Tale i Dansk Forfatterforening til Knud Vilby, Fahmy Almajid, Carsten og Malene Fenger-Grøndahl, Tøger Jensen, Bo Green Jensen og Pia Juul, d. 31. maj 2007
DANSK FORFATTERFORENINGS HÆDERSLEGAT: Knud Vilby
I fjor blev Dansk Forfatterforenings Faglitterære Pris delt mellem to forfattere, den ene var den populærvidenskabelige forfatter Peter K. A. Jensen, den anden var foreningens egen tidligere formand, Knud Vilby, der blev belønnet for et samlet forfatterskab præget af global social samvittighed. Og i dag modtager selv samme Knud Vilby endnu en pris fra netop den forening, han tidligere har været formand for, nemlig Dansk Forfatterforenings Hæderslegat, der uddeles som påskønnelse til en person, der har gjort en særlig indsats for forfatter-, illustrator- eller oversætterstanden.
Ikke for noget, men det er ærlig talt temmelig uopfindsomt, ja måske kunne en vrangvillig person finde på at mene, at der var tale om vennetjenester. Når det er sagt, og jeg kunne ikke nære mig, er det uhyre vigtigt for mig at understrege, at sådan en uundgåelig strejftanke absolut ikke skal ligge prismodtageren til last, men måske nok give eftertanke i legatudvalget. To priser på to år, hm!
Men heldigvis er Knud Vilby en yderst relevant person at påskønne for at have ydet en indsats for forfatter-, illustrator- og oversætterstanden. Knud var i en årrække formand for foreningen (en forening, som jeg i øvrigt ikke selv er medlem af), og set udefra – og angiveligt også set indefra – var han både flittig, idérig og kompetent til det krævende tillidshverv.
Men Knud er også i dén grad fortrolig med foreningsarbejde, forhandlingsteknik, politisk strategi og kunsten at argumentere og sætte en dagsorden i medierne og offentligheden. Som den inkarnerede NGO-klassiker, han er, har han i løbet af hele sit arbejdsliv haft en folkelig forankring som udgangspunkt for samarbejdet med myndigheder og ministre. Om så det har handlet om strukturtilpasningsprogrammer, fattigdomsbekæmpelse og udviklingspolitik, økologi og miljø eller bogmoms, bibliotekspenge og internal affairs i det komplicerede litterære kredsløb, hvor forfattere og forlæggere skal komme overens om branchevilkår, afregningsmodeller og procentsatser – ja, uanset hvad, er Knud kendt og respekteret som en dygtig, erfaren og vidende mand.
Dén slags folk hænger jo ikke på træerne, og derfor er det også blevet til så mange ledelseshverv og tillidsposter gennem årene. Chefredaktør på Information, souschef i DR Kultur, formand for Mellemfolkeligt Samvirke, formand for Dansk Forfatterforening – og formand for en masse andet. Som det fremgår, har Knud haft sin gang – og gjort sin indflydelse gældende – i medie- og organisationsmiljøer, som ikke har den store vind i sejlene i dag, politisk set. At hans holdningsmæssige udgangspunkt findes et sted i det venstresnoede, er der næppe den store tvivl om.
Derfor var det også indlysende, at Dansk Forfatterforening under Knuds ledelse for første gang blev synlig på Monitors liste over de mest omtalte organisationer i de danske medier. Det skete da foreningen kom ind på en 17. plads i 2000 efter at have protesteret højlydt imod regeringens nedskæringer på kulturområdet, kulminerende med en aktion, hvor 150 forfattere troppede på kulturministerens trappe for at protestere imod omfordelingen af bibliotekspengene.
“Aktionen var et forsøg på at skabe en kulturel begivenhed i et offentligt rum. Det var dels en bred appel til befolkningen om, hvad der er ret og rimeligt. Og dels et forsøg på at markere os på et politisk og juridisk område mod regeringens beslutning om at fratage os de bibliotekspenge, vi allerede har optjent. Med en regering, der er fast besluttet på at bruge sit flertal, er det vigtigt for os med en langsigtet synlighed,” sagde Knud, hvorefter han fulgte op med en nøgtern konstatering: ”Denne synlighed er umiddelbar let at få for forfattere, der er kendte og velformulerede. Men som organisation har Forfatterforeningen ikke mange ressourcer at trække på. Vi er en fattig forening, der ikke har råd til at ansætte pressemedarbejdere.”
Det er jo en bemærkning, der er en eftertanke værd, nu hvor det er kommet frem, at regeringens udgifter til spindoktorer er eksploderet. Men, hvad der også er en eftertanke værd, er den kommentar, som Kim Bach fra Monitor, gav Knud med på vejen. Han mente ikke at løsningen for Forfatterforeningen ville være at hyre en kommunikationsrådgiver: “Forfatterne har så stor viden om samfundets indretning, at de burde kunne klare sig selv,” sagde han, hvorefter han kritiserede de skrivende for at synke ned i 70’ernes mørke og kun være synlige, når de skal kæmpe for deres privilegier eller forfægte politisk korrekte synspunkter.
Kæmpe for deres privilegier! Ja, godaw du. At få et vederlag for offentlig udlån af de bøger, som man har skrevet til en løn under fattigdomsgrænsen, det er da virkelig en kamp for de privilegerede! Kritikken af Knud og aktionen for bibliotekspenge viser med al ønskelig tydelighed, hvor vigtigt det er, at der findes ildsjæle, der vil arbejde for, at man kan skrive bøger på anstændige vilkår her i landet. Dét har Knud i høj grad gjort, og derfor fortjener han Hæderslegatet. Men, kære venner, giv ham nu ikke en af Forfatterforeningens priser igen næste år…
HARALD KIDDE OG ASTRID EHRENCRON-KIDDE SAMT PEDER JENSEN KJÆRGAARD OG HUSTRUS FOND: Thøger Jensen
Der er en underlig binding på det legat, som vi nu skal motivere. Ifølge statutterne skal det uddeles til en lovende dansk forfatter, der ikke er velsitueret og ikke bekæmper moral og religion!
Om Thøger Jensen selv mener at han kan leve op til disse vilkår, ved jeg ikke. Men personligt ville jeg nok være betænkelig ved at modtage en pris for ikke at bekæmpe moral og religion. Nogen gange må netop det at (om ikke bekæmpe, så) kritisere, udstille og udfritte, moral og religion netop være en forfatters pligt.
Thøger Jensen er en underfundighedsforfatter med veludviklet blik for de barokke detaljer, som udgør helhederne i menneskers liv. Personerne i hans befinder sig ofte andre steder, end der hvor de stammer fra, der hvor de hører til. De har skiftet miljø, og er dermed ofte rodløse eller søgende efter holdepunkter. Måske er det det, der gør dem så menneskelige.
I Serpentine minder Thøger Jensen ikke så lidt om norske Erlend Loe og engelske Magnus Mills, to forfattere der om nogen kan fremstille sære hverdage for læserne. Måske især den moderne nordmand, der i Danmark er mest kendt for mesterværket Doppler, kan kunsten at skildre absurditeter fra hverdagen, og Thøger Jensen har et veludviklet blik for samme slags detaljer.
Vi følger gartneren William og overtjeneren Alex, der arbejder på et hotel på den lille Isle of Iona. De skal på weekendtur og bestige et bjerg på naboøen, men deres rute bliver spærret af en flok højlandskvæg, der har taget opstilling på vejen. De må i stedet slå teltlejr op og overnatte i vejsiden, men næste morgen er kvæget der stadig – nu også bag bilen. De to er med andre ord fanget, spærret inde af højlandskvæg. I stedet ankommer en kvindelig turist, Cornea.
Jeg læser et lille uddrag:
”Hvad Alex og William ikke har fået gjort, gør Cornea. Tæller kvæget og foretager en kortlægning af deres opstilling. Williams påstand om at den ændrer sig lidt hver nat, holder stik. Og at der engang imellem kommer nye dyr til, er også rigtigt. Men der forsvinder også nogle, således at det samlede antal kun er svagt stigende. I den første uge er der mellem 18 og 23 stykker kvæg, heraf fire nye. Derimod er William mere skeptisk over for Alex’ teori om at dyrene er faldet ned fra himlen i form af stjernebilleder. At de er en slags astrologiske spejlinger.
’Men Cornea faldt også ned fra himlen’, indvender Alex.
’Jeg kom nu kørende i min Polo’, siger hun.
De lægger stjernekortene fra sig og står og kigger på stien, der bugter sig henover engen,
inden den forsvinder i retning af Ben More.”
Nej, Thøger Jensen rutter ikke med ordene. Han er ikke en episk fortæller, men en mester udi minimalistisk prosa, korte, ordøkonimiske tekststykker og episoder, der tilsammen udgør underlige, underfundige og grotesk-pudsige situationer. Hans bøger minder mig ofte om beskårne træer, fra de stynede popler ude i landskabet til japanske bonsai.
Men uanset hvor små og umiddelbart overskuelige, bøgerne kan synes, er de når alt kommer til alt både forvirrende og foruroligende. Tag nu f.eks. romanen Ludwig, hvor forfatteren foretager et ekstremt stileksperiment (hvis det da ikke er en teknisk fejl!) med gentagelser af kapitelnummereringer og tekststykker. Der skal åbenbart knækkes en litterær-stilistisk kode, men jeg ved ikke hvilken. Til gengæld ved jeg hvilken nakke, der bliver knækket i romanen – nemlig skilsmisseschæferhunden Ludwigs! Ja, jeg sagde skilsmisseschæferhund…
DRASSOWS LEGAT: Fahmy Almajid, Malene Grøndahl og Carsten Fenger-Grøn
Drassows Legat tildeles forfattere, der i deres forfatterskab arbejder for fred og mellemfolkelig forståelse, og derfor omtales det også af og til som Dansk Forfatterforenings Fredspris. Der er tradition for at dele prisen mellem flere forfattere, således også i år, hvor forfatter Fahmy Almajid modtager en del af prisen, mens forfatter- og ægteparret Carsten og Malene Fenger-Grøndahl sammen modtager to andre dele.
Fahmy Almajid først.
Som syrisk-kurder kom Fahmy Almajid til Danmark for 35 år siden. Den hjemlige læreruddannelse supplerede han med en dansk, og gennem de mange år har han arbejdet som pædagog, journalist, foredragsholder, filminstruktør, debattør, konsulent, forfatter og formidler med en evig ambition om at søge løsninger dér hvor man normalt kun fokuserer på problemerne.
Fahmy Almajids indsats i det danske samfund er tidligere blevet belønnet med to priser fra de små foreninger Danske Flygtningevenner og Dansk Retspolitisk Forening. Og nu kommer så Dansk Forfatterforening med en pris. Tre priser fra tre foreninger, der alle har præfikset ”Dansk” i deres navn – så må man da være rigtig integreret. Og netop integration – dette vanskelige fænomen – er emnet og målet for den rådgivning til kommuner, andre myndigheder og virksomheder, som Fahmy Almajid yder.
Til formålet har han bl.a. udarbejdet analyser, tilrettelagt uddannelsesforløb og ikke mindst skrevet bøger som debatbogen Muslimerne kommer der udkom i 2002 for en slags fortrop til de talrige titler om islam og muslimer, der senere har set bogmarkedet. Senest er udkommet Get a life – ghettolife, der handler om hverdagen i et boligsocialt område syd for København. Bogen er i øvrigt skrevet sammen med Malene Fenger-Grøndahl, der som sagt modtager den anden halvpart af Drassows Legat.
Som forfatter til både børne- og ungdomsbøger, faglitteratur og integrationspolitisk samfundsdebat m.m. optræder Fahmy ofte i landets medier, bl.a. som kommentator i både Jyllands-Posten og Information. Så sent som i søndags kunne vi møde ham i Politikens kortlægning af Naser Khaders politiske og personlige netværk. Det er en historie, som vi ikke skal dvæle ved her, men blot for god ordens skyld notere, at de tos veje er skiltes – ifølge artiklen fordi Naser ikke ville dyrke kontakten til en række indvandrerforeninger efter sit politiske gennembrud i 2001. Nu får de to syriske debattører så selskab af hinanden på listen over modtagere af Drassows Legat, som Naser blev tildelt i 1998. Det passer jo meget godt, eftersom prisen plæderer for fred og forståelse.
Carsten og Malene Fenger-Grøndahl modtager en legatportion for et forfatterskab, der om noget passer som fod i hose til netop Drassow. Blandt guidebøger, undervisningsmaterialer, debatantologier m.m. har de to især gjort sig bemærket med to store værker fra Aarhus Universitetsforlag:
I 2004 udkom en over 400 sider tyk moppedreng om Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004. Værket er en levende og letlæst kronologi over den moderne tids flygtningemodtagelse – dvs. i tiden efter 2. verdenskrig og vedtagelsen af FN’s konvention om flygtninges retsstilling. Bogen er en journalistisk, dokumentarisk beskrivelsen af et politikområde i rivende udvikling – et område, der ikke bare handler om love og jura, men om politikernes og befolkningens møde med nogle af de mange millioner fordrevne fra verdens brændpunkter. Med høj profil kastede Danmark sig ud i den humanitære indsats, men som årene gik, blev den høje profil løbende nedskrevet, og i bogen om flygtningenes danmarkshistorie får vi en udførlig og velfortalt beskrivelse af asylpolitikken under skiftende vinde. Og selvom forfatterne i forordet erkender at de selv gerne så at flere flygtninge fik asyl i Danmark, er de nu ganske loyale i deres skildringer af den politiske udvikling gennem årene, og derfor fremstår Flygtningenes danmarkshistorie som ikke så lidt af et standardværk for læsere, der gerne vil have et politisk-historisk overblik og en detaljeret indsigt i det store stridsemne i dansk politik.
I vinter udgav forfatterægteparret så endnu en bog på 400 imponerende sider. Sigøjnere. 1000 år på kanten af Europa er en farverig og fornemt illustreret fortælling om romaerne og deres historie. En journalistisk og dokumentarisk skildring af mennesker, der til hverdag befinder sig langt udenfor vores opmærksomhedsfelt, og en grundig kulturintroduktion til en utilgængelig og myteomspændt verden. Carsten og Malene Fenger-Grøndahl begyndte at arbejde på bogen i forlængelse af værket om flygtningenes danmarkshistorie, og researchrejser har bragt dem til fjorten lande, hvor de har mødt romaner og søgt indblik i deres liv, historie og nutid.
Med disse to værker kvalificerer de to forfattere sig suverænt til at modtage netop Drassows Legat, for bøgerne er i sjælden grad med til at fremme denne mellemfolkelige forståelse.
ADAM OEHLENSCHLÆGER, EMIL AARESTRUP, HERMAN BANG OG
JOHANNES EWALD FONDEN: Bo Green Jensen
Den pris, vi nu skal uddele i fire litterære giganternes navne, gives til ”en dansk forfatter der har ydet betydende indsats i dansk litteratur, et litterært arbejde eller et forfatterskab af høj værdi” – eller som ”belønning til en fremragende dansk lyriker, der har skabt ren lyrik”. At der findes en vis poetisk retfærdighed, fremgår af, at prisen i år tilfalder Bo Green Jensen.
Jeg er født i 1964, og er godt ti år yngre, end Bo, der er fra 1955. Fra min tidlige ungdom husker jeg tydeligt den generation af digtere og dæmoner, som jeg var for ung til at møde, men gammel nok til at se op til – med en vis frygt og forundring. Der var ham den dystre, dystopiske Strunge med den uheldsvangre øjenmakeup. Der var digter- og drankerdrukkenbolten Jac. Og der var den melankolske og rasende belæste Bo Green Jensen med den drævende stemmeføring og det storbølgende hår.
Jeg fulgte disse folk på afstand, af og til ved oplæsninger, bl.a. ved Søerne, i Nikolaj og andre steder, hvor jeg enten var beskyttet af den frie luft eller dagslyset. Dengang, som nu, havde jeg en udtalt skepsis mod røgfyldte og mørke rum.
Strunge og Jac var jeg decideret bange for – for slet ikke at tale om Poul Borum, som jeg dengang troede var en rablende anakronisme, hvilket – forstod jeg senere – blot handlede om min egen ungdommelighed. De to digtere repræsenterede hver deres antiborgerlighed, og det kunne jeg egentlig meget godt lide, men den undergangsstemning, de skabte om sig selv, var ærlig talt ret skræmmende. I dag kan jeg se med al tydelighed, hvor godt det lykkedes for dem, at rokke ved normalbegreberne.
Bo Green Jensen var også skræmmende, men på en helt anden måde. Op gennem første halvdel af firserne fulgte jeg tilblivelsen af den monumentale digtkreds Rosens Veje, og selvom jeg ikke var i stand til at overskue og forstå dette hovedværk, havde jeg en klar fornemmelse af, at der her var tale om noget blivende. Det, der var skræmmende ved Bo, var den litterære grådighed, han lagde for dagen, både som læser og skribent. Han var tydeligvis en polyhistor udi i den moderne kulturs utallige udtryk, men også velbevandret i den klassiske poesi og prosa. Og så var han altså selv en kunstner, en stemme. Når de andre står tilbage som tidstyper, vil Bo stadig blive husket som digter.
Da Bo i midten af firserne afsluttede Rosens Veje fik jeg job som redaktør i Gyldendals redaktion for børne- og ungdomsbøger. Jeg skulle bl.a. redigere en serie ungdomsromaner i nyt tidstypisk paperbackudstyr, og når jeg i dag tænker tilbage på det meget glamouragtige omslag som vi valgte til genudgivelsen af Bos Dansen gennem sommeren, står det mig klart, hvor sandt det er, når Bo i en efterskrift til den store samleudgave af Rosens Veje, skriver, at halvfemserne allerede begyndte lagt inde i firserne. Det er den slags, man ikke kan se, når man står midt i det hele.
I årene der fulgte, fulgte jeg Bo på afstand. Han skrev som en rasende, ikke kun litteratur, men også kritik, journalistik, interviews. Og ikke kun om litteratur, men også om musik og film. Bog for bog, artikel for artikel, udviklede han sig til sin generations mest uomgængelige kulturskribent. Er der den bog han ikke har læst, den film han ikke har et, det album han ikke har hørt? Som læsere af Weekendavisen (hvor Bo vel har haft 25 års jubilæum) vil vide, taler vi her om en mand, der bruger almindelige menneskers sovetid til at skrive, læse og lytte.
Bo er digter – først og fremmest. Men han er også akademiker, kritiker, journalist. Som avisskribent er han i særklasse, når han – med en digters mod til at være privat for åbent tæppe – skriver landets smukkeste klummer om sig selv, sit arbejde, sine skilsmisser og sine døtre. Disse klummer er virkeligheden essensen af essays og udenfor kategori i dansk journalistik. De er misundelsesværdigt velskrevne beviser på, hvordan en digter kan se og beskrive det store i det små.
For at det ikke skal være lyv har Bo de senere år brugt oceaner af tid som formand for litteraturudvalget under Statens Kunstfond. Han er medlem af programudvalget for Copenhagen Film Festival. Han er medlem af den danske jury og formand for bedømmelseskomiteen for Nordisk Råds Filmpris. Og han er medlem af det rådgivende forum for Kronprinsparrets Litteraturpris.
Hvordan kan alt dette lade sig gøre? Jo, Bo bruger vores andres sovetid til at arbejde. Jeg ved det, for når jeg selv sidder længe oppe, kan jeg konstatere, at der altid er lys hos ham til langt ud på natten. Sagen er nemlig, at vi de seneste 12 år har været genboer, og de seneste seks år har jeg oven i købet selv været medarbejder ved Weekendavisen. På mange måder træder vi altså de samme veksler, blot har Bo så uendelig mange flere veksler at træde, end jeg har.
I 2004 udkom den fremragende digtsamling Den store epoke. Fortidens alkymi, symbolik, åndelighed og konstruktion er blevet dæmpet helt ned til fordel for en meget mere tilgængelig stemme.
Her står blandt andet digtkredsen Lille Nationalsang, som Bo skrev på min opfordring, da jeg i 1999 skulle jeg redigere antologien Forfattere uden grænser til støtte for Dansk Flygtningehjælp. Digtet bjergtog mig dengang, fordi det bedre end nogen anden dansk poesi, forstår hvad det vil sige at flygte fra krig og miste sit hjemland. Bo har skrevet med Bosnien og Kosovo i frisk erindring, hør blot digtet Den sidste dag:
Jeg ser mig tilbage i regnen
og husker mærkeligt nok ikke værkstedet
eller huset vi boede i særlig godt
Jeg husker katten mine børn tog ind
Og gav fortyndet mælk i køkkenet
den sidste dag før soldaterne kom
Det var en vild går han med busket hale
Den skød ryg og hvæsede af os
til luften slog gnister af trods
Men min datter fik lov
at gnide dens øre
Den spandt hos hende
da skuddene faldt.
Den store epoke rummer også et knugende og inderligt smukt skilsmissedigt (titeldigtet i samlingen), der blander savn og smerte og forvirring med frihed og muligheder og nye åbninger. Her taler digteren til den kvinde, der har forladt ham, og midt i smerten har han overskud til at sige:
Jeg vil ikke være smålig
Jeg vil huske dig for den store epoke.
Alle der elsker, har elsket eller ved hvor svært det kan være at vedligeholde kærlighed, ved også hvor meget det kræver at skrive den slags linier. Simpelt, men svært.
I samme samling har Bo et digt til datteren Laura (som avisens læsere kender så godt fra klummerne). Digtet handler om opbrud i familien, om at være lykkelig engang – og om at blive lykkelig igen. Det hedder i en af stroferne:
Der er stadig ingen af os
som har fundet de blå blomsters sted.
Kun min datter har lært sig at navigere
i tomrummet mellem systemer. Selv
bliver jeg i huset, arbejder inde
og holder hjertet åbent hele døgnet
for hendes veninder og mine veninder.
Jeg klipper græsset tæt som altid
og lytter beredvilligt til mine naboer.
Det er sikkert for tidligt at lukke,
men aldrig for sent at begynde igen.
Bo holder hjertet åbent hele døgnet, lytter beredvilligt til sine naboer (det kunne være mig), og mener at det aldrig er for sent at begynde igen. Jeg tror at vi i denne selvbeskrivelse finder en god del af forklaringen på, hvorfor Bo er så stor en digter.
Til sidst må vi lige have med, at der i værkfortegnelsen i Den store epoke er anført over fyrre titler i alle genre. Og nedenunder har digteren placeret en parentes:
(Har man muligvis mere end nok allerede?)
står der, ikke uden ironi, ikke uden humor. Mit svar er i al korthed: Nej.
ALBERT DAMS MINDELEGAT: Pia Juul
I halvdelen af sit liv har Pia Juul været en ganske særlig stemme i dansk litteratur, og det er blodig uretfærdighed, at hun endnu ikke er blevet opdaget af det helt store publikum. Jeg mener: Hvorfor er det novelleforfattere som Jan Sonnergaard og Katrine Marie Guldager der løber med al opmærksomheden og de mange oplag, når det nu engang er Pia Juul, der skriver de bedste noveller her i landet?
Hvis dét er uretfærdigt, er det til gengæld mere end retfærdigt, at Pia i dag modtager det mindelegat, der bærer Albert Dams navn – for var han ikke også en gigant, der aldrig nåede det store gennembrud hos læserne? Det er retfærdighed, der sker fyldest, fordi Pia Juul er så eminent god til at skrive disse korte historier, der afslører sider af menneskelivet, som vi ikke orker at vedkende os. Det ved enhver, der har læst novellesamlingerne Mit forfærdelige ansigt og Dengang med hunden – for slet ikke at tale om den markante kortroman Skaden, som efter min mening er et hovedværk i forfatterskabet og i 1990’ernes danske litteratur (ja, romanen åbnede nærmest 90’erne).
Jeg vil gerne tale lidt om Pia Juuls prosa, fordi hun i dag modtager et mindelegat i en stor prosaists navn, og fordi jeg personligt er dygtigere til at læse prosa, end jeg er til at læse poesi. Pia – til gengæld – er som forfatter fuldbefaren i begge genrer. Hun er en eminent lyriker (måske først og fremmest lyriker?), og i prosaen møder vi hele tiden den samme sprogkoncentration, hvor alt bliver fortalt gennem antydninger, stemninger og det, der ikke står. At læse Pias prosa er som at lyse ind i et mørkt rum med en lygte: du får kun et fragmentarisk indblik, og det samlede overblik må du danne dig ved at bruge dine egne erfaringer, eller ved at udfylde lakunerne med egne ideer og indtryk.
Tag nu f.eks. forfatterskabets enlige roman, eller måske skulle man sige novellette, for Skaden er kun knap 90 sider lang, og forfatteren har faktisk slet ikke udstyret den med en genrebetegnelse. Lad os kalde den en kortroman. Men hvis den er lille i omfang, er den stor i indhold, ja forbløffende stor, når man stiller dens historie op overfor dens udgivelsesår, 1990.
Romanen skildrer nogle få mennesker under en navnløs krig i en navnløs tid i et navnløst land. Det vigtige er ikke hvor vi er hvornår. Det afgørende er, at de grå er i krig mod de grønne, at krigen er til stede i menneskernes liv, og at de søger kærligheden mens de lever med en forestilling om, at solen er ved at brænde ud – verden går under.
Da den lille fabel udkom i 1990, må den nødvendigvis være skrevet på kanten af firserne, måske i en tid, hvor man helt revolutionerende turde begynde at tro på den kolde krigs afslutning. Alligevel er det ikke – gudskelov! – en politisk roman, end ikke en ideologisk roman. Skaden nøjes med at være et lille, sært og til dels uigennemskueligt psykologisk portræt af soldaten Tomas, der er kommet til skade. Efter en tid på lazaret begiver han sig ud i landskabet for at genfinde en tabt kærlighed.
Det helt forbløffende er, at romanen så at sige foregriber at Krigen – virkeligheden skrig – var lige om hjørnet. I 1990 brød de første kampe ud i det der dengang hed Jugoslavien, og resten af historien kender vi. Det sære ved Pias roman er, at den virker inspireret af begivenheder, der endnu ikke er fundet sted. Hvis den var skrevet i 1995, ville det hele have givet meget mere mening. Men netop det, at romanen er, om jeg så må sige, forud for sin tid, gør den så meget mere fascinerende. Kald det fornemmelse for krig, kald det fornemmelse for kærlighed, kald det fornemmelse for kunst.
Skaden er en flertydig titel på en flertydig fortælling. I romanen møder vi skaden som et fysisk og psykologisk begreb, og vi møder skaden som et fuglepar, der – og det vidste jeg ikke – holder sammen som ægtepar. Undervejs bliver der hele tiden talt ned med uheldsvangre kursiverede tal, der angiver hvor mange dage, der er tilbage før solen brænder ud og jorden går under. Da vi er nået til tallet 148, skal en mand begraves i den frostkolde jord:
”Jeg havde taget vanten af, men det var tilfældigt, at jeg strejfede hans øre. Det forekom mig varmt, det så pludselig rødt ud. Og jeg så mig om, så mig bagud og rakte endnu engang hen og rørte hans kinder. Jeg hev den anden vante af, jeg tog med begge hænder fat om hans kinder og gned dem ivrigt, hårdt, jeg slog ham ind imellem, ruskede ham i brystet til sidst, fordi jeg var så sikker på at han bare skulle vækkes. De stive lemmer hang nu ned over kanten, og alt på ham så så levende ud, at jeg nev i hans kød over det hele, nappede og slog alle vegne, hvad skulle jeg vælge for et sted, hvor sidder livet henne på en død mand? Han var ikke død. Jeg kørte ham tilbage i snublende løb, for han kunne ikke gå, og vi blev ikke hjerteligt modtaget, men med et vræl fra skolelæreren, der netop havde vidnet, soldaten tog sig til ørerne, som om vi kom skrigende ind ad døren. Men han var egentlig stadig ikke levende. Han talte ikke. Da han slog øjnene op den næste dag, var han ikke længere min opdagelse, jeg havde givet ham fra mig, nu lå han i et rum med kakkelovn, og han talte ikke. Der sad en skade i træet udenfor.”
Levende eller død, eller begge dele på én gang? Det er et spørgsmål, som man tit kan stille sig selv, når man læser sig gennem Pia Juuls forfatterskab, ja en af novellerne i samlingen Mit forfærdelige ansigt hedder ligefrem ‘Jeg vil hellere dø’ og beskriver på fire skarpe sider en kvinde, der modtager et anbefalet kærlighedsbrev fra sin mand, der angiveligt har begået selvmord, hvorefter hun også tager livet af sig selv.
Pia Juul ligner ikke nogen anden i dansk litteratur, hun er helt sin egen, ligesom Albert Dam var. Hvis jeg skal komme i tanke om en prosaist, som slår de samme takter an, som Pia gør i det lille hovedværk Skaden – og i novellen ‘Marits dagbog’ fra de sidste dage – så er det ingen ringere end den ungarsk-schweiziske Agota Kristof, der med Det store stilehæfte, Beviset og Den tredje løgn har skrevet prosa med nøjagtig den sprogbevidsthed, poesi og sans for det usynlige, som vi kender herhjemme fra Pia Juul.