Weekendavisen den 23. oktober 2015.
Kommentar. Hvilken form for misforstået loyalitet fik betjentene til at følge en operationsbefaling, som er i basal strid med danske retsprincipper? Hvorfor adlød de?
Jeg kan godt lide Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt. Han virker som en retskaffen og besindig mand, og så formulerer han sig med en imponerende friskhed. I fagbladet Dansk Politi skrev han for nogle uger siden, at det indtil for nylig har været lige så svært at diskutere politiets ressourcekrise med politikerne, som det er at diskutere klimakrise med Tea Party-bevægelsen. Og så gik han til angreb på det, han kaldte ‘manicurevirkelighed’ og ‘resultatdoping’.
Jeg er ikke i tvivl om, at formanden havde en pointe, da han i denne uge gik til forhandlingerne om politiets flerårsaftale med regeringen: Siden politiforliget i 2011 er politistyrken blevet reduceret med 600 mand. Politiet er slidt op af 200.000 terrortrusselstimer. Det kan mærkes.
Men ressourcekrisen er ikke politiets alvorligste krise. Langt fra. Politiets alvorligste problem netop nu handler heller ikke om terror, men om Tibet. Sagen er jo, at Københavns Politi har løjet for både byretten, landsretten, justitsministeren og folketinget om den ’operationsbefaling’, der blev udarbejdet forud for den daværende kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i København i 2012. Som bekendt lød den skandaløse befaling på, at præsidentens sarte øjne ikke måtte generes af demonstranter med tibetanske flag. Derfor rendte danske panserbasser rundt og hev flag ud af hænderne på fredelige og lovlydige demonstranter. I denne uge var Kinas nye præsident Xi så på statsbesøg i Storbritannien. Da han kørte gennem Londons gader i karet sammen med Dronningen, viftede demonstranter med Tibet-flag. Ingen Bobby’er gik i aktion.
Da Claus Oxfeldt først udtalte sig om operationsbefalingen fra 2012, kaldte han det ”en sag uden ofre”. Men så gik det op for ham, at han vist selv var ved at manicurere virkeligheden, og han trak i land kort efter: ”Det ér en alvorlig sag. Den er alvorlig i forhold til ytringsfriheden og de grundlovssikrede rettigheder, så måske skulle jeg have formuleret det anderledes. Det, jeg mener, er, at den ikke er alvorlig i forhold til, at der ikke er nogen, der er kommet til skade – og at den dermed ikke burde være så kompliceret. Måske var det dét ord, jeg i stedet skulle have brugt.”
Sandt nok. Ingen kom til skade. Hvis ‘skade’ vel at mærke kun betyder blå mærker efter knippelsuppe. Og sagen burde sandt nok ikke være kompliceret. Hvis politiet vel at mærke ikke selv lagde løgnslør ud. Men skaden er sket. Demonstrationsfriheden kom til skade. Og tilliden til politiet kom alvorligt til skade. Alle – fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti – er enige om, at der er tale om en grotesk fejlslået magtudøvelse. Krænkelsen af demonstrationsretten, ytringsfrihedens tvilling, er et forræderi mod demokratiet, og det smerter dybt ind i sjælen, at det hele er planlagt af danske politiembedsmænd (og måske ministerielle embedsmænd, det skal kommissionen undersøge) på højt niveau og udført af danske betjente på gadeplan. Den slags sker hver dag i Kina, i Rusland, i Saudi Arabien, i en juntaregeret Bananrepublik. Men det sker ikke i Danmark. Bortset fra, at det gjorde det så alligevel.
Heldigvis har Sherif Pind nedsat en kommission, der skal undersøge hvilke banditter i habitter, der skrev den famøse befaling. Nu skal kommissionen så bruge to år på at finde ud af det. Meget ville være vundet, hvis de skyldige rakte hånden op nu og tilstod.
Mens kommissionen arbejder, kan vi stille nogle spørgsmål, der ikke er juridiske, men moralske. Det handler om Claus Oxfeldts medlemmer. De gode danske ordensbetjente, der iført kortærmede sommerskjorter verfede demonstranterne væk som var de trættekære svirrefluer.
Hvad fik dem til det? Hvilken form for misforstået loyalitet fik betjentene til at følge den operationsbefaling, som er i basal strid med danske retsprincipper? Hvad fik dem til at gøre det, som de ved er forkert? Hvad forhindrede dem i at sige fra over for deres foresatte? Mangler de forstand? Mangler de mod? Mangler de samvittighed?
Når vi står overfor voldstruslen fra hjemmegroede terroristaspiranter, spørger vi, hvad der gik galt i integrationen. Hvad fik dem til at vende demokratiet ryggen, spørger vi. Det kan vel handle om religiøs indoktrinering, omsorgssvigt eller social marginalisering. Nu stiller jeg samme spørgsmål: Hvad gik galt? Hvad fik dem til at vende demokratiet ryggen? Denne gang handler spørgsmålet bare ikke om indvandrernes sønner, men om politifolk af dansk byrd, opdragelse og uddannelse. Det handler ikke om vrede mod systemet, men om forvaltning af systemet. Det handler slet ikke om religion og kultur. Og det handler ikke om udøvelse af voldsmonopolet mod aggressive og farlige demonstranter (som ved Ungdomshuset), men om magtanvendelse over for en flok fredselskende og uskadelige venner af Tibet, hvis demokratiske rettigheder blev krænket. Dét kan betjentene ikke have været i tvivl om. Hvorfor adlød de?
Tibet-aktionen var et knæfald for den kommunistisk-kapitalistiske magt, som Kina udøver. Vi får et par pandaer til Zoo og en masse rare kontrakter til vores erhvervsliv, men til gengæld sørger vi for at undertrykke vores egne borgeres ytringsfrihed, fordi vi ved at kineserne gerne ser det sådan. Ganske vist kan vi samtidig bryste os af, at Kina låner os øre, når Institut for Menneskerettigheder fortæller dem om borgernes retssikkerhed og menneskerettigheder, og Danmark har måske været med til at påvirke kineserne til at henrette lidt færre mennesker, end de måske ellers har haft lyst til. Men det er åbenbart ikke kun os, der kan få dem til at ændre adfærd. De har også lært os et par tricks den anden vej.
Optagelserne af betjenten, der flår flaget ud af hænderne på Tibet-demonstranten foran Christiansborg, er forstemmende på samme måde som fotografiet af hans kollega, der legede med flygtningepigen på motorvejen ved Padborg i sensommeren, er sødt. Ham på motorvejen behøvede ingen operationsbefaling for at være empatisk. Ham på slotspladsen havde til gengæld mistet sit demokratiske kompas. Siden da har Københavns Politi manicureret virkeligheden (= løget) for nu at bruge forbundsformandens eget udtryk. De skyldige må være flove. Og Claus Oxfeldt må nu minde sine medlemmer om, at de ikke skal følge en operationsbefaling, der er åbenlys antidemokratisk og ulovlig.