Weekendavisen den 8. maj 2015.
Blæksprutte.
Belyst. Der udkommer sådan cirka en ny bog om besættelsen hver dag…
”Kære mor. Jeg er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig i dag blevet stillet for en krigsret. Vi blev dømt til døden.”
Med den 21-årige Kim Malthe-Bruuns berømte og bevægende ord til sin mor i et brev fra den 6. april 1945, åbnede statsminister Helle Thorning-Schmidt sin tale ved markeringen af 70-året for befrielsen i Mindelunden i Ryvangen i mandags. Her blev den unge modstandsmand henrettet, og her blev han begravet efter befrielsen.
Lige inden statsministerens tale var Anne-Grethe Bjarup Riis blevet interviewet af DR’s programvært i den direkte transmission fra arrangementet, Niels Krause Kjær, fordi hun som filminstruktør i 2012 fortalte historien om modstandsfolkene fra Hvidsten Kro. De blev skudt af henrettelsespelotonen i Ryvangen, hvor Mindelunden ligger i dag.
Det er med andre ord så sandt, som det kan være, når vi synger, at ”vi mindes stille de tapre døde, hvis navne lever i Danmarks navn”, som det hedder i den inderligt smukke befrielsessang ’En lærke letted’ af Mads Nielsen – den poetiske apoteker fra Kolding, hvis eget navn ironisk nok er gledet i glemsel. Det eneste, man husker fra hans hånd, er netop denne sang, som kun synges denne ene dag om året, hvor befrielsen fejres.
Samme morgen, den 4. maj, var jeg gæst i TV2’s Godmorgen Danmark sammen med bl.a. Søren Pind, der ligesom jeg plejer at være fast gæst i Mindelunden (dog forhindret i år, det var Bjarne Corydons skyld, sagde han). Værten spurgte, hvorfor vi egentlig bliver ved med at markere befrielsesdagen, når det nu er så lang tid siden, og heldigvis gav svaret jo sig selv. Fordi det er vigtigt. Og hvis vi skæver til litteraturen, kan vi se, hvor vigtig besættelsen og befrielsen bliver ved at være. Og hvor stort behovet fortsat er for at fortælle heltehistorier.
Den 9. april i år – på besættelsesdatoen – kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at Det Kongelige Bibliotek siden afslutningen af Anden Verdenskrig og frem til 2002 registrerede 8600 værker i alle genrer om 1940-45 i Danmark. Siden da er udkommet yderligere 4500 værker, eller 350 om året, altså nærmest ét værk om dagen.
De fem forbandede år vil altså ikke slippe taget i os. Det vrimler med historiske værker, erindringer, billedalbums, tegneserier (helt aktuelt antologien Knivsæg – genfortællinger om besættelsen og Sabotage i Viborg) og romaner. Modstandsbevægelsen har i 75 år inspireret forfatterne, fra Halfdan Rasmussen og Tage Skou-Hansen, som selv var der, til for eksempel Claes Johansen med den læseværdige trilogi Og ingen ved hvordan det går, De sidste mennesker på jorden og Våben til København, hvor en stikkerlikvidering skildres uden hverken sentimentalitet eller heroisme: ”Merete satte sig på knæ. Det var en af den slags situationer hvor man for guds skyld ikke måtte standse op og tænke. Det var som at springe ned fra et højt træ. Man lukkede alt andet ude og handlede.”
Og så falder nakkeskuddet.
Senest er Kim Leine stødt til med Afgrunden og den fiktive historie brygget over modstandsmanden Peter de Hemmer Gudmes liv og død. Kim Leine skildrer et sammenstød på Rådhuspladsen i København med Hipoer, Schalburgfolk og Gestapobetjente: ”Der ligger tre skikkelser tilbage, to livløse, den tredje stønnen genlyder over hele pladsen. Kaj går i en stor bue over til Vesterbrogade, hvor der er flere der har deltaget i den spontane opstand, og han mærker den lettere vanvittige, spøgefulde og hadske stemning, en slags humoristisk, selvmorderisk, flabet vrangvilje, og han tænker: Det her er København. Det er det jeg kæmper for. Lidt efter slår rådhusuret tre slag.”
”Det er det jeg kæmper for”. Enhver modstandsmands stålsatte forankring i sagen, retfærdigheden. Af dette springer naturligvis gode romanskikkelser, men også at tvivlen og sarkasmen opstår stærke sager.
I Kvinden ved 1000 grader tog den islandske forfatter Hállgrimur Helgason således fat i noget, der langt fra er en dansk heltehistorie. Han skrev:
”Gennem hele besættelsestiden i Danmark havde voksne mennesker tysk disciplin; ingen vovede at kritisere tyskere eller tysktalende danskere. Den såkaldte frihedskamp blandt danskerne nåede først sin fulde styrke på dagen for kapitulationen, da alle ønskede, at de havde været helte. Med børnene forholdt det sig anderledes. Det, der blev hvisket om i hjemmene, talte børn åbent om i portene. Ja, i porte, gyder, alléer, gangtunneler, skolegange og skovstier. I virkeligheden eksisterede den danske modstandsbevægelse kun blandt børn.”
Den 9. april udkom Klaus Rifbjergs fortællinger, der skildrer besættelsen som både konkret og mentalt fænomen, og slet og ret hedder Besat. I den står en psykologisk gådefuld, titelløs tekst, her slutningen:
”Orkesteret høres kun svagt, byens lyde er en puslen, måske en skibssirenes fjerne brøl udløser en seende sky, der ganske diffust presser sit ansigt mod det høje, korsbelagte glughul i dødskammeret for at få et glimt af noget, hvis obskøne realitet kun står mål med den afstumpethed, der har fremkaldt den. Den gule omstigningsbillet med klippehullerne drejer hurtigere og hurtigere, og melodien høres nu tydeligt, så er den færdig. I en lille, stadigt voksende pøl på gulvet løber den foragtede almindelighed sammen med heroismens blodrøde adelskab og ikke en skygge bevæger sig i den lange gang. Alt og alle holder vejret, lidt efter begynder det hele forfra.”
Måske er det først, når man opdager, at teksten gentages ordret ens senere i bogen, at man forstår, hvad slutningen betyder. Det hele begynder forfra, siger Rifbjerg. Men hvad er ”det hele”? Måske er besættelsen en selvreproducerende angst. I hvert fald spænder teksten os ud mellem den foragtede almindelighed og heroismen, hvor vi vel kan sige, at sidstnævnte af indlysende grunde står stærkt i litteraturen.
En af de mest interessante romaner, jeg har læst, om modstandsbevægelsen, er Snebær (2013) af uretfærdigt oversete Mette Sø. Romanen skildrer tre kvinder – Moskva, Pim og Spot – der er sabotører i København. Her er ingen opbyggelig modstandsromantik, men en hård og uforløst stemning, hvor modstandsfolkenes retfærdighedssans bliver presset moralsk, så vi mærker hvor brutal krigen var for heltene.
Men mest opsigtvækkende tør romanen også at skildre, hvordan ganske almindelige danskere plyndrer deres flygtede jødiske naboers lejligheder i den tro, at de aldrig kommer tilbage fra eksilet i Sverige. Det er absolut ikke heroisk, men tværtimod en tabuiseret og uopdyrket historie, som ikke har haft megen fylde – om overhovedet nogen – i litteraturen.
Absolut intet tyder på at besættelsen, befrielsen og modstandskampen vil miste dampen på bogmarkedet. Når vi om fem år markerer 80 året for besættelsen og 75 året for befrielsen (og så fremdeles), vil der atter udkomme nye bøger af alle slags. Kun en enkelt genre synes at være immun overfor stoffet, og det er lyrikken. Mens yngre forfattere sagtens kan skrive romaner fra besættelsen og befrielsen, kan man dårligt forestille sig en digtsamling med motiver fra de fem forbandede år (som Rifbjerg i sin Esbern-trilogi kalder de fem forfjamskede år). Hvem skriver den?