Weekendavisen den 18. september 2015.
Kommentar. Frygt og medlidenhed dominerer et desperat Europa, der ikke aner sine levende råd. Der skal løftes i flok, det er umuligt at nægte.
Oldtidens klassiske græske tragedier skulle have en sjælerensende virkning på tilskuerne ved at fremkalde frygt og medlidenhed. Sådan en katharsis står vi i netop nu, alle os europæere, som er publikum til det humanitære virkelighedsdrama, der udspiller sig akt for akt, dag for dag, og som er krøbet fra kontinentets geografiske periferi til dets politiske og økonomiske centrum, og dermed ind i det europæiske hjertes ventrikler.
Er der to følelser, som er aktive i disse sitrende dage, er det frygt og medlidenhed, og jeg skulle hilse og sige, at der er plads til begge sentimenter i én og samme person. Den som ikke både frygter konsekvenserne af flygtningekrisen og samtidig har medlidenhed med de mennesker, der på én og samme gang er tragediens hovedpersoner og dens magtesløse statister, altså flygtningene, har ikke fattet en brik af, hvad der er på spil.
Det store influx af flygtninge i EU kalder på katharsis, dels for hjælpevillige mennesker med humanistisk-aktivistiske hjerter, dels for de nationaltsindede islamofober, der kræver lukkede grænser og mener at vi er udsat for en muslimsk kolonisering af vesten. Fra begge lejre kan man fornemme dette dybe, sært tilfredse suk: ‘Hvad sagde vi?!’ Det er som om, ‘de onde’ frådser i undergangsstemningen, som kunne den retfærdiggøre deres nationalchauvinisme, mens ‘de gode’ søber i al den menneskelige fortræd, som de nu kan rette deres hidtil adresseløse empati imod. Endelig, endelig!
Denne sommer og sensommer har Europa været splittet som aldrig før. Tyskland og Sverige holder grænserne åbne (mere eller mindre og så længe det varer), mens Ungarn i denne uge forskansede sig bag både et pigtrådshegn, en lov der – i modstrid med FN’s Flygtningekonvention – kriminaliserer asylsøgendes grænsekrydsning uden tilladelse, og en undtagelsestilstand, der giver politi og militær øgede magtmidler til at anholde flygtninge ved grænsen. Men Ungarn skal altså ikke udrydde en invasiv art af aliens eller dræbersnegle, men løse et massivt, akut humanitært problem. De er mennesker, flygtningene, ligesom de 200.000 ungarer, der flygtede ud af landet i 1956 efter opstanden mod Sovjet, og blev modtaget med åbne arme i vesten.
Krisen er både et spørgsmål om matematik og mentalitet. Rent matematisk er EU ikke målet for særlig mange flygtninge set i forhold til hvor mange fordrevne syrere, Bashar al-Assad har på samvittigheden. Mange millioner opholder sig inde i Syrien som internt fordrevne og andre mange millioner er flygtninge i små, udpinte nabolande som Jordan og Libanon og i Tyrkiet.
De få hundredtusinder, der er kommet til det stabile EU med den halve milliard indbyggere, er småting i sammenligning. Men processioner af flygtninge på Europas landeveje er ikke et kønt syn. Det bringer mindelser om to verdenskrige og en Balkankrig. Samtidig ankommer nye både hele tiden til Grækenland, Lampedusa har vi næsten glemt, og drukneulykkerne i Middelhavet er reduceret til hengemt notestof.
Flygtningene er kommet så massivt på kort tid, fordi nærområderne brister under den byrde, som de har løftet stort set alene i flere år, og ret beset burde et enigt og samarbejdende EU kunne klare opgaven. Men her kommer mentaliteten ind i billedet, og den er i skred i Europa. Det samme er solidariteten. Alle de humanistiske værdier, vi er opflasket med, står ikke nødvendigvis distancen i praktisk politik. Jo, måske i Sverige, som så kan holde fanen højt til det sidste, lige indtil næste Riksdagsvalg, hvor Sverigedemokraterne rydder bordet og bulen.
Den disharmoni i værdier, der er i lys lue i det europæiske samarbejde, er i sig selv alarmerende, og den kan kun nedtones gennem konkrete politiske løsninger. Men i denne uge så vi med al tydelighed, at forhandlingerne om flygtningefordelingskvoter
(denne gang for 160.000 mennesker, hvilket sandsynligvis kun er begyndelsen) blot udstiller uenigheden, fordi østlandene kategorisk ikke vil være med i en obligatorisk ordning. Spørgsmålet er også, hvordan en kvoteplan skal udmøntes i praksis. Flygtningene vil jo vælge asylland selv. Og kan man stavnsbinde en flygtningefamilie i Slovakiet, Estland eller Portugal, hvis den gerne vil til Sverige?
Syrerne er kommet for at blive. Nogle vil vende hjem til deres sønderbombede land, når muligheden måtte byde sig, men de fleste vil blive i Europa. For at bremse behovet for at helt så mange bliver ved med at kommer i årene fremover, skal vi hjælpe nabolandene til at hjælpe flygtningene. Ikke mere sniksnak og småpenge på skrømt, men gevaldige milliardinvesteringer i humanitær hjælp og samfundsudvikling.
Men først og fremmest skal den satans krig stoppes, som ingen har villet røre med en ildtang – belært af erfaringerne fra de vestlige interventioner i Irak, Afghanistan og Libyen, som alle har ført nye, massive flygtningeproblemer med sig: Grib ind, du vil fortryde det, grib ikke ind, du vil også fortryde det, grib ind eller grib ikke ind, du vil fortryde begge dele, enten du griber ind eller ikke griber ind, du fortryder begge dele…
Her står vi så, spændt ud mellem frygt og medlidenhed i et desperat Europa, der ikke aner sine levende råd. Min bekymring går i flere retninger. Flygtningene først: Min humanitære barnetro byder mig at gå ind for en liberal asylpolitik og et højt niveau af beskyttelse til forfulgte og flygtninge fra krig. Befolkningerne dernæst: Europæerne skal se sig i stand til at løse opgaverne, og selvom om matematikken taler for, taler mentaliteten måske imod i de lande, der ser sig selv som større ofre for flugten, end flygtningene er for krigen. Hvad er stærkest, modviljen eller hjælpeviljen? Og endelig: Hvad sker der med den europæiske selvopfattelse, vores identitet som tolerante beskyttere af menneskerettigheder og humanisme, hvis vi ikke evner at tage imod de syriske flygtninge?
Byrden ligger for vores fod, og den skal løftes i flok. Det er umuligt at nægte, for flygtningene forsvinder ikke. Den erkendelse er de borgerlige partier også nået frem til de seneste dage. Ganske opsigtsvækkende har Dansk Folkeparti vist en lillebitte og principiel vilje til at modtage flere flygtninge, naturligvis under forudsætning af, at de ikke skal integreres (ikke arbejde, ikke lære dansk, ikke have bolig, men indkvarteres på centre), og torsdag meddelte statsministeren lykkeligvis, at Danmark dels vil investere 750.000.000 kroner over to år til nærområdehjælp, dels frivilligt vil tage imod 1000 af de 160.000 flygtninge, som akut skal fordeles i EU, men at vi fortsat står uden for en egentlig EU-kvoteordning (ikke at forveksle med FN-kvoten, hvorfra vi årligt modtager 500 flygtninge).
Inger Støjbergs runde 0 har altså fået et ettal og to nuller foran sig. Man kan vel tale om en blød straksopbremsning af straksopbremsningen. Lars Løkke Rasmussen vil blive behersket rost af establishmentet, men bebrejdet for eftergivenhed af den yderste højrefløj, der mener at 1000 er 1000 for mange. Han vil også blive kritiseret af venstrefløjen, der mener at 1000 er for få.
Men som min milde mormor, der kom hertil på flugt fra polske pogromer, sagde med sin europæiske eksilaccent: Little is better than nothing.