andre, for hele samfundet, fordi han udtalte sig klogt og besindigt. Han sagde, at det var han glad for, og han smilede bleg under de bekymrede øjenbryn. Så kom Allan forbi, endnu en af de gamle fodboldkammerater, dengang en dribler af guds nåde, endnu en af dem, der tegner menigheden i dag. Midt i al sorgen og forvirringen lyste han op i et smil, sagde at han havde mødt mine forældre i synagogen dagen før. Der kommer de ellers aldrig, men de var gået til mindehøjtideligheden. Ja, sagde jeg, det var godt, at de var der. Sagde at min frafaldne bror og jeg nøjedes med Fælledparken. I vender nok tilbage en dag, smilede han og slog mig på skulderen. Vidste godt at det ikke vil komme til at ske. Jeg var helt enormt glad for at møde Dan og Allan.
Allerede om søndagen – dagen efter Krystalgadenatten – gik jeg med min ene søn og mine forældre ned til synagogen. Jeg er ikke typen, der lægger blomster, men jeg ville gerne lige være der. Jeg havde fået en mail samme dag fra en studievært på Radio 24/7, der ville have mig med i et program om mandagen for at diskutere, hvordan man kan sikre det åbne samfund i en antiterrortid med politiske krav om mere overvågning og mere kontrol. Det var jo ikke svært at forudsige, at debatten ville gå den vej. Jeg har ofte citeret Jens Stoltenberg for at Breivik skulle besvares med mere humanisme, mere åbenhed, mere demokrati, og det ville jeg gerne være med til at diskutere i radioen.
Til min overraskelse gik studieværten meget op i min jødiske baggrund. Sent aftenen før programmet havde han sendt mig en mail om de andre gæster. Også jøder, så jeg. Jeg svarede at jeg ikke ville være der i egenskab af jøde, og han forsikrede mig om, at det på ingen måde var hensigten. Men da udsendelsen gik i gang, blev jeg præsenteret som forfatter med jødisk baggrund. Jeg prøvede at tale en anden vej, men han blev ved. Jøde mig her, jøde mig der. Bagefter skrev jeg en vred mail til ham, og han ringede op og undskyldte. Han vidste godt at han havde svigtet vores aftale, sagde han. Så var vi da enige om det, sagde jeg, og vi skiltes som venner igen. Men det slog mig, at man ikke har definitionsretten over sig selv. I hvert fald skal man forhandle om hvem man er. Men kan jeg sige, at jøde er noget, jeg var engang og ikke er mere? Næ. Man kan vel ikke holde op med at være født ind i en religion, jeg tror ikke på ophørsritualer, men jøde blev jeg født som ved et tilfælde. Man kan til gengæld selv bestemme, at man er en gudsfornægtende konfessionsløs ateist.
Lige om hjørnet fra Krystalgade ligger Nørregade, hvor Folketeatret spiller Henri Nathansens Indenfor Murene. Der var jeg ugen inden terrordrabene ramte København. Det er bizart, at forestillingen spiller netop nu, så tæt på mordstedet. Skuespillet handler jo om hvordan – og hvorvidt – den jødiske minoritet kan smelte sammen med det danske samfund. I stykket lader Nathansen Esther forelske sig i docent Herming, men hvordan kan de to unge overkomme deres familiers splid, religiøse modsætninger og stålsatte forankringer i kultur, tradition og vaner? Kan ungdommen udpege en ny kurs?
Jeg tænker på Esther. Hun lokkes af sine vrangvillige svigerforældre til at love, at hendes og Jørgens børn skal døbes. Da det går op for hendes forældre, de gamle Levins, indser de, at alt er tabt. Derefter besinder Esther sig. Og Jørgen med. De vil gøre sig fri af det reaktionære, de vil skabe det moderne. Det er så rørende, men Nathansen efterlader os med en åben slutning. Jeg tror slet ikke at det bliver nemt for det unge par.
Indenfor Murene er over 100 år gammelt, men dets problem er dugfriskt. Om man vælger dåb eller ikke dåb i et blandet ægteskab, er gudskelov en sag for de enkelte. Men Nathansen kunne have vendt problemet om. Han kunne have ladet os få gamle Hermings reaktion på et jødisk krav om omskærelse. Hvad ville de have gjort, hvis Jørgen havde lovet sine svigerforældre, at et drengebarn skulle navngives ved brit milah?
Det kunne være interessant at se en nutidig spejlvending af Nathansens skuespil. Sagen er jo, at de danske politikere er i færd med at overveje et forbud mod drengeomskærelsen. Jeg kan huske at fhv. overrabbiner Bent Lexner har argumenteret stærkt imod det. Hans synspunkt er, at et forbud vil være et oplagt brud på religionsfriheden. Hvis man forbyder omskæring i Danmark, vil man afslutte 400 års jødisk population i Danmark, for så vil jøderne selvfølgelig flytte fra landet, har han sagt.
Jeg ved ikke om han har ret, men han har vel fingeren på pulsen blandt de rettroende og traditionalisterne. Mine forældre er fra en generation, hvor der ikke var noget alternativ til omskæring, når man fik en søn. Vanens magt var stærkt, også selvom familien ikke var religiøs. Man giftede sig indenfor murene, man fik stumpen studset på sønnen. 60’erne var ikke en moderne tid.
Nu spøger et spørgsmål i mit hoved: Hvis Bent Lexner har ret i, at et forbud mod drengeomskæring vil afslutte jødisk liv i Danmark, vil politikerne så vedtage loven? Og: Hvis politikerne vil vedtage loven, er de så en større trussel mod de danske jøder, end terroristen Omar, der dræbte synagogevagten? Jeg mener: Bent Lexner har jo selv afvist Benyamin Netanjahus utidige opfordring til danske jøder om at flytte i sikkerhed i Israel. Og endnu mere: Hvis Helle Thorning-Schmidt mener, hvad hun siger, og det gør hun, og hvis hun taler på vegne af alle politikere, og dét gør hun også, når hun siger ”Vi kan ikke undvære jer” til de danske jøder, hvordan harmonerer det så med de konsekvenser, som rabbineren mener at et omskæringsforbud vil have? Hvordan kan politikerne på den ene side håndhæve omsorgen for jødisk liv i Danmark og give garantier om beskyttelse, hvis de på den anden side vil lovgive på en måde, som – ifølge rabbineren – vil afslutte 400 års jødisk population i Danmark? Jeg spørger ikke, fordi jeg gerne vil holde hånden over omskæring, det vil jeg ikke, men fordi jeg ser et politisk paradoks.
Det er forvirrede dage. En god ven og kollega slutter en mail med et spørgsmål: Kan jeg forsikre hende om, at alt nok skal blive godt? Jeg svarer med FDR’s ord om, at vi ikke har noget at frygte, udover frygten selv. Det er naturligvis ikke helt sandt, men det er alligevel det sandeste, jeg kan komme i tanker om. I Politiken læser jeg også den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen forklare, at al rationel tænkning tilsiger, at vi lever med mere tryghed, end nogensinde før. Men frygt er irrationel, og når der kan være én gerningsmænd, kan der jo også være flere. Hvad med alle de unge, der fulgte terroristen Omar til graven og lagde blomster på de fortorvsfliser, hvor han blev skudt? Deres ret til sørgesymbolik kan vi ikke tage fra dem, de gør det samme som folk gør ved synagogen og Krudttønden, men hvad foregår der inde i deres hætteklædte hoveder? Vil de være sympatihævnere? Potentielle mordere nu eller snart? Jeg tænker med en vis kujonagtig lettelse på, at gerningsmanden – den formodede, som de hele tiden siger, selvom de godt ved, at det var ham – blev dræbt af politiet. Tænk hvis han var blevet anholdt og vi nu skulle igennem en opslidende retssag med en tilhørende populistisk debat om dødsstraffens genindførelse. Retfærdighed kan slide et samfund op, tænker jeg. Tænker på Norge efter Breivik. På terroristens traumeeffekt. Spørger mig selv om det simpelthen var mest nådigt for os alle, at manden blev dræbt og begravet. Hans martyrium er slemt nok.
I aviserne ser jeg læserbreve fra folk, der stiller spørgsmålstegn ved Omars status som terrorist. Var han ikke bare en ensom ulv, en forvirret og retningsløs ung mand, der blev radikaliseret i fængslet, spørger de. Det var han vel. Men når man angriber sagesløse mennesker med et politisk eller antisemitisk motiv, er det ikke længere banal kriminalitet. Så er det terror.
Terrorens mål er at få os til at frygte og ændre adfærd. Det virker. Jeg får en pressemeddelelse om at kolleger fra Dansk PEN opgiver at gennemføre et debatmøde om DR og blasfemi (efter bl.a. den dybt kritisable ytringsfrihedsundertrykkende reprimande til Adam Holm pga. hans gudsfornægtende kronik), fordi PET ikke vil beskytte mødet. Jeg hører i radioen en far være bekymret for sin datters sikkerhed, fordi hun går i SFO på en skole i Århus, hvor Kurt Westergaard går til spansk på aftenskole. Hvis jeg var den far, ville jeg sætte mig på hug foran min datter og sige: ‘Se den gamle mand med skægget, hatten og tørklædet. Han er god til at tegne. Engang tegnede han en tegning, som forestillede en mand, som muslimerne siger fik besked fra en gud om, hvordan deres religion skal leves. Han hed Muhammed. Muslimer over hele verden blev vrede på Kurt, fordi de mener at Muhammed var alt for perfekt til at blive tegnet. Derfor er der mennesker, der mener at Kurt skal dræbes.’ Og så ville jeg forklare hende, at verden kan være et utrygt sted, for før eller siden skal hun jo nok opdage det. Men sådan siger faren næppe til sin datter. Han sætter hende sikkert ind på bagsædet af Berlingo’en og kører ud på Viborgvej, hvor risikoen for at hun kommer til skade er umådeligt meget større, end henne i SFO’en, når Kurt skal til spansk. Men der er forskel på ricisi.
Jeg læser at Berlingske bringer en artikel om den religionssatiriske tegneserie Jesus og Mo uden journalistens byline, fordi han eller hun var angst for at lægge navn til. Jeg har selv netop afleveret min anmeldelse af selvsamme bog (den stod i avisen i fredags) og tanken om at beskytte mig bag anonymitet strejfede mig gudskelov ikke. Men jeg forstår godt forlæggeren, der efter angrebet på Charlie Hebdo besluttede at udgive tegneserien uden at lægge navn til. Det er immervæk ikke vilkårlig religionssatire, men tegninger af profeten. Angsten er ikke ubegrundet i al sin impulsivitet, men jeg ville ønske at flere ville trodse den. Kåre Bluitgen gør. Han lever sit liv på Nørrebro og udgiver sin religionssatiriske romaner under eget navn. Mærkeligt nok var det ham, der i sin tid gav anledning til hele profettegningskrisen, fordi hans Muhammed-romanbiografi udkom med illustrationer af en anonym tegner.
Hvad nu? Jeg har altid ønsket alt godt for Esther og Jørgen. Jeg ved ikke om Henri Nathansen selv havde en fornemmelse for, hvordan det skulle gå dem efter at han lod gamle fru Levin slutte stykket med en angst- og håbefuld bøn. Selv var han gift ikke-jødisk, men under sit eksil i Sverige under krigen fik han en depression og begik selvmord ved at hoppe ud af vinduet fra et hus i Lund. Den angst, han må have følt, føler mange i dag. Jøder som ikke-jøder. Jeg tænker med bekymring på, hvordan det er at være ganske almindelig muslim i Danmark. Jeg hører om mange tilfælde af hadefuld tale mod uskyldige mennesker på gaden, bare fordi de kan identificeres som muslimer. Det bekymrer mig enormt. Jeg ved godt at undersøgelser viser, at mange muslimer har antisemitiske holdninger. Jeg spørger mig selv, hvad ganske almindelige danske jøder mon mener om deres muslimske medborgere? Jeg tror at mange har både frygt og fordomme. Der er cirka 7.000 jøder, men en kvart million muslimer. Disse mennesker har dybest set et skæbnefællesskab, men det fremstår som et fjendskab.
Jeg tænker på den øgede racisme mod både jøder og muslimer i Europa. Jeg tænker på, at der er flere hjemmegroede terrorister derude, og at der er brevikianske sympatisører i flok. Jeg tænker på, at der ingen fredelig fremtid er, hvis ikke Mellemøsten falder til ro, hvis ikke palæstinenserne kommer til at leve under trygge forhold, men hvem tør tror på det? Og jeg tænker på den aften, hvor vi stod mellem de mange tusinde mennesker på Østerbro, der nærmest synkroniserede vejrtrækningen for at blive til ét fælles åndedræt. Nogle havde fakler. Et par unge piger havde et skilt, hvor der stod ‘København bløder’. En ung kvinde havde tegnet et budskab i sin pande: ‘Respect’, stod der. På engelsk. Jeg tænker på Helles ”Vi kan ikke undvære jer”, der var en varm sproglig omfavnelse, men også – uden bagtanker – en omklamring. Og jeg tænker på, hvor lettet jeg blev, da Dan sagde det, der nødvendigvis skulle siges, da han i Fælledparken rakte en hånd frem mod muslimerne. Så læser jeg at 1400 norske muslimer har dannet fredsvagt om synagogen i Oslo, og at en medlem af den jødiske menighed deroppe siger, at han føler, at der er blevet skrevet en slags verdenshistorie. Jeg får en klump i halsen. Det ligger ellers ikke til mig.