Weekendavisen den 31. juli 2015.
Kommentar. Pia Kjærsgaard kan ikke fortsætte med at være ”Pia Kjærsgaard”, når hun er folketingsformand. Til gengæld kan hun gøre demokratidebatten en stor tjeneste.
Jeg har ladet mig fortælle, at visse segmenter gav udtryk for rystelse og chok på de sociale medier (hvor jeg ikke færdes) efter Dansk Folkepartis storsejr ved valget i juni, og igen da Pia Kjærsgaard blev formand for folketinget. Ja, nogle var tilsyneladende så politisk og humanistisk konsternerede, at de ligefrem ville udvandre fra fædrelandet.
Nu kunne man jo også bare blive og tage kampen op, hvis man synes at flertallet af ens landsmænd satte krydset det forkerte sted. Selv ser jeg sådan på det, at et svagt Venstre og et stærkt Dansk Folkeparti er en dødelig dosis for den værdipolitik, udlændingepolitik og retspolitik, som jeg vil stemme for, men sådan er de faktiske forhold i jernindustrien nu engang. Den danske højredrejning er en logisk del af en stærk europæisk tendens, og mens flere EU-lande (Ungarn, Grækenland, England) bygger veritable hegn for at holde flygtninge ude, nøjes vi her i Puslingelandet trods alt med at tale om symbolske grænsebomme og bliv-væk-annoncer i Ugeskrift for Asylsøgere.
Hvad det sidste angår, er mit gæt er at Inter Støjbergs kampagne ikke vil batte meget. Jeg bemærker også at EU’s grænseagentur, Frontex, på en meget diplomatisk måde undlader at dele ministerens konklusion om, at de sociale ydelser er afgørende for hvor folk prøver at flygte hen, og at det meget omtalte skema over velfærdsydelser, som menneskesmuglerne skulle udstyre asylansøgerne med (hvorfor pludselig sådan en kundeservice fra disse ellers så kyniske typer?), kun er fundet ved et enkelt tilfælde. Men ok, Inger Støjberg bruger bare en gammelkendt politisk metode – hvis man ikke kan tilbyde egentlige løsninger, kan jo man jo altid fyre en
oplysningskampagne af.
Og apropos annoncer. I næste uge vil vi også se en kampagne på busserne, der beder os om at passe på de små, der begynder i nulte klasse. Så lad os bare sige goddag og velkommen til én, der også møder op til nye opgaver for første gang, når den nye sæson begynder: Pas på Pia, hun er ny i trafikken.
Hele Danmarks hjemmehjælper træder til som demokratiets dekorative kransekagefigur, og det er i sandhed en imponerende skalp for en kvinde, der gennem mange år var dansk politisk svar på konen i muddergrøften. Nu har flynderen så placeret hende på tronen, og hvis ikke hun rækker ud efter højere embeder her til lands, skal det nok gå hende helt godt. Folketingets formand er jo en institution, som alle passer på.
Selvom mange af de principielt fædrelandsløse ser Pia Kjærsgaard som en usurpator, er hun naturligvis demokratiets førstedame efter alle kunstens regler, og dertil den første kvinde på posten som folketingsformand – og så oven i købet i 100-året for kvindernes valgret.
Da formandsvalget var truffet, skrev Pia Kjærsgaard et blogindlæg på berlingske.dk, hvor hun med en forudsigeligt skudsikker og fuldkommen rituel retorik sagde, at hun overtager hvervet med stor ydmyghed og i bevidstheden om, at hun nu skal være en slags ’tillidsmand’ for alle tingets partier og medlemmer: ”Jeg er der ikke for ‘regeringen’ eller nogen bestemt blok. Jeg vil være der for alle,” skrev hun. Ja, naturligvis. Ret pinligt, at finde det nødvendigt at forsikre om det.
Og så lover hun, at hun stadig vil være ‘Pia Kjærsgaard’ (der mangler blot ®): ”Det vil jeg altid være. Det hverken kan eller vil jeg ændre. Men det betyder, at min rolle bliver en anden og rækker ud over Dansk Folkeparti. Her er det en styrke, at jeg har været medlem af Folketinget siden 1984, og at jeg derigennem har fået en sans for retfærdighed og det, man kan kalde ‘fair play’.”
Det er da varme ord i en kold sommer. Og jo mere jeg tænker over det, jo gladere er jeg for Pia Kjærsgaard som formand. Hun vil være rigtig dygtig til at tage imod de kongelige ved tingets åbning den 1. tirsdag i oktober, og hun vil være en god værtinde for udenlandske statsoverhoveder på besøg. Hun bliver sikkert også en udmærket øverste chef for rengøringspersonalet, håndværkerne, IT-medarbejderne, referenterne, folketingsbetjentene, kommunikationsmedarbejderne, kontorpersonalet, sikkerhedsfolkene, økonomerne og juristerne. Og hun vil utvivlsomt sørge for de bedste rammer for Folketingets arbejde. Det er et ansvarsfuldt lederjob, men ikke en politisk post.
Pia Kjærsgaard insisterer på, at hun stadig vil være ‘Pia Kjærsgaard’, men der tager hun fejl. En folketingsformand skal samle, ikke splitte. Hun kan derfor ikke længere være havkatten i hyttefadet, og hun må tænke før hun taler. Især når det handler om noget så afgørende som retspolitikken, hvor hun trænger til at afklare sin position på et par vitale punkter.
For det første: Efter attentatet mod Charlie Hebdo i Paris, sagde Pia Kjærsgaard, at Danmark burde lukke moskeer og sende imamer hjem, hvis de sympatiserer med terroristerne. Hvis ikke det kunne ske inden for den eksisterende lovgivning, måtte vi ty til nødret, som hun sagde til Ekstra Bladet. Derfor er det relevant at få opklaret, og vi nu har en kvinde på demokratiets trone, som vil sætte samfundets retsgarantier ud af spil, når der er begået en terrorhandling i et andet land?
For det andet tillader jeg mig at trække en aldrende kæphest af stalden, slet og ret fordi jeg gerne vil have svar på et uhyre simpelt spørgsmål: Går Pia Kjærsgaard ind for, at familier til kriminelle udlændinge skal kunne udvises af landet for forbrydelser, de ikke har begået? Ja? Eller nej?
I 1998 sagde Dansk Folkepartis daværende formand på partiets landsmøde, at hele familier skulle vises ud af landet, når et enkelt medlem blev dømt for alvorlig kriminalitet. Det var det, der fik den daværende statsminister til at sige, at partiet ikke var stuerent. På valgdagen i år tog Peter Skaarup for første gang opsigtsvækkende nok afstand fra positionen. Fint nok, man har jo lov at blive klogere. Men hvad mener kvinden bag kravet? Er Pia Kjærsgaard anno 2015 enig med Pia Kjærsgaard 1998?
Spørgsmålet kræver kun et ‘ja’ eller et ‘nej’ som svar. Ingen tirader, omsvøb og tolkninger. Ja eller nej. Hvis svaret er ‘ja’, er der splid i partitoppen, og så kan vi jo bore i den historie, for det er ikke set før. Hvis svaret er ‘nej’, er det ensbetydende med en slags indrømmelse til Poul Nyrup Rasmussen.
Konen i muddergrøften sidder i dag på demokratiets fineste post. Spørgsmålet er blot om hendes retspolitiske instinkt også er helt fint i kanten. Det tror jeg ikke. Det ville klæde hende at tale ordentlig ud om det. Vi har krav på at vide, om formanden mener det samme, som ‘Pia Kjærsgaard’ i citationstegn.
Formanden er folketingets ceremonimester, men der er plads til mere indhold på posten. Jeg opfordrer Pia Kjærsgaard til at indføre en årlig tværpolitisk formandstale om demokratiets tilstand. Den tale kan holdes forud for folketingets åbning og bruges som afsæt for en bred demokratidebat, både i folketinget, i organisationerne, på højskolerne, på uddannelsesinstitutionerne, i medierne. Hvordan står det til med pressefriheden, ytringsfriheden, demonstrationsfriheden? Hvem truer den frie meningsudveksling? Hvordan er balancen mellem politikerne og domstolene? Hvad gør danskernes frivilligengagement i organisationerne for samfundet?
‘Pia Kjærsgaard’ i citationstegn interesserer mig ikke. Hun er passé. Men det gør den nye Pia Kjærsgaard, folketingets formand, demokratiets øverste, der går ind for fair play.