Kommentar i Berlingske tidende den 17. november 2004.
Hvorfor forblev danske forfattere og kunstnere tavse, da den hollandske filminstruktør Theo van Gogh blev dræbt af en fanatisk islamist?
Det spurgte Claes Kastholm Hansen om her i avisen i sin klumme lørdag, og samme dag brugte Politiken en hel side på en enquete, hvor jeg og flere andre forfattere og kunstnere blev stillet et identisk spørgsmål. Dagen efter brugte chefredaktør Niels Lunde sit brev fra hjørnekontoret til nøjagtig samme emne. Hvad jeg sagde til Politiken, vil jeg også gerne sige til Claes Kastholm Hansen og Niels Lunde:
”Jo, kunstnere bør tage ordet, og jeg forventer at det sker. Jeg er selv med i bestyrelsen for Dansk PEN, der ofte er blevet beskyldt for at være håndsky overfor kritik af islam. Men vi var naturligvis hurtige til at udtrykke vores chok over mordet på Theo van Gogh, ligesom vi for et par år siden stillede os på den franske forfatter Michel Houellebecques side, da han blev hevet i retten for at have krænket islam i en af sine romaner. Danske kunstnere stod jo også last og brast med Salman Rushdie. Hvis man holder sig tilbage for at fordømme mordet på Theo van Gogh, skyldes det enten fejhed, fejlplaceret loyalitet eller frygt for at komme til at gå højredrejningens ærende. Den frygt må man bare se stort på, for det er terrorismen og ikke højredrejningen, der er demokratiets fjende nummer 1.”
Claes Kastholm Hansen benytter lejligheden til at kritisere Dansk PEN, der som bekendt er en forening af forfattere og journalister, der arbejder for ytringsfrihed og mod censur. Han mener angiveligt, at Dansk PEN og danske forfattere og intellektuelle ligger under for frygt eller en taktisk bestemt tavshed. Hvad han overser eller ikke ved, er at Dansk PEN dagen efter mordet offentliggjorde en udtalelse, der slog fast at her var tale om et forfærdende attentat på både Theo van Gogh og ytringsfriheden (læs mere på www.pen.dk). Tavsheden var altså ikke helt så omfattende, som man gerne vil gøre den til. Faktisk var vi i Dansk PEN – der jo unægtelig er blevet beskyldt for ikke at ville give rum til kritik af islam, hvilket er noget sludder – blandt de allerførste til at kommentere drabet og udtrykke vores chok.
Situationen er kritisk. For nylig blev en lærer fra Københavns Universitet banket godt og grundigt af et tæskehold, fordi han havde formastet sig til at læse op af Koranen. Samtidig mener mange universitetsstuderende danske muslimer, at ytringsfriheden skal begrænses for islamkritikerne. Det er en situation, vi ikke kan leve med. Det giver os naturligvis begrundet frygt for, at også danske islamkritikere kan blive mål for voldelige muslimske fanatikere uden respekt for vores demokratis indretning. Men hvad er løsningen? I hvert fald ikke den selvtægt, som hollænderne nu oplever.
Sagen er – og det er dybt deprimerende – at den manglende respekt går begge veje. Samme dag som Politiken afæskede kunstnerne en forklaring på deres tavshed, fortalte et læserbrev om, hvordan en tre-fire fredelige og sagesløse indvandrerdrenge var blevet overfaldet med flasker og brosten af en stor gruppe voldelige, racistiske danskere. Jo, den slags finder også sted i vores fredelige provinsbyer. Det har måske ikke meget at gøre med ytringsfrihed, men en hel del med demokratiets tilstand og den højtbelagte danske selvforståelse. Det kan godt være at vi ikke har fået muslimerne på universitetet til at fatte hvad ytringsfrihed vil sige, men vi har heller ikke fået vores egne børn til at forstå nøglebegreber som tolerance og respekt. Er det mon et udslag af gerningsmændenes sociale situation – eller af dansk kultur? Svaret giver sig selv. Kultur må ikke blive den bekvemme model, der forklarer alle menneskers handlinger.
Måske er det ikke så underligt, at det er kommet så vidt. Flere og flere mener jo, at tolerance er det rene idioti. I fredags argumenterede Ulrik Høy i Weekendavisen ligefrem for et opgør med tolerancen. Men svaret på problemerne kan da umuligt være, at vi skal overtage metoder fra demokratiets fjender. Hvor efterlader det os selv? Terrorismen er demokratiets trussel nummer 1, ja. Men hvis vi reagerer på den ved selv at blive anti-demokratiske og intolerante, har vi allerede opgivet kampen og foræret sejren væk.
Engang var tolerance en umiskendeligt dansk værdi, som vi holdt skåltaler om ved enhver lejlighed. Men hen ad vejen opdager vi, at det er svært at være tolerant overfor de anderledes. Det er derimod enormt nemt at være tolerant overfor ligesindede. Her finder vi det danske selvbedrag i fuldt firspring.
Theo van Gogh kaldte muslimerne gedekneppere og påstod i sin film, at incestuøs voldtægt var dagens orden. Er der noget at sige til, at muslimer bliver oprørte? Intet retfærdiggør naturligvis et mord, men mordet er jo heller ikke blevet støttet af Hollands muslimske befolkning. Tværtimod er mange muslimer i fuld gang med at leve op til kravene om at sige fra overfor fanatismen. Det er derfor ikke islam, der er den vestlige verdens modpol. Det er derimod de ekstremister, der hverken kan respektere kvinder eller enhver borgers demokratiske rettigheder.
Jeg synes at det er retfærdigt at forvente, at danske intellektuelle tager indiskutabel afstand fra drabet. Men jeg synes samtidig at vi alle – kommentatorer og chefredaktører inklusive – har en forbandet pligt til at understrege, at det muslimske samfund er velkomment i Danmark, og at ingen vil antaste deres ret til religiøs og kulturel forskellighed. Hvis ikke vi bevidst vælger at holde fast i tolerancen som en del af den danske identitet, svigter vi ikke blot muslimerne. Vi forråder også vores højt besungne værdigrundlag.