Weekendavisen den 25. september 2015.
Demensgyser. Hvorfor er Ians og Julianas forhold til datteren Sofia gået i stykker?
Pigen med den gule bikini
Det er et frygtindgydende materiale, den amerikanske dramatiker Sharr White har fat i med sin intense enakter, Det andet sted, nemlig den forræderiske demens, der sniger sig ind på sit offer og sætter sig fast i hjernen som et andet stykke spyware fra helvede.
Sygdommen, der får et menneskes forstand til at fordufte, ender uvægerligt med døden. Her i landet er demens den femtemest dødelige sygdom. Man anslår at sygdommen præger tilværelsen for 90.000 danskere og 400.000 pårørende, og at tallet vil stige drastisk i de kommende år.
Sharr Whites skuespil skildrer den midaldrende Juliana, der har haft en karriere som læge og (ironisk nok!) specialist i demenssygdomme. Nu arbejder hun med at promovere medicinske produkter, og vi møder hende på scenen ved en lægekonference på St. Thomas, hvor hun holder foredrag. Samtidig krydsklippes der dels til et hospital, hvor en vrangvillig Juliana er til udredning hos en specialist, dels til hjemmefronten, hvor hendes ægteskab med Ian, der er en anerkendt onkolog, er i dyb krise.
Med elementer af oplysende performance lecture giver stykket et medicinsk indblik i demenssygdommen, men det er handlingens manglende kongruens, der for alvor giver indtryk af, hvad der sker i en hjerne, der forvitrer. Hvem er den pige i den gule bikini, som sidder midt i salen sammen med alle kongresdeltagerne? Hvad er det, der sker i Ians og Julianas ægteskab? Hvorfor er deres forhold til datteren Sofia så dårligt? Hvorfor har hun slået hånden af sine forældre?
Svarene skal ikke gives her, for det er stykkets dramatiske kvalitet, at publikum hensættes i en tilstand af forvirring. Som tiden går samler vi brikker til puslespillet, og vi begynder langsomt at se et motiv. Mange punkter ligger stadig hen i dunkelhed, men det afgørende er Julianas ondskabsfulde transformation, som Karen-Lise Mynster giver eminent sikkert. Hendes portræt af den intelligente kvinde, der ændrer karakter og personlighed under sygdommens åg, er indfølt og rørende. Flemming Enevold er som den delvis forstandige, delvis desperate, ægtemand også i fuld kontrol. Kristine Nørgaard og især Gerard Carey Bidstrup har til gengæld ikke meget at gøre godt med i en række biroller.
Stykkets titel, Det andet sted, refererer til ægteparrets sommerhus, hvor afgørende begivenheder har fundet sted. Her kulminerer det hele i en rørende scene og et fatalt flash back, som kaster lys over datterens brud med forældrene, et brud som Juliana sammenligner med den ‘de tusind snits død’, en ualmindelig brutal gammel kinesisk torturmetode. Men ‘det andet sted’ er også en tilstand midt mellem himmel og jord, fortid og fremtid, måske det underoplyste mentale sted, som den demente forvises til.
Kaspar Rostrups instruktion, Stine Martinsens scenografi og Fuzzys musik er alt andet end moderne. Der er noget decideret hengemt og gammelmodigt over hele produktionsdesignet, men fred nu med det. Det andet sted er en skræmmende gyser, der bæres af teksten og af Karen-Lise Mynsters uhyggeligt overbevisende portræt af den demenssyge kvinde, som til sin egen rædsel indser, hvem pigen i den gule bikini er.
Sharr White: Det andet sted. Iscenesættelse: Kaspar Rostrup Scenograf: Stine Martinsen. Komponist: Fuzzy. Aveny-T, Frederiksberg, til den 3. oktober, derefter turné landet.