Weekendavisen den 25. september 2015.
Polyhistorroman. Niels Lyngsøs nye roman er et oplysningsprojekt i alle genrer.
Pludselig dukker der et fortællende jeg op et stykke inde i Niels Lyngsøs roman, og man spørger sig selv, hvem dét mon er. Jeg’et manifesterer sig kun få gange, og hver gang virker det som et nålestik af gennemtænkt og velplaceret forvirring. Hvem er det, der taler, når der pludselig står sådan her: ”Jeg er optaget af danskernes kultur, deres skikke og ejendommelige adfærd. Der er så meget der er anderledes end i den verden jeg selv kommer fra.”
Hvilken stemme er det? Hvilken verden hentydes der til? Bagsideteksten har røbet, at en psykisk syg mand bliver fundet på Rigshospitalets helikopterplatform, hvor han tror at han skal hentes af et rumskib. Er det uidentificerede jeg en alien? Så skæver man til romanens omslag: Min ukendte bror, hedder den jo. Hvis ukendte bror? Jeg’ets?
Forfatteren har noget i ærmet. Han går og gemmer på en gedigen hemmelighed, som jeg hellere må lade være med at røbe her, det ville være plot spoiling. Men jeg tillader mig at tro, at der med denne slutning er lagt op til en fortsættelse, selvom det ikke er varslet, sådan som man så tit ser, når forfattere har projekteret trilogier og det, der ligner. Hvis der ikke kommer en fortsættelse, er slutningen her arrogant og irriterende uforløst. Så jeg håber!
Min ukendte bror er nemlig en gennemgribende god roman, der med stærk stilsans kombinerer og kompilerer flere genrer. Her er elementer af den psykologiske roman, spændingsromanen, forstadsromanen, ungdomsromanen, modnings- og dannelsesromanen, terapiromanen og parforholdsromanen. Intet synes Niels Lyngsø fremmed, og som læser omstiller man sig forbløffende ubesværet, fordi det hele er bundet praktisk sammen af en række vidunderligt oplysende tekster om flyvningens historie, børnebøger, byudvikling, rumforskning, sprogvidenskab, dans, antropologi m.m. Særligt stærkt står den gennemgående historie om pladen med symboler på menneskehedens jordiske liv, som rumfartøjet Pioneer bragte med ud i outer space i begyndelsen af 1970’erne som en besked til eventuelle intelligente civilisationer derude.
Manden, der bliver fundet på Rigshospitalets helikopterplatform hedder Hans-Peter, og det er hans historie, vi får rullet op – fra barndommen i 1970’ernes Skovlunde til nutiden, hvor han er kommet gennem en livstruende krise, endelig er på den grønne gren og alligevel sætter alt over styr i et altødelæggende spring. Det handler naturligvis om kærlighed. Men jeg tror nu ikke på den.
Skovlunde i 1970’erne: Fingerplanen har lagt sin hånd ned over hovedstadsområdet, hvor kommunerne bygger boliger, skoler, institutioner, biblioteker, plejehjem osv. i ét væk for at imødekomme behovene efter velfærdssamfundets stærke befolkningstilvækst. Her bor enebarnet med ingeniørfaren, der arbejder på Herlev Hospital og moren, der er ansat på Løvens Kemiske Fabrik. Middelklassen ser direkte ind i en fremtid af tryghed og velfærd. Og i en ligusterhæk.
Bag hækken ligger et ubebygget markområder. Her holder den gamle krigsflyver og pionerpilot Morian Hansen til (altså ikke en fiktiv person), og Hans-Peter drages mod de gamle flyvere. Hans far står til gengæld i spidsen for en lille borgerfraktion, der vil have flyvepladsen nedlagt, fordi den støjer. Den diametrale modsætning er afgørende for det, der skal komme til at præge Hans-Peters liv, og kimen lægges da drengen fra sit skjul i flyvernes klubhus hører sin far præsentere sig, da han overrækker en underskriftindsamling til Morian Hansen. Hans-Peter ved ikke, at faren hedder Hemming! Distancen mellem dem er skildret helt ud i sproget, hvor vi hører om ”Hans-Peters mor” og ”faren”, konsekvent ”faren”, aldrig ”hans far”.
Hans-Peter er en dreng med særlige talenter. Han ved alt om verdensrummet og han har en formidabel evne til at lære nye sprog ved selvstudier. Hvis vi ikke vidste, at han var en jordnær forstadsdreng, kunne han sagtens lyde som en extra terrestrial af en slags. Tanken om at hans forældre slet ikke er hans forældre, er ham da heller ikke fremmed, da han som voksen er i psykiatrisk terapi.
Niels Lyngsø flirter med spændingsromanen som genre på en ironisk, distanceret og elegant måde. Peter Høeg, Sissel-Jo Gazan og andre har tidligere skrevet videnskabskrimier, men ingen har gjort dét, som forfatteren gør her: han underordner det kriminalistiske det polyhistoriske, ja faktisk nøjes han med raffineret at parodiere den type litteratur, der spekulerer i spænding. Men her er altså hverken mord eller opklaring.
Min ukendte bror er, når den er bedst, et prægtigt oplysningsprojekt, en rubiksterning i romanform, et psykologisk mysterium og en eksistentiel undersøgelse. Som Hans-Peter spørger sit eget sejlbillede: ”Hvem er det som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er som du er…”
Spørgsmålet er, om der er mere i vente. Det dunkelt belyste ‘jeg’ må have mere på hjerte. Vi har endnu ikke fået hele hemmeligheden om den særligt sensitive, stærkt begavede og evigt rodløse dreng. Sandheden befinder sig stadig derude, et sted mellem Skovlunde og stjernerne.
Niels Lyngsø: Min ukendte bror. 320 sider. 300 kr. Gyldendal.