Weekendavisen den 9. oktober 2015.
Albert Camus. Simon Bennebjerg og Jacque Lauritsen står forjættende godt til hinanden i to beslægtede skuespil.
Kejserens fald
Albert Camus: Faldet. Dramatiseret af Jacque Lauritsen. Instruktion: Petra Berg Holbek. Får302, København, til den 17. oktober. // Albert Camus: Caligula. Instruktion: Mikkel Flyvholm, Morten Burian. Skuespilhuset, København, til den 17. oktober.
Albert Camus er i byen! På det lille, fine teater Får302, spiller Jacque Lauritsen sin egen dramatisering af Faldet, og lige om hjørnet, i Skuespilhuset, viser afgangseleverne fra Den Danske Scenekunstskole det historiske drama, Caligula. De to forestillinger står forjættende godt til hinanden, hvilket jo ikke er sært, fordi romanen og skuespillet sammen med essayet Sisyfosmyten udgør det, som Albert Camus selv kaldte det absurdes cyklus. Hvilket formidabelt tilfælde, at de to teatret griber til netop de to stykker samtidig.
Slægtskab til trods, er der fuld blus på forskelligheden: Jacque Lauritsen står helt alene med sin indfølte og intense monolog på den diminutive, sorte scene i Toldbodgade, ulastelig klædt og kun med et bord, en stol, et glas vand, et æble og en lommekniv som rekvisitter. Ham vender vi tilbage til.
Imens knalder de otte studerende helt ud med opulent scenografi (talentfuldt udtænkt af Ida Grarup) med videoprojektioner, pelsstolaer, røgmaskiner, korsang, kanon, saunahytte, gipsplade, styrthjelm, kæphest, strap-on-dildo, voksenble og alt til faget hørende indenfor klamme sekreter (her er både blod, lort og sæd). Trods en ret svag start og unoder og mislyde her og der, ser det hele ganske lovende ud.
I Mikkel Flyvholms og Morten Burians instruktion bliver Albert Camus’ Caligula grundigt vendt og vredet. Det, der står tilbage i hukommelsen, er imidlertid ikke respektløsheden, men ordenes portræt af mennesket, der mister sit livsindholdet og degenereres af sin grænseløse magt. For Caligula er livet ikke værd at leve efter at hans søster og elskerinde Drusilla er død, og hvis ikke han kan erobre månen, lykken eller udødeligheden, kan han i det mindste beordre, at Roms borgere skal testamentere deres formue til staten – ellers bliver de henrettet.
I den store, ordrige og vanskelige hovedrolle som den romerske kejser, der inkarnerede et blodigt rædselsregimente mellem år 37 og 41, ser Simon Bennebjerg aldeles løfterig ud. Caligulas tiltagende vanvittighed bor godt i hans trangbrystede og nærmest afpillede tyndhed. Halvt afklædt, halvt draperet i dragter, der kunne bruges til Copenhagen Pride, dominerer han fuldkommen forestillingen. Hold øje med ham.
Jacque Lauritsen er den angrende dommer, der har gjort op med sin egen uovertrufne retsfølelse, medmenneskelighed, næstekærlige barmhjertighed og hjælp til de fattige. Han har indset, at alle hans godhed i virkeligheden bundede i en afgrundsdyb, udspekuleret forfængelighed. I virkeligheden var han fuld af foragt overfor alle dem han hjalp. Han har kun været ægte entusiastisk, når han har spillet amatørteater for sjov, indser han.
Men hvorfor holder dommeren dommedag over sig selv? Det gør han, fordi han en nat mødte sin egen godheds begrænsning. En ung kvinde falder i floden fra en bro, men han gør intet for at redde hende. Der er ingen rationel grund til hans passivitet, og for første gang bringes hans retfærdighedssans – og selvbillede – i krise. Forfængelige som vi er, hjælper vi kun andre, hvis vores gode gerninger har vidner, så vi kan høste ros og anerkendelse.
Som filosofisk analyse af den menneskelige dobbeltmoral er Albert Camus roman skelsættende, og i Jacque Lauritsens version udfordres vi til at overveje vores egen humanismes motiver. Har vi det som dommeren, der godt nok kan lade som om, at han går ind for en godgørende sag, men altid er halvhjertet? Har vi – som ham – mistet troen på os selv som beskyttere af enken og de forældreløse børn? Det er i dén grad tidsrelevant teater, ikke mindst i kølvandet på den nylige flygtningeindsamling, hvor vi gav af gode hjerter, samtidig med at vi overså at Frelsens Hær samlede ind til de hjemløse. Men for dem gik ingen kendisser eller tv-stationer jo heller i forbøn.
Jacque Lauritsen, som selv har dramatiseret romanen, spiller monologen med præcision og sikkerhed og med sådan et mildt, ironisk smil, der på samme tid er indladende og nedladende, hvilket gør ham både sympatisk og djævelsk. Da vi klappede kom han aldrig tilbage. En slags kommentar til forfængeligheden?