Weekendavisen den 9. oktober 2015.
Nobelprisen i Litteratur 2015. Den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj får prisen for sit mangestemmige værk, et monument over lidelse og mod i vor tid.
Den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj, som torsdag blev annonceret som dette års modtager af Nobelprisen i litteratur, kunne leve som eksilforfatter, men hun har sin hverdag i Minsk, hovedstaden i Europas sidste diktatur. I 2011 valgte hun nemlig at flytte tilbage til Hviderusland efter ti år som Fribyforfatter i vesten, blandt andet i Gøteborg, fordi hun ikke ville beskyldes for at være en kritiker, som lod sig bestikke af udenlandsk luksus og mistede kontakten til sit hjemland. I dag bor Svetlana Aleksijevitj nøjsomt på ottende etage i et mastodontbyggeri i hovedstaden Minsk, hvor hun skriver sine bøger stort set ubemærket.
Med en baggrund som journalist har hun forvandlet research og dokumentarisme til skønlitterær skrivekunst med den cyklus af værker, som under fællestitlen ’Utopiens stemmer’, nu har modtaget Nobelprisen. Første bind, Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, fra 1986, er skrevet på grundlag af mange hundrede interviews med kvinder, der deltog i Anden Verdenskrig. Et halvt liv efter krigens afslutning, fortæller kvinderne fra Den Røde Hær om deres gerninger og oplevelser under krigen, og Svetlana Aleksijevitj forvandler de mange beretninger til et stemmespil, som man kan kalde en slags multivokal, litterær vidnesbyrdlitteratur.
De øvrige bøger i Svetlana Aleksijevitjs cyklus består af Det sidste vidne: solo for børnestemmer, der skildrer børn, som husker tilbage på Anden Verdenskrig, Bøn for Tjernobyl om atomkraftulykken og dens konsekvenser, Tiden Second Hand om det sovjetiske sammenbrud efter murens fald og Zinky Boys om de unge soldater, der endte deres liv på slagmarkerne i Afghanistan.
Til sammen udgør bøgerne en suite om sovjetmenneskets erfaringer med krige og kriser, og bøgerne står som et litterært monument over krigens grusomhed og menneskers bristede drømme. Det siger derfor sig selv, at Svetlana Aleksijevitjs forfatterskab var en torn i øjet på myndighederne i Sovjetunionen, hvor hun var underlagt censur og udgivelsesforbud. Både tidsskrifter og forlag afviste Krigen har ikke et kvindeligt ansigt fordi den var for uhyggelig og skræmmende og manglede en beskrivelse af kommunistpartiets heltegerninger.
I nye udgaver af værket citerer sin censors argument for at sortliste bogen: ”Hvem vil gå i krig efter at have læst den slags bog? De nedgør kvinden med Deres primitive naturalisme. Den kvindelige helt. De detroniserer hende. Gør hende til en almindelig kvinde. Et hundyr. Men disse kvinder er jo hellige.”
Censuren afviser forfatterens intention om at skildre den virkelighed, som krigens kvinder var vidner til. Det er ikke sandheden. Sandheden er, siger censoren, det vi drømmer om. Den er ”de mennesker vi gerne vil være!”
Når man læser Krigen har ikke et kvindeligt ansigt i dag, bliver man slået af, hvor unik tonen er som skrivekunst, og hvor præcis teksten er i sin skildring af universelle erfaringer – og at krig altid forpester menneskers liv. Svetlana Aleksijevitj skriver:
”Mennesket er større end krigen… Det, der fæstner sig i erindringen, er netop der, hvor mennesket er større. Bliver ledt af noget, som er stærkere end historien. Jeg må favne bredere og skrive sandheden om livet og døden generelt og ikke kun sandheden om krigen. Jeg må stille Dostojevskijs spørgsmål: Hvor meget menneske er der i et menneske, og hvordan kan man beskytte dette menneske, man bærer i sig? Det er hævet over al tvivl, at ondskaben frister. Den er mere interessant end det gode. Mere tillokkende. Jo mere jeg fordyber mig i krigens uendelige verden, des mere mat fremstår alt andet og bliver kedeligt og almindeligt. Krigens verden er storslået og bestialsk. Nu forstår jeg ensomheden hos dem, der er vendt hjem derfra. Som fra en anden planet eller fra det hinsides. De har en viden, som andre ikke har, og som man kun kan opnå helt derude, i dødens nærhed. Når de prøver at gengive noget af det med ord, mærker de katastrofen. De bliver stumme. De vil gerne fortælle, andre vil gerne forstå, men er magtesløse”.
Svetlana Aleksijevitj har sagt, at hun føler sig i opposition til sit eget folk. Hvor hendes sympati og empati ligger, fremgår af det svar, hun i sin tid gav den censor, der forbød hendes bøger: ”Jeg elsker ikke de store ideer, men det lille menneske.”
Krigen har ikke et kvindeligt ansigt udkommer på dansk om bare tre uger, oversat af Tine Roesen, lektor i russisk litteratur på Københavns Universitet, på det lille, nystiftede forlag, Palomar, der dermed viser udsøgt sans for timing. Til næste år udkommer endnu en af cyklussens fem bøger, Tiden Second Hand.