Kommentar i Weekendavisen den 6. juli 2007.
Trusler. Endnu et kapitel i historien om Sir Salman og De Militante Muslimer. Nu venter vi på Gordon Browns reaktion.
Sidder man ikke med en uheldsvanger følelse af, at historien om Sir Salman og De Militante Muslimer kan udvikle sig temmelig fatalt? Spørgsmålet er, om flagbrændingerne og fordømmelserne ”kun” er symbolske spilfægterier, eller om de er forstadier til en meget mere brandbar konflikt. Karikaturkrisen faldt jo også i faser.
Ja, sådan skrev jeg i sidste uge, men før kommentaren kunne nå at blive trykt, fik vi nyhederne om de forpurrede terrorattentater i London og Glasgow, og selvom ingen har kædet tingene sammen endnu, kan man ikke lade være med at tænke på, om der er en sammenhæng mellem adlingen af Salman Rushdie og den pakistansk-indisk-palæstinensiske lægebandes terror.
I Pakistan mener man, at den engelske dronning – og dermed England – med adlingen af har krænket FN resolution 1624, der opfordrer medlemsstater til at fremme dialog og forståelse, som midler der skal modvirke angreb på religioner og kulturer. Hvad de ikke rigtig har forstået – eller ikke rigtig accepterer – er, at sådan en resolution har sine egne naturlige begrænsninger i den ytringsfrihed, der er demokratiets livsnerve. Basta, finale.
At verdens stater kan enes om resolutioner og skåltaler, der hylder en religiøs og kulturel tolerance, er naturligvis en forudsætning for mellemfolkeligt og tværnationalt samarbejde. Men hvis resolutionerne bliver brugt til at begrænse kunstnerisk eller journalistisk frihed, er der pludselig tale om intolerante instrumenter, der først og fremmest respekterer religiøs sårbarhed.
Når Dronning Elizabeth vælger at adle Salman Rushdie, må man forvente at det er efter indstilling og godkendelse af den absolutte politiske top, og at den nu afgåede premierminister Tony Blair havde givet sit blå stempel. Hvad kunne hans personlige motiv være – for det kommer vel næppe bag på ham, at muslimerne reagerer med vrede? Man kan derfor spørge sig selv, om der ligger en politisk kalkule bag adlingen og dens timing med premierministerens fratræden. Det synes ikke just at være noget, der gavner ham i den nye post som mellemøstmægler.
For et par uger siden havde Tony Blair bedt om foretræde for Pave Benedict i Rom. Rygterne i den engelske presse handler om, at den nyudnævnte mellemøstmægler er ved at forberede en konvertering til katolicismen, men selv siger han, at han gerne ville diskutere med paven, hvordan jødedom, kristendom og islam kan leve sammen i fred og harmoni.
Ja, det spørgsmål kan de troende jo diskutere fra nu af og til juleaften (eller en anden højtidelighed efter eget valg). Sagen er, at religiøs sameksistens og gensidig tolerance ikke giver meget mening, hvis ikke religionernes profeter, præster og proselytter forstår at det civile verdenssamfund ikke er religiøst, og at der derfor nødvendigvis må være plads til religionskritik og kunstnerisk ytringsfrihed, herunder satire.
At Tony Blair gennem mange år har været kendt som skabskatolik, er naturligvis en privat sag for manden, hvis hustru og fire børn i forvejen tilhører den katolske kirke. Men hvor ville det have været rart, hvis han havde valgt Anders Fogh Rasmussens sjældent korrekte standpunkt og talt sekularismens sag overfor de religioner, der hele tiden forsøger at tiltage sig magten.
Nå, ud af drømmeverdenen og tilbage til virkeligheden, hvor Sir Salman må gå rundt og overveje om adlingens anerkendelse opvejer den fornyede trussel mod hans sikkerhed, hvad den naturligvis ikke gør. Imens overvejer Gordon Brown – som sandsynligvis også havde accepteret adlingen – forhåbentlig, hvordan kastanjerne skal rages ud af ilden. Naturligvis har han ikke rigtig andre muligheder, end at insistere på forfatteres ret til at være forfattere. Men om han så synes at adlingen var et smart træk og om tidspunktet var diplomatisk velvalgt, er en anden sag – og det er sikkert som amen i kirken, at han ved først kommende lejlighed vil tale om tolerancens nødvendighed i religion og kulturmøder, for naturligvis er intolerance ikke tolerancens alternativ. Omvendt kan man spørge, om ikke staterne bør overlade det til de frie medier at forvalte denne frihed, og om den engelske adling af Salman Rushdie var strengt nødvendig netop nu, hvor situationen i forvejen er temmelig højspændt.
Gordon Brown har netop udgivet en bog, Courage, (hvordan får han tid til at skrive?) med otte biografier over modige mennesker. Hvad er det, der får nogle til at vælge det farlige alternativ og gøre the right thing, spørger han. Bogen portrætterer ifølge forfatteren en samling forbilledligt modige mennesker, bl.a. Raoul Wallenberg, Martin Luther King, Robert Kennedy, Nelson Mandela og Aung San Suu Kyi.
Hvis Gordon Brown selv gør det rigtige overfor Pakistans minister for religiøse anliggender Mohammed Ijaz ul-Haq, der har sagt at attentatmænd har ret til at smide en bombe i hovedet på Salman Rushdie, hvis ikke England trækker adlingen tilbage, kan han inkludere en lille selvbiografi i næste udgave af bogen om modige mennesker.