Weekendavisen den 16. oktober 2015.
Eventyrteater. Amanda Collin og Nicolai Jandorf er morsomme og rørende i tour de force gennem H.C. Andersens liv og værk.
Andersen på 100 minutter
H.C. Andersens samlede eventyr. Instruktør og dramatiker: Heinrich Christensen. Mungo Park, Allerød, til den 12. december.
Jeg ved ikke om skuespilleren Amanda Collin er efterkommer i lige linje af Jonas Collin, men gid hun er. I guldalderen var den gamle jurist og gehejmekonferensråd nemlig en afgørende mæcen for H.C. Andersen, og nu spiller hans måske-tip-tip-oldebarn (eller hvad det kan være?) en vigtig rolle i Mungo Parks charmerende og stærke opsætning af H.C. Andersens samlede eventyr.
Hun begynder planmæssigt kedeligt, Amanda Collin, nemlig som en tilknappet og jomfrunalsk bibliotekar. Vi er på det lokale bibliotek, hvor der skal være H.C. Andersen-aften. Bibliotekaren Karen er stramtandet, medhjælperen Leffe (Nicolai Jandorf) minder ikke så lidt om Rowan Atkinsons anstrengt akavede Mr. Bean i både motorik og mimik, og løntilskudsmedarbejderen Peder (Jonas Munck Hansen) er introvert dysfunktionel. Der er med andre ord ikke sparet på klicheerne.
Personalet er klar. Karen udstiller en kopi af Andersens høje hat og en hvid svane. Der er bøger på reolen, kaffe på kanden og vanillekranse på tallerkenen. Nu venter de kun på borgerne. Men der kommer ikke et øje. Så får Leffe en idé. De tre kan jo selv lege H. C. Andersens eventyr.
Naturligvis er Karen først modvillig. Hun hylder Biblioteksskolens Første Bud: ”Den der ondt om Andersen taler, han skal slåes med linealer!” Men snart falder paraderne, og så går det over stok og sten gennem Andersens liv og eventyr, muntert og opfindsomt sat i scene på det mennesketomme bibliotek. Det hele koger op til en både litterær og biografistisk revy over Andersen, primært som vi kender ham, men med ok betoning af alt det, som ikke er en levende del af den genfortalte kanon. Helt pragtfuld er opvisningen af ‘Kejserens nye klæder’, hvor Karen kæmper med alt hvad hun har for at holde Leffes nøgne kejserdiller skjult – hvorefter hun til sidst smider sin bornerthed og springer ud som et mildest talt erotisk menneske, der skubber og gnubber og gnider og glider hen ad gulvet. Uh, gad vide hvad den aldrig kyssede Andersen ville tænke om det?
H.C. Andersens samlede eventyr er en underholdende og oplysende turbo-tour de force, særdeles godt skrevet og instrueret af Heinrich Christensen, og ganske skønt båret igennem af især Amanda Collin og Nicolai Jandorf, der begge viser hvordan man udvikler sig fra grim ælling til smuk svane. Hun er både sjov og sexet, og han er sikkert også begge dele, men ikke mindst er han fremragende i den meget rørende slutscene, hvor han reciterer ‘Den lille pige med svovlstikkerne’, mens han kryber sammen i udstillingsmontren. Der sidder så eventyrdigteren i sin egen glassarkofag. Jonas Munck Hansen er mere tilbagetrukket i rollen som Peder, men bidrager vigtigt som musiker og komponist. Sammen med Heinrich Christensen har han lavet forestillingens fine sange, hvor især ‘Han har også skrevet lort’ hænger godt ved.
Hvor mange af H.C. Andersens romaner kender vi? Hvor mange af digtene og skuespillene? Og hvor mange af de 156 eventyr? Titlerne farer henover en skærm og vi følger stakåndede med. Nogle dvæler vi ved, andre fordufter som dug for solen. Jo, ‘Svinedrengen’ kender vi. Men ‘Stormen flytter skilt’… øh?
På den måde er H.C. Andersens samlede eventyr rigtig fin formidling, fuld af veneration overfor den gamle digter, men også befriende respektløs i sin omgang med forfatterskabet. Det her er Andersen på 100 minutter – og på 100 måder. Og som teater på én gang morsomt, rørende og velspillet.