Weekendavisen den 12. juni 2015.
Kommentar. Nærområde! Sagen er, at 90% af verdens flygtninge befinder sig i et naboland til det land, de er flygtet fra, eller som internt fordrevne i deres eget hjemland.
Nærområde, nærområde, nærområde…
Politikere som Helle Thorning-Schmidt, Kristian Thulesen Dahl, Martin Henriksen, Inger Støjberg, Lars Løkke Rasmussen og Anders Samuelsen samt oraklet Asger Aamund siger i hver og hver anden sætning, at vi skal bruge kræfterne i flygtningenes nærområder, for der kan vi hjælpe ti gange flere for de samme penge. Simsalabim!
Når de siger det, ligner de danske politikere en flok alkymister, der faktisk selv tror, at de har fundet De Vises Sten, brygget en universalmedicin eller konstrueret et Columbusæg.
Men for det første har de på ingen måde fundet en ny løsning, og for det andet fortæller de ikke sandheden til deres vælgere. Sagen er nemlig, at nærområdehjælp hverken er en socialdemokratisk eller borgerlig opfindelse, men klassisk humanitær logik, som FN’s flygtningeorganisation UNHCR har præket – og praktiseret! – i fem årtier. Sagen er også, at 90 % af verdens flygtninge befinder sig i et naboland til det land, de er flygtet fra, eller som internt fordrevne i deres eget hjemland. Nærområdehjælp sker med andre i forvejen.
De politiske alkymister er altså enige med UNHCR om, hvor den primære hjælp skal praktiseres, nemlig så tæt på flygtningenes hjem som muligt. Så vidt, så godt. Men politikerne konkretiserer aldrig deres idé. De taler aldrig om navngivne lande. Derfor må vi stille et opklarende spørgsmål: Hvor ligger disse ”nærområder” med plads til flygtninge, vi ikke vil have her?
Jo, de ligger på landkortet, som er overbroderet med nationalstater, hvor regeringer råder – eller hvor anarkiet råder i regeringers fravær. Nærområderne er ikke ubeboede hvide pletter i et førkolonialistisk atlas. Nærområder ligger i lande, hvor både befolkningen og magthaverne i forvejen trækker et tungt nok læs med at huse enorme flygtningegrupper. Se bare Libanon, Jordan og Tyrkiet, der huser 6-7 millioner syriske flygtninge. Mens Europa har set på, er folk blevet fordrevet til nabolandene, som nu truer med at lukke grænserne.
I disse lande er nærområdehjælp ikke en smart frase i en valgkamp, men fast praksis i en hård hverdag. Men selvom alle vestlige lande betakker sig for at modtage flere flygtninge, står UNHCR tilbage med et budget, der kun er en tredjedel af, hvad man har bedt donorerne om.
Derfor hænger hverken den politiske retorik eller den praktiske finansiering sammen. Men Venstres Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen holder alligevel frejdige valgkampstaler om at bruge 16 milliarder på bedre sundhed herhjemme ved at skære i udviklingsbistanden. Men som Venstre plejer at sige, kan man ikke bruge de samme penge to gange, så hvordan i alverden hænger det sammen?
Den absolutte og definitive hovedpart af den akutte og langsigtede flygtningehjælp finder sted meget, meget langt herfra. Sådan har det altid været, fordi nabolande naturligt nok tager ansvar i krisetider. Hvis Ruslands aggression ikke kun rettede sig mod Ukraine, men også mod Baltikum og tvang titusindvis estere, lettere og litauer på flugt i både mod Bornholm, ville vi også hjælpe. Danmark ville bestå prøven. End ikke Dansk Folkeparti ville kunne piske en stemning imod flygtningene op.
Men når danske politikere siger, at der er for mange asylsøgere og flygtninge i Danmark, sådan som det er nu, må de da også have kollegial respekt for politikerne i krigenes nabolande. I Kenya har man i årevis huset 800.000 somaliere, og derfor synes man at det er uanstændigt og nedladende, når danske politikere vil afskibe somaliske asylsøgere til de enorme lejre i netop Kenya, sådan som Dansk Folkeparti har krævet. Hvorfor kan de rige lande ikke tage deres del, spørger kenyanerne. Men så trækker alkymisten Martin Henriksen på skuldrene og siger, at det vel bare er et spørgsmål om, hvor mange penge Kenya skal have.
Samme prokuratorlogik bruger erhvervsmanden Asger Aamund, der i sin uendelige visdom har udklækket en idé om flygtningelejre i Nordafrika, finansieret og drevet af EU-landene. Han taler om etableringen af helt nye bysamfund med muligheder for uddannelse og arbejde, og det er jo reelt nok, for hvem tror på at Syrien kan hjemtage sine mange flygtninge, eller hvem tror på, at årsagerne til flugtforsøgene over Middelhavet forsvinder?
Hvad Asger Aamund blot mangler i sit regnestykke, er aftalerne med de regeringer, der skal lægge jord til de enorme lejre. Nærområderne ligger som sagt i eksisterende lande, og når vi taler om Syrien, er Europa i øvrigt mindst lige så meget nærområde, som Nordafrika er.
Så hvem er det helt konkret, Danmark (eller EU) skal forhandle med for at få jord til permanent nærområdehjælp? Og hvad skal kontrakten rumme af aftaler om driftsansvar? Skal vi stå for finansiering og drift af en lejr i fem år, ti år, tyve år? Har vi en exitstrategi?
At hjælpe i nærområderne er en god idé. Og det sker i forvejen. Desværre er der oftest tale om basal overlevelseshjælp, og der er derfor ikke meget andet perspektiv i det, end at flygtningene er tæt på deres eget hjem, hvis muligheden for en storstilet repatriering kan finde sted. Når alkymisterne har regnet sig frem til at vi kan hjælpe ti for de samme penge som én koster her, glemmer de smart nok at forholde sig til arten og kvaliteten af hjælpen. De, der hjælpes i nærområdernes lejre med støtte fra internationale organisationer, får hjælp til at overleve, mens de, der hjælpes her, får mulighed for at uddanne sig og arbejde og blive et bidrag til samfundet, både vores og en skønne dag deres hjemlands. Derfor består regnestykket med den kække ti-gange-så-mange-logik ikke nødvendigvis en Detektor-test. Ja, måske er tallet meget større.
I år modtager Danmark cirka 12.000 flygtninge. Det havde været bedre, hvis der kom et rundt nul, og løsningen på de humanitære kriser netop nu, er ikke at åbne grænserne for enhver migrant. Men verden har aldrig haft flere flygtninge siden 2. Verdenskrig, og når konflikterne eskalerer, er det nødvendigt at hjælpe på alle fronter, og tænk hvis vores landspolitikere kunne gøre det med en form for samme menneskevenlige stolthed, som kommunerne og de mange tusinde frivillige lægger for dagen i modtagelsen og indslusningen af flygtningene. Tænk hvis flygtninge ikke var valgets slagmark, men valgets fredskov.
Men vores ledere viser ingen stolthed og ingen vilje til at hjælpe. Venstre taler om at gøre Danmark til et ringere flugtmål ved at sætte ydelserne til flygtninge ned. Når det gælder attraktiv specialarbejdskraft, deltager vi i en skønhedskonkurrence. Men når det gælder flygtninge, vil vi gerne se så grimme ud som muligt. Og ikke nok med det: Venstre vil også – som et ekko af Dansk Folkeparti i 90’erne – have et opgør med FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskeretskonvention, som er indarbejdet i dansk lovgivning. De er ikke mejslet i granit og båret ned fra bjerget af Moses, som Karsten Lauritzen formulerer det. Nej, sandt nok. Men konventionerne er – ganske som stentavlerne – formuleret af mennesker for mennesker. Men den tid, konventionerne udsprang af, kunne ikke tage højde for de flygtningestrømme, vi oplever i dag. Der kan derfor være god grund til at overveje om konventionerne kan og bør ændres (hvilket vil være en langsommelig proces), men fokus bør være på beskyttelse af mennesker, ikke på lukning af grænser. Det synes borgerlige partier som De Konservative og Liberal Alliance heldigvis at have en mere veludviklet forståelse for, end Venstre. Sagen er jo i al sin enkelhed, at så længe der føres krige, findes der flygtninge.
Mens flygtningepolitikken meget forudsigeligt kommer til at fylde mere og mere i valgkampen, fortsætter flugten ud af Syrien og over Middelhavet, og politikerne skærper retorikken. Statsminister Helle Thorning-Schmidt har fundet sig en lækker replik, når hun taler om at ødelægge de kyniske menneskesmugleres forretningsmodel, og det er helt legitimt, men hun har intet bud på, hvad Europa bør gøre for at redde dem, der drukner i vores hav. Tværtimod er det helt paradoksalt, at regeringen (i lighed med den borgerlige opposition) vil skære i udviklingsmidlerne for at dække stigende udgifter til asylarbejdet herhjemme. Hvorfor hører vi ikke regeringen tale om at hæve udviklingsmidlerne for at hjælpe i nærområderne? Dét humanistiske synspunkt er De Radikale ene om, mens Socialdemokraterne vil fastholde udviklingsbistanden på nuværende niveau. Men hvorfor går regeringen ikke forrest med en plan for massive humanitære investeringer i endnu mere effektive metoder og resultater, så vi med god ret kan sige, at vi hjælper flere bedre derude?
Samtidig kappes Socialdemokraterne med Venstre om hvem der kan vogte grænser bedst. I valgkampens første partilederrunde ligefrem blærede Helle Thorning-Schmidt sig med, at det var hende og ikke Lars Løkke Rasmussen eller Kristian Thulesen-Dahl, der havde gennemført de første asylstramninger i 12 år. Ja, det er flot, Helle. Socialdemokrater på flugt til Dansk Folkeparti skal indhentes og inddæmmes, for alle politiske alkymister kæmper om vælgernes gunst. Tilbage står det ubesvarede spørgsmål: Hvor er de nærområder, som kan rumme nye lejre? Med hvem skal vi skrive skødet til fremtidens flygtningebyer fjernt herfra?