Anmeldelse i Weekendavisen den 25. maj 2007.
Erindringsessays. Jonathan Franzen udleverer sig selv, sin samvittighed og sine forældre i perspektiverede tilbageblik på barndom og ungdom.
Middelmådigt og originalt
Når man er født i 1959, er det måske lidt vel tidligt at skrive sine erindringer, men amerikanske Jonathan Franzen har sådan et oplagt talent for at kombinere det personlige – ja, det private, ikke mindst barndoms-, opvækst- og modningsår – med tankevækkende overvejelser om kunst, kultur, politik og livets genvordigheder, at begrebet ”erindringer” bliver udvidet gevaldigt. Der er snarere tale om reflekterende essays baseret på erindringer, end om traditionelle erindringer baseret på hukommelse. Det er meget newyorker-
intellektuelt!
Forfatteren – der brød igennem med den prisbelønnede bestseller Korrektioner i 2001 – udgav senest den fremragende essaysamling Hvordan man er alene, og med Ubekvemmelighedszonen bliver han i den genre, hvor jeget og begivenhederne er autentiske. Forfatterskabet består dermed af to tidlige romaner (ikke oversat til dansk), en bred gennembrudsroman, og to smalle erindrings- og refleksionsbøger. Det er en relativ beskeden titelliste, men Jonathan Franzen rangerer alligevel blandt de store, nulevende kanoner i moderne amerikansk litteratur. Ja, faktisk er han så stor, at The Simpsons har parodieret ham, hvilket må siges at være et meget stærkt bidrag til brandet, eftersom det plejer at være folk som Tom Wolfe og Thomas Pynchon (med en papirpose over hovedet), når der er forfattere med i det formidable tegnede satireshow, som i øvrigt snart rammer biograferne med en hel film.
I Ubekvemmelighedszonen skriver Jonathan Franzen om sit eget nørdede jeg. Som barn og ung var han en nærmest parodisk kliche: en bebrillet slapsvans, ufiks i tøjet, belæst, klassens bedste staver, og interesseret i astronomi og al mulig anden videnskab. Hjemme i det ørkesløst middelmådige middelklassehjem i Missouri levede hans ørkesløst middelmådige middelklasseforældre med alle deres ørkesløse middelmådige middelklasseværdier og middelklasseforestillinger, der ikke levnede den yngste søn med det store intellekt mange chancer for at bryde ud og blive sig selv. Forældrene vogter på hinanden og er nærmest intimiderende i deres kontrol af Jonathan, og hans skildring af hjemmets brutale normalitet, er knugende. Erindringernes titel henviser til forældrenes diskussion om termostatens indstilling. Faren insisterer på, at den skal stå i ”bekvemmelighedszonen”. Hos Jonathan Franzen bliver det et indlysende billede på temperaturen, ikke i stuerne, men i familien.
Jonathan Franzen udleverer sig selv, sin samvittighed og sine forældre i et perspektiverede tilbageblik på barndom og ungdom. Erindringerne udspringer ikke mindst af en amerikansk skole- og ungdomskultur, som vi er ok bekendt med fra film og litteratur, men som samtidig ligger os så uendelige fjernt. Stavekonkurrencer, klasseformandsvalg og underlige studenterselskaber – det er absolut også en eksotisk side af USA, ganske Radiserne, som Jonathan Franzen læser og analyserer med kulturkritisk vid og overblik.
Men det, der springer i øjnene, er først og fremmest forældrenes ønske om normalitet. Heldigvis er det som om at forældrenes middelmådighed forløser forfatterens originalitet, og for os, der gerne vil læse litterære metaessays og det der ligner, er den samtidig et indblik i den virkelige verden, som fiktionen udspringer af, uden at der dog er tale om værkstedsessays. Når Jonathan Franzen i Korrektioner skildrer en familie, hvor faren får Parkinsson og børnene søger deres egne veje, er det ikke hentet ud af den blå luft, men fra forfatterens egen opvækst. Og når han i disse erindringer lukker og slukker i barndomshjemmet, der nu er blevet et dødsbo, er der tale om at regnebrættet bliver gjort op med litterær og intellektuel suverænitet. Gid man kunne skrive så hæmningsløst ærligt selv.
Jeg vil tro at Gyldendal har skrevet under på en three-book-deal, når de på denne måde holder forfatterskabet varmt med bøger, der næppe når det store publikum herhjemme. Med andre ord: Vi venter på den næste, store roman, som Jonathan Franzen formentlig og forhåbentlig arbejder på, og når den først har gjort fyldest, kan man jo altid rykke tilbage til start og oversætte de to tidlige romaner Twenty-Seventh City (1988) og Strong Motion (1992).
Jonathan Franzen: Ubekvemmelighedszonen. På dansk ved Mich Vraa. 200 sider, 225 kroner. Gyldendal.