Essay i KRITIK, august 2015.
I.
Vores fælles menneskelighed ligger i vores kollektive erindring. Når noget godt er sket os, rister vi en rune, rejser en sejrssøjle, bygger en triumfbue. Når noget slemt er sket os, skaber vi et mindemonument, opsætter en mindeplade, indretter en mindelund, tænder en evige flamme. Vi etablerer steder, hvor vi kan vedligeholde en erindring og skabe en fortælling, der gør det hele til at forstå.
II.
Det er marts i Middelhavet. Jeg er på Lampedusa, den italienske ø, der udgør Europas sydligste punkt, men ligger tættere på det afrikanske kontinent. Sammen med min kollega Morten skal jeg skrive en serie artikler.
Sidste år, i 2014, søgte 170.000 flygtninge mod Italien over Middelhavet, og med jævne mellemrum omkommer mennesker i bådkatastrofer syd for øen. 366 den ene gang. Så 750. Så op mod 1500.
Italien søsatte i efteråret 2013 en stor redningsaktion, opkaldt efter romernes navn for Middelhavet, Mare Nostrum, Vores hav. EU overtog siden programmet, men skruede ned for blusset. Men menneskesmuglernes fortsætter uanfægtet deres business. I det lovløse Libyen, hvor vesten fjernede Gadaffi og derefter vendte ryggen til kaos, har forbryderbanderne kronede dage. Og hvis der er en vare, som der ikke er mangel på, er det menneskelige kontrabande. De seneste dage er adskillige flygtningebåde igen blevet opbragt af Guardia Costieras, kystvagten, der har evakueret tusindvis af naivt håbefulde migranter op fra det stormfulde havs bundløse bølger.
Jeg taler med folk på Lampedusa, der siger, at på den ene side møder man ikke flygtningene på øen, fordi de hurtigt transporteres til større modtagecentre på Sicilien, men på den anden side er man i en konstant mental alarmtilstand, fordi man ved, at nye lig kan skylle i land, og hver gang man hører sin ø omtalt, er den i tilknytning til ord som katastrofe, krise, tragedie. Hvad jeg – og de – ikke ved er, at druknekatastroferne eskalerer om seks uger.
III.
Mens EU mest fokuserer på at forsegle de ydre grænser, ønsker mange øboer på Lampedusa at hjælpe flygtningene. Morten og jeg møder Giacomo Sferlazzo, der er med i kollektivet Askavusa, som står bag et lille migrantmuseum på øen. Det ligger med udsigt over Middelhavet og havnen.
Her kan man se flygtningenes personlige ejendele, tøj, sko, breve, billeder, kurve, blikdåser, redningsveste. Sammen med andre frivillige har Giacomo Sferlazzo de seneste år indsamlet flygtningenes få ejendele i de faldefærdige skibe, som kystvagten har bragt ind til land, når flygtningene er blevet evakueret. De fleste skibe er i dag blevet hugget til op og brændt, men nogle få ligger stadig på en parkeringsplads bag havnen.
Askavusas logo forestiller to fodaftryk, og det er der en god grund til. Kollektivets navn betyder slet og ret ‘bare fødder’. Sådan kalder de sig, fordi alle mennesker engang var barfodede, og når immigranterne ankommer, har de ofte intet fodtøj. Når man er barfodet, er man i direkte kontakt med virkeligheden, mener Giacomo Sferlazzo, som sammen med sine kolleger driver foreningen for privat indsamlede midler. De har fået tilbud om sponsorbidrag fra virksomheder som Benetton, Banca Nazionale del Lavoro og Soros Foundation, men har sagt nej til dem alle. Askavusa vil ikke fedtes ind i kapitalens forsøg på at købe aflad, fortæller Giacomo.
IV.
Blæsten fra Middelhavet flår gennem mørket i de lave palmer udenfor vinduet. Jeg prøver at læse, men har fået en sang på hjernen. Fra Engeland til Skotland…
Jeg tror det skyldes ligheden mellem omkvædets ‘helledusseda’ og Lampedusa — og ikke nok med det: hvis man ændrer lidt på sangens geografi og et par andre småting, kommer den pludselig til at handle om bådflygtningene og de synkefærdige træbåde, som vi har set ligge som havarerede hvaler ved havnen. Man kan f.eks. gøre skipperen til menneskesmugler. Og i stedet for at konen bliver tævet gul og blå og hejst i masten som det svenske flag, kan hun blive tævet sort og hvid og være terrororganisationen Islamisk Stats uhyggelige fane.
Sangen summer i mit hoved. Det er som om flygtningenes stemmer ude fra havet sniger sig ind i en dyb, melankolsk tone, der samler sig til et kakofonisk kor: ‘Vi kommer langvejs fra,’ synger de. Og Lampedusseda, kværner det i mit hoved:
Fra Libyen til Italien
der sejlede en brig
med læk i begge ender
og med rådden mast og rig –
og Lampedusseda
vi kommer langvejs fra!
Hurra for smuglerens kone
når vi ser Euro-o-pa…
Vi havde intet anker
og heller intet rat
vi styred’ efter stjernerne –
og smuglers gamle hat
og Lampedusseda
vi kommer langvejs fra!
Hurra for smuglerens kone
når vi ser Euro-o-pa…
Hver morgen og hver aften
så fik vi mælkegrød
men den var den slags grød
som ud i Middelhavet flød –
og Lampedusseda
vi kommer langvejs fra!
Hurra for smuglerens kone
når vi ser Euro-o-pa…
Vor smugler tæved konen
både sort og hvid hver dag
så blev hun hejst i masten
og det var ISIS’s flag!
og Lampedusseda
vi kommer langvejs fra
Hurra for smuglerens kone
når vi ser Euro-o-pa…
Jeg slå ‘helledusseda’ op. Hvad betyder det egentlig? Jeg læser at det er omdannet af udtrykket ‘herre gud’ eller ‘hellige gud’. Det er altså en påkaldelse. Og det bruges for at ”udtrykke overbærenhed, medfølelse, beklagelse eller anden følelse”, står der. Ja, medfølelse og beklagelse, det skriver jeg gerne under på.
Jeg klikker videre til en Wikipedia-artikel om den modige Søren Kanne, der i 1835 reddede en forlist skipper fra druknedøden udenfor Grenå. Det overrasker mig, at statuen, der hylder ham, først blev rejst næsten hundrede år efter bedriften, men det er vel aldrig for sent at være stolt over et bysbarn. Og så læser jeg de tre strofer fra St. St. Blichers fortællende digt om Søren Kanne, som er indgraveret på statuens sokkel. De er interessante, også på Lampedusa i 2015:
Saa skulle dog alle I danske Mænd
Af Hjertet elske hinanden!
I Faren og Døden sig give hen
Den ene med Lyst for den Anden!
Saa skulle I fast staae hverandre bi —
I pløje nu Jord eller Bølge —
Men mindst dog paa Kampens den blodige Sti
Skal Een bag en Anden sig dølge!
Og Fynbo, og Jyde, og Sjællandsfar —
Til eet Huus vi Alle jo høre.
Gud Fader os Alle i Troskab bevar!
Og Alle til Enighed føre!
Søren Kanne fra Grenå var vel en slags kollega fra en fjern fortid til nutidens søstærke redningsfolk fra Guardia Costieras, der sejler flygtningebådene i møde for at forhindre forlis og registrere og kontrollere hver enkelt asylsøgers formelle ankomst til Italien og EU.
V.
Vi går ind i kirken i Lampedusa by. Her hænger en mindeplade om Pave Frans’ besøg på øen den 8. juli 2013. Paven kom for personligt at vise kirkens omsorg for de titusindvis af migranter, der var druknet i farvandet mellem øen og Nordafrika, og han bad i kirken.
Senere møder vi Don Mimmo, byens præst. Han var endnu ikke tiltrådt i sit embede da paven kom på besøg, men han er ikke i tvivl om, hvad den katolske kirkes overhoveds besøg betød for øen og menigheden:
”Paven har givet os en metode, ikke kun os lampedusanere, men alle mennesker. Man skal ikke standse ved avisoverskrifterne, men forstå, at det handler om enkeltstående skæbner. Det at paven kom til Lampedusa for at se til fra nærmeste hold, fik manges øjne op for situationen. At det handler om mennesker.”
Overfor mindetavlen er et lille skab i væggen. Bag en glasdør står et lille podium med en lille sirlig model af malet træ og stof. Det lille tableau viser en simpel båd på havet. Om bord er en gammel mand, en kvinde og en baby. Josef, Maria og Jesusbarnet. I vandet ligger – med ryggen vendt mod os – en sort mand, der klamrer sig til rælingen. Fra båden rækker gamle Josef begge hænder hjælpende ud. Han ved hvad det vil sige, at der ikke er plads i herberget. Nu skal der være plads i båden.
”Jeg kan godt lide symbolikken,” siger Don Mimmo. En jødisk familie med et barn, der kommer til at grundlægge kristendommen, hjælper en mand, der sandsynligvis er muslim.”
Tableauet er oprindelig en gave fra et syditaliensk julekrybbeværksted til Pave Frans, der skænkede det videre til kirken på Lampedusa, da han besøgte øen i sommeren 2013. Den hellige familie er eksemplarisk, symbolikken ikke til at tage fejl af. Det som mange af os vil kalde humanisme og ansvarsfølelse, er her pakket ind i en religiøs kontekst. Det er den kristne næstekærlighed, som bliver udmøntet i praksis. Det lille tableau skal demonstrere kirkens og guds moralske overherredømme.
Men først og fremmest spiller Josef i den lille båd samme rolle som kystvagten spiller i dag. De samler de skibbrudne op, fordi det slet og ret ikke er muligt, at lade dem i stikken. Uanset hvor de kommer fra, uanset hvem de er, uanset deres motiver for at søge over havet, er man nødt til at hjælpe dem fra at drukne. Det er muligt – sandsynligt, endda – at mange ikke får opholdstilladelse i Italien, og at ikke har den fremtid i Europa, som de drømmer om. Men det må andre folk afgøre på andre tidspunkter. Det er en sag for embedsfolk og bureaukrater. I første omgang er der kun et moralsk imperativ: at redde menneskeliv.
Og så er vi tilbage ved St. St. Blichers digt om Søren Kanne. Han betoner at de danske mænd står hinanden bi og elsker hinanden, ”Fynbo, Jyde og Sjællandsfar”. Når der er fare på færde, redder den ene den anden.
St. St. Blicher kunne ikke have sagt det bedre: Gudfader, os alle i troskab bevar. Til ét hus vi alle høre. Eller med andre ord: Helledusseda! Lampedusseda!
VI.
Jeg føler mig tiltrukket af erindringssteder. Ikke sejrssøjler og monumenter for store mænd og mærkedage. Men sådan noget som skamstøtten over Corfitz Uldfelt i Nationalmuseets gård. Den hemmelige sten på Vestre Kirkegård med Struensees initialer indgraveret, der ligger ignoreret og gemt væk i træskellet, som noget nogen har kastet fra sig i væmmelse. Jeg kan lide Dybbøl Banke, mindesteder for 9/11, The London Blast og bomberne i Madrid. Jeg kan lide stedets betydning, når jeg besøger en KZ-lejr og går rundt med bukket nakke. Jeg kan lide maj i Mindelunden, gravene, henrettelsespladsen. Katastrofestederne. Krisestederne.
VII.
Vi rekognoscerer Lampedusa på cykler med en lille hjælpemotor, der skubber os op ad bakkerne. På en grusplads bag havnen ligger frønnede træskibe på række. Først tænker jeg på fiskekutterne ved Vesterhavet, der stadig bliver trukket på land. Så tænker jeg på strandede hvaler på en sandstrand, som tidevandet har trukket sig fra. Men vragene er måske snarere de sidste fra Odysseus flåde, som blev ramt, men ikke sænket, af laistrygonernes klippestykker. Under alle omstændigheder er det fra både som disse, at Askavusa har indsamlet effekter til museet for barfodfolket, der kom over havet fra Afrika med deres håb, drømme og desperation. Det er disse menneskers skæbne, deres ufrivillige rolle som ofre for en frygtelig virkelighed, der gør, at bådene ikke bare er maritimt storskrald, men bevaringsværdige minder. Som fiskerbådene, der bragte danske jøder til Sverige, og i samme nu holdt op med bare at være både. De blev en del af historien og kan ses på holocaustmuseer i USA og Israel.
VIII.
Vi cykler langs kysten og parkerer ved en stensætning. Middelhavet blinker blåt i forårssolen. Derude omkom 366 mennesker den 3. oktober 2013. Det var ved et bizart sammentræf lige nøjagtig dagen efter, at man derhjemme ved de danske og svenske kyster havde markeret 70-året for de danske jøders flugt. Men Middelhavet er ikke Øresund.
Et skilt fortæller, at vi står i Øen Lampedusas naturreservat: Mindehaven for ikke at glemme. Her er 366 Middelhavsplanter sat i jorden til minde om ofrene i forliset den 3. oktober 2013. Én plante for hvert lig, der lå lit de parade i hvide bodybags på havnemolen.
IX.
Længere oppe ad kysten drejer vi ned ad en grusvej og bumler ind over terrænet. Brændingen slår mod klipperne, og en en stor skulptur tegner sig skarpt mod den blå himmel. Porta d’Europa er fem meter høj, tre meter bred, lavet i ildfast keramik og galvaniseret jern af kunstneren Mimmo Paladino. På portens sider er hænder, fødder, tal og andre symboler monteret. Foran skulpturen står et lille skilt: ”Porten til Lampedusa – porten til Europa. Et monument til de migranter, som døde og forsvandt på havet.”
Det er den stenrige Arnoldo Mosca Mondadori, arving til en enorm forlagskoncern, som i 2008 bestilte og betalte værket. Også dengang druknede migranter i massevis og drev i land på Lampedusas kyster. Nu står skulpturen der som en byport med en åben dør i midten.
Porta d’Europa står ved det sydligste punkt på den sydligste ø i Europa. Her slutter det hele. På den anden side begynder et nyt kontinent, som vi ikke længere interesserer os for, et kontinent hvis folk vi dybest det foragter og frygter som fjender, der vil tage vores privilegier. Men mens vi tænker Non Plus Ultra – Efter Dette Intet, en sentens, der ifølge myten var indgraveret på antikkens Herkules-monument på Gibraltar, fordi man ikke kendte verden på den anden side af strædet, hvor Atlanten begyndte – er afrikanerne nødt til at tænke omvendt. For dem er Europa det modsatte: Plus Ultra. Men porten her på Lampedusas sydspis er et poetisk postulat uden politisk dækning. En reaktion fra en magtesløs millionær, der ikke bor på øen, men gerne vil sætte symbolske spor. Det er ærlig ment, men jeg tænker på museumsaktivisterne fra Askavusa, der ikke vil lade flygtningenes skæbner blive til en moralsk fjerpragt for de rige.
Hen mod aften skal vi finde øens mest vanvittige monument for, hvor kynisk, man kan købe aflad.
X.
Vi cykler ud til øens vestlige spids, hvor amerikanerne engang havde en base. På vejen passerer vi en strand, som blev kåret til Europas smukkeste i fjor. Her kravler nogle få af Middelhavets havskildpadder i land for at lægge æg. Så kommer naturbeskyttelsesforeningen og bygger hegn om rederne. Jeg ser for mig, hvordan en afrikansk bådflygtning kravler op på stranden side om side med en drægtig skildpadde. Han skal nok blive modtaget af en repræsentant for menneskebeskyttelsen, men kun på kort sigt. Både de italienske myndigheder og resten af Europa ønsker kun at han sejler sin egen sø igen, bogstavelig talt.
Solen synker og vi sætter kurs mod byen. På den nordlige side af øen, hvor Middelhavet vender mod Europa, ligger nogle pæne bungalower. En af dem skiller sig ud. Det er en stor ejendom, og vi kan se at der er flere bygninger inde på grunden. Der er pavilloner og pergolaer i den store have. Men der er ikke noget liv inde bag den store mur. Vi ruller ned gennem indkørslen. Porten af massiv træ er lukket til. Der er et kommunikationsanlæg og overvågningskameraer.
Her bor ikke nogen, men vi ved godt hvem ejeren er. Det er Silvio Berlusconi. Da han var premierminister rejste han – som senere paven – til øen for at vise sin opbakning til lampedusanerne. Da nogen sagde, at de var utrygge, slog han ud med armene og sagde, at Lampedusa var så trygt som nogensinde, og han ville personligt ikke være bange for noget, ja han ville endog bosætte sig på øen. Det var dengang han havde en aftale med Libyens Gadaffi om at Italien måtte sende kystvagtens skibe ind i libysk farvand for at vende migranternes både om. Og så købte Silvio øens største villa. Ifølge de lokale har han ikke sat sine ben i huset nogensinde. End ikke en lille bunga-bunga-fest er det blevet til. Men ejendommen står der som et monument. Eller som et mausolæum over de gode viljer.
XI.
På den lille Piazza Liberta, Frihedspladsen, knejser et monument på en upoleret stensokkel. Det er en firkantet søjle, en moderne version af oldtidens egyptiske obelisker, smedet i bronzeret jern med en overflade, der brydes af store revner, som om skulpturen er blevet flået i med voldsom aggression. Jeg kan med det samme se, hvem kunstneren er. Denne signatur kender jeg hjemme fra København, hvor den skabte en vis ballade i min ungdom i de tidlige firsere, da skibsreder Mærsk Mc-kinney Møller skænkede byen en prominent promenade ved Amalienborg. Amaliehaven, hedder den, mere besøgt og benyttet af tursiter, end af københavnere. Her står nogle lignende søjler af den italienske skulptør, hvis efternavn man ikke glemmer, når først man har lært det: Arnaldo Pomodoro. Arnaldo Tomat…
Jeg cirkler rundt om monumentet. Kønt er det ikke. Men det er råt, brutalt. Hvad det præcis skal udtrykke her, ved jeg ikke. Så får jeg øje på tre flagstænger, der står på række i den modsatte ende af pladsen. Foran dem står et lille skilt med tekst på både italiensk og engelsk. Der står at flagstængerne er rejst for dels at mindes alle dem, der har mistet livet i forsøget på at komme over Middelhavet til et liv i tryghed, dels for at mindes de mænd, der satsede deres eget liv for at redde andres ude på havet. Hvor er det fint, tænker jeg. En hyldest til både flygtningene og kystvagten. Når man har andres katastrofer så tæt inde på livet, som lampedusanerne har det, begynder man åbenbart at knytte sig til deres skæbner, og man får behov for at skabe synlige symboler. Senere læser jeg, at Pomodores obelisk også er en hyldest til de mennesker, som har trodset havet. Den er, står der på kommunens hjemmeside, en humanismens totem, skabt af mænd af i dag til mænd af i morgen. Pompøst, tænker jeg.
XII.
Vi runder havnen. På den fjerneste mole lægger kystvagtens skibe til. Her bringer de de folk i land, som er blevet evakueret ude på åbent hav. Vi har set nogle komme ind og blive fragtet videre med ambulance. Det var her de druknede lå på rad og række sidste efterår.
Man kan ikke komme helt ind til molen, som er adskilt fra resten af havnen med en bred jernlåge. Foran den sidder et stort skilt på muren. Det er en social ungdomsorganisation, der står bag. Morten oversætter:
”Et smil til pressen. Mens flygtningene bliver forsøgt reddet, risikerer Lampedusa at lide under effekten af et angstfremkaldende sprogbrug, ofte indeholdende mangelfulde, uartikulerede, forenklede og ind i mellem direkte forkerte informationer, som fremstiller migranternes ankomst som en aggression, en belejring og en trussel, som man skal være bange for. I øvrigt uden at udvise den mindste respekt for dem, som ankommer i umenneskelige tilstande. Dermed ødelægges de økonomiske og turistmæssige resultater, som Lampedusas befolkning har opnået i disse år. Stop reality-show’et.”
XIII.
Skråt overfor gruspladsen med flygtningens både, ligger kommunekontoret. Det er herfra borgmesteren forsøger at råbe Europas ledere op. Ikke fordi hun frygter for sin ø. Men fordi hun ønsker at hjælpe flygtningene.
På muren foran rådhuset ser vi et maleri i sort og hvidt. I en flaskepost – den skibbrudnes lønlige håb om at blive fundet – i bølgerne ser man en silhuet af tre mennesker. Protect people, not boarders, står der.
XIV.
Få uger efter jeg kom hjem fra Lampedusa, så jeg en nyhed om at der er nu indgået en aftale mellem Scandinavian Stars danske støtteforening og Frederikshavn Kommune om placeringen af et mindesmærke for ofrene for branden på Scandinavian Star i 1990. 158 mennesker omkom. Monumentet skal stå på Paradiskajen. Det skal udformes i granit, være tre meter bredt og 1,6 meter højt med indgraverede navne på ofrene. Borgmesteren siger, at færgekatastrofen er en del af byens historie.
XV.
I januar dræbte en terrorist ved navn Omar to uskyldige mennesker i København. Ved Krudttønden blev en sagesløs mand, Finn Nørgaard, skudt i brystet foran det lokale, hvor den svenske tegner Lars Vilks deltog i et debatmøde om ytringsfrihed. Samme aften blev synagogevagten Dan Uzan dræbt af den samme gerningsmand (bør det hedde ugerningsmand? Det var jo en ugerning?) i Krystalgade. Begge steder blev gennem de kommende mange uger forvandlet til et bølgende blomsterhav. Men buketter visner. Allerede måneden efter blev der oprettet en fond i Finns navn og afsløret en mindetavle for Dan Uzan i Krystalgade. Menneskeligheden byder sig til.
På det gadehjørne på Nørrebro, hvor politiet skød og dræbte dobbeltmorderen Omar, blev blomsterbuketter fjernet. Omars minde skulle udviskes. Her opsættes ingen mindetavle. Men hvorfor egentlig ikke? Sandsynligvis fordi man ikke vil skabe et mindested for en martyr, som kan opsøges af de, der sympatiserer med ham. Men han vil alligevel være en del af vores modvillige historie, som Scandinavian Star er en del af Frederikshavns, og som de druknede bådflygtninge er en del af Lampedusas.
XVI.
København i maj. Jeg sidder på en restaurant med en god ven og gammel kollega, Louise. Vi taler om Lampedusa. Siden jeg kom hjem derfra, er overfarterne fra Libyen taget til. Det samme er druknekatastroferne. Lampedusa er ikke længere navnet på en ø, men et mindemonument i sig selv. Øen der altid har været en trædesten mellem Europa og Afrika, er nu en gravsten over de navnløst døde.
Louise har arbejdet med asylret og menneskerettigheder i mange år og er medlem af Flygtningenævnet. Hun kender alt til den internationale jura, til mennesker med et autentisk beskyttelsesbehov, og til dem, der bryder op hjemmefra, ikke fordi de er forfulgte, men fordi de er fattige.
De seneste uger har været frygtelige. Med den milde forsommervejr i Middelhavet har menneskesmuglerne åbnet flere ruter, og drukneulykkerne tager til. Sorte mennesker flyder rundt i bølgerne, som manden, der får hjælp af Josef, jomfruen og menneskesønnen i det lille tableau i kirken på Lampedusa. I disse dage behøver Middelhavets hammerhajer ikke at jage, skrev jeg i avisen. Den forsvarsløse føde kommer duvende ned til dem fra de sejlende serveringsfade, som oftere og oftere sætter ud fra havnebyerne i det lovløse Libyen og havarerer i bølgerne.
Jeg fortæller om træbådene, der lå som makabre monumenter på pladsen bag havnen på Lampedusa. Siger at de fleste både, som er kommet til øen gennem årene, er blevet bugseret væk, hugget op, brændt på lossepladsen.
Så tager Louise sin telefon frem, leder lidt, finder en video. Det er en af hendes venner, en tidligere nabo, en tysk kunstner, Mathias Willvonseder. Han tog forrige år til Lampedusa for at lave en installation med globusser med lys i. Det virker bekendt, noget dæmrer langsomt. Så går det op for mig, at jeg har set en video om projektet tidligere uden at ane, at det var min vens ven, der stod bag. Jeg ser den igen. Mathias Willvonseder går rundt blandt de gamle flygtningebåde på gruset bag Lampedusas havn. Han placerer de oppustede globusser, der ligger som enorme klynger af frøæg i vandspejlet. Da Middelhavs-aftenen sænker sig, tændes de blågrønne kloder, der lyser i mørket som runde lanterner. Mathias Willvonseder siger, at jordkloden er et symbol for menneskeheden. Vi rejste ud i rummet for at opdage månen, men det vi opdagede, var vores egen jordklode set udefra, og der gik det op for os, hvad menneskeheden er fælles om.
Lampedusseda.