Weekendavisen den 4. september 2015.
Interview. Jeannette Ehlers modtog i sommer Kunstkritikerprisen for en udstilling om Danmarks fortid som slavenation i Ghana og på De Vestindiske Øer. Hun har et forslag til hvad der bør ske, når 100-året for slaget af øerne til USA skal markeres i 2017.
Til næste år er det 100 år siden, at Danmark og USA forhandlede en aftale på plads om salget af De Vestindiske Øer – Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix – og i 2017 er det så rund årsdag for selve overdragelsen, der indbragte den danske stat 100 millioner kroner.
I den anledning vil kunstneren Jeannette Ehlers opstille en skulptur til minde om de tusindvis af afrikanere, der arbejdede som slaver for de danske ejere af sukkerrørplantagerne. Monumentet skal, hvis det bliver realiseret, stå ved Den Kongelige Afstøbningssamling på havnekajen i Toldbodgade i København. Her udstiller Statens Museum for Kunst sin samling af op mod 2000 gipsskulpturer, men bygningen blev oprindelig opført som lager for sukker og rom under navnet Vestindisk Pakhus.
Jeannette Ehlers, hvis far er fra Trinidad og efterkommer af slaver fra De Vestindiske Øer, vil basere mindemonumentet på en performance fra hendes udstilling Say It Loud!, som for et par måneder siden blev belønnet med Kunstkritikerprisen 2015. I denne performance, ‘Whip It Good’, sidder kunstneren selv i en stor kurvestol med et hvidt klæde om livet. Den nøgne, brune overkrop og de bare ben er bemalet med hvide linjer og ansigtet er sminket kridhvidt med brune brudflader. I hånden har Jeannette Ehlers en enorm pisk, som hun bruger mod et hvidt lærred. Bag hende ser man nogle store, hvide skulpturer fra Afstøbningssamlingen.
”Jeg vil gerne skabe en skulptur med udgangspunkt i den rolle, som jeg tager på mig i min performance. Mit ønske er, at den skal stå til venstre for facaden på det gamle pakhus, hvor man opbevarede varer, som kom hjem fra slaveøerne. Til højre for står i forvejen en stor afstøbning af Michelangelos ‘David’, og jeg synes at det er på tiden, at den store hvide mand får selskab af en stor sort kvinde,” siger Jeannette Ehlers.
Den Kongelige Afstøbningssamling er positivt interesseret i projektet, men endnu er hverken tilladelser eller finansiering på plads. Det skal Jeannette Ehlers arbejde med i den kommende tid. Hun håber at både fonde og kommunen vil synes om ideen. I så fald vil det blive det første og eneste kulturhistoriske mindested for den Danmarks tid som slavenation i 1700- og 1800-tallet. Jeannette Ehlers mener, at 100-året for frasalget af øerne meget passende kan være anledningen til at mindes fortiden:
”Hvis det lykkes at få opbakning til mindemonumentet, er vi nået langt i vores erkendelse af denne del af Danmarkshistorien. Alle er enige om, at det er vigtigt, at man ikke glemmer sin nations historie, men derfor er det også påfaldende, at der ikke allerede findes mindesmærker for de mennesker, som Danmark holdt som slaver. Perioden med den Transatlantiske slavehandel er basis for den rigdom og velstand som vi lever med idag. Desuden har vi monumenter over for eksempel krigsførere og faldne soldater, men intet omkring de tusindvis af mennesker der arbejdede sig ihjel under opbygningen af den moderne verden. Det vil jeg gerne lave om på.”
Jeannette Ehlers er sammen med andre uafhængige kunstnere, musikere og teoretikere i gang med at forberede en række udstillinger i anledning af 100-året for salget af De Vestindiske Øer. Der bliver tale om et udvekslingssamarbejde med kunstnere fra øerne, som i dag er kendt som US Virgin Islands, Jomfruøerne. Udstillingerne kommer til at bygge bro mellem vores nationer, bl.a. via det gamle Vestindisk Pakhus og et pakhus på Sankt Croix, en ide som er søsat af migrationsforsker Helle Stenum. Titlen bliver derfor ‘Warehouse To Warehouse’,
Du har fået Kunstkritikerprisen og Daniel Denciks film ‘Guldkysten’ om korruption på slavefortet i Ghana har haft premiere denne sommer. Er der mon ved at komme en ny bevidsthed om slavefortiden?
”Ja, det er der måske. Men vi har også brug for flere nuancer. Vi fortæller normalt kun, at Danmark stoppede slavetransporten, men vi glemmer at det ikke var af humane årsager, men fordi det ikke længere kunne betale sig at fragte nye slaver over til De Vestindiske Øer fra Afrika. Derfor gjaldt det om at øge slavebestanden på øerne og over en tiårig periode at fragte flest mulig afrikanske kvinder til plantagerne så de kunne føde en masse børn, der kunne vokse op som slaver.”
Jeannette Ehlers afbryder sig selv, for hun er ikke tilfreds med sit ordvalg. Det er ordet ‘slaver’, der nager.
”På engelsk er man begyndt at tale om enslaved Africans, et udtryk som rummer en menneskeliggørelse, som ‘slaver’ ikke har. Men vi mangler et ord, der dækker det samme på dansk.”
Hvad med ‘slavegjorte’?
Hun smager lidt på ordet. ”Slavegjorte…? Ja, det er virkelig godt. Det vil jeg bruge fremover. Det viser i hvert fald, at der var en modpart, der tvang afrikanerne til at være slaver. Det hæver afrikanerne fra ét niveau til et andet, og sprog må gerne udtrykke respekt, for det er jo sproget, der former os som mennesker. At blive omtalt på en forkert måde, betyder noget for vores identitet og selvopfattelse.”
Jeannette Ehlers hæfter sig ved, at mange danskere ikke ser noget uacceptabelt i det, som hun selv konsekvent kun kalder ‘N-ordet’. Den nye undervisningsminister Esben Lunde Larsen foretog sidste år det, han kaldte en selvbestaltet protest mod politisk korrekthed, fordi Haribo i Sverige havde besluttet at fjerne lakridsmotiver efter klager over racistiske stereotyper. Han sagde, at han fremover kun ville omtale sorte som negre. Men efter at han blev minister, har han ændret holdning.
Hvorfor tror du, at der er så meget debat om det ord?
”Det er da positivt at han skiftede mening – hvis det altså er ud fra en ny erkendelse og ikke bare fordi han har fået ministerkappe på. Vi integrerer engelske fraser og ord i ét væk i det danske sprog hele tiden, så jeg kan virkelig ikke se, at det kan være så svært at bruge et andet ord om mennesker med afrikansk baggrund. At der stadig er så meget debat omkring anvendelsen af N-ordet herhjemme er et tydeligt tegn på det koloniale hukommelsestab som præger vores nation. Men N-ordet er dybt forankret i vores lands inhumane fortid – så det er ikke bare “et ord”, som alle de der insisterer på at bruge det, hævder. Det er ladet med racistisk betydning og er ganske enkelt uacceptabelt at bruge idag.”
Hvad synes du så om Djurs Sommerland, der i sommer blev beskyldt for racisme af en afrikansk organisation i Danmark, AEC (African Empowerment Center), fordi de har Hottentot Karrusellen?
”Jeg bakker naturligvis op. Jeg synes at det var forkasteligt at Djurs Sommerland ikke var lydhør overfor kritikken, men derimod valgte at insistere på at diskriminere og reproducere negative stereotyper. Det er arrogant og ignorant og understreger samtidig, at selv om vi skriver 2015 og der måske er en stigende tendens i øjeblikket til at gøre op med Danmarks koloniale fortid og dens indflydelse på vores samtid, så er der lang vej endnu, her i landet, hvor “hyggeracismen” sejrer.”
Jeannette Ehlers ønsker at gøre op med de kulturelle stereotypier. Hun er dog langt fra den første kunstner, der har berørt emnet. Forfatteren Thorkild Hansen skrev de dokumentariske romaner Slavernes kyst, Slavernes skibe og Slavernes øer, som indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris i 1971, og i 1967 udkom Preben Ramløvs ungdomsroman om slaverne frigivelse, Massa Peter, om Peter von Scholten, hvis historie også blev til Sven Holms og Palle Kjærulff-Schmidts spillefilm af samme navn i 1978.
Med den prisbelønnede udstilling Say It Loud! viste Jeannette Ehlers et drømmeagtigt – eller snarere: mareridsagtigt – billede af gådefulde, smertefulde og udviskede skikkelser, der i videoprojektioner fremstod som en slags fortabte spøgelser i tid og rum. Udstillingen udfordrede sit publikum til at tænke over politiske magtrelationer og personlige identitetsforestillinger. Som sådan gødede den jorden for Daniel Denciks Guldkysten, der også rummer dunkle og gådefulde skildringer af den danske slavenations mest korrumperede og mørke sider. Men Jeannette Ehlers forlod biografen i en mærkelig stemning:
”Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det gamle afrikanske ordsprog “Until The Lion has his Historian, The Hunter will Always be the Hero”. Guldkysten er utrolig smukt filmet og Daniel Dencik har utvivlsomt haft gode intentioner, men jeg har problemer med filmens vinkel. Igen er det kolonimagten, der fortæller historien. Afrikanerne i filmen fremstilles som passive og viljeløse og har ingen nævneværdige replikker. Den eneste sorte, der spiller en vigtig rolle, er tilsyneladende døvstum. Jeg er glad for at filmen fremhæver periodens brutalitet og dekadence, men det irriterer mig at den alligevel svælger i en hvid mands heltehistorie og på den måde bliver den mig utilstrækkelig”.
Hvorfor tror du at man er tilbøjelig til at fortælle om det onde gennem det gode eksempel?
”Det handler vel om stadig at fremstå i et positivt lys. Om at bevare stolthed, privilegier og magt. Indenfor mit felt taler man om “the white savior industrial complex”, og i det her tilfælde også om at fortiden ikke skal være for ubærlig. Det er altid svært at identificere sig med ‘det onde’.”
Jeannette Ehlers udstilling danner fortrop for en række initiativer i anledning af 100-året for salget af øerne. Måske vil det lykkes for hende, at få opsat et mindemonument ved det gamle pakhus, hvor sukkersækkene lå og gemte på al den sødme, som de sorte slaver havde svedt sig halvt ihjel for at høste på De Vestindiske Øer.
Sandsynligvis vil den forestående runde dag også igen være anledning til et krav om en officiel dansk undskyldning fra en organisation på Jomfruøerne, der arbejder for en rehabilitering af fortidens slaver. Hidtil har Danmark nægtet at sige undskyld. Som Niels Helveg Petersen sagde da han var udenrigsminister i 1998: ”Jeg kan ikke se det rigtige i, at mennesker, som ikke havde noget at gøre med slaveriet, skal sige undskyld til mennesker, som ikke blev udsat for slaveri.” Men mener Jeannette Ehlers at der er behov for en undskyldning?
”De vestindiske efterkommere er stadig dybt negativt præget af perioden med slaveriet, ligesom vi i den vestlige verden stadig nyder godt af den, så det giver slet ikke nogen mening at fralægge sig det ansvar. Undskyldning for forbrydelser mod menneskeheden er iøvrigt blevet givet i en del andre tilfælde, blandt andet i forbindelse med Holocaust, så hvorfor ikke for den Transatlantiske slavehandel, som trods alt strakte sig over en mere end 200 år lang periode? Det fremmer en helingsproces for efterkommerne og det er på tide at vi for alvor anerkender den relation vi har med øboerne på Jomfruøerne og tager det ansvar på os der følger med. Det vil klæde vores nation.”