Anmeldelse i Dansk PENs medlemsblad PEN-nyt
Susan Sontag er et intellektuelt superbrand, sådan en slags amerikanerhumanistisk Vølve, som vi elsker at lytte til, fordi hun som oftest er både klog og kritisk, litterær og politisk. Når man som hende er venstreorienteret på den der umiskendelige new yorker facon, er man samtidig meget europæisk i sin fremtoning, og derfor er Susan Sontag velegnet som en slags kulturkritisk brobygger mellem kontinenterne.
Hendes seneste essay på dansk er én lang refleksion over hvordan vi påvirkes af billeder, hvor ondskab, rædsel og lidelse fortæller historien. At betragte andres lidelser handler om den ustoppelige strøm af billeder og film fra krige og katastrofer, der bringer verdens fortræd ind i vores stuer. Hvad gør det ved os? Skaber det engagement? Eller resignerer vi? I grunden behøver vi kun at vende blikket mod os selv, for hånden på hjertet: vi har alle valgt at ignorere lidelse, som vi burde forholde os til. Men alternativet er kun et zap borte.
At betragte andres lidelse er en stor og vanskelig opgave, især når man synes, at der ingen udvej er. Når krige og konflikter spidser til, når de stridende parter synes at være døve for mægling og diplomati, når intervention kun kaster mere lidelse af sig – ja, så er mange tilbøjelige til at afskrive den portrætterede lidelse som endnu en i rækken af politiske og humanitære uoverskueligheder.
Susan Sontag skriver: ”Den indbildte nærhed i forhold til andres lidelser, som billeder tilbyder os, postulerer en forbindelse mellem de fjerne lidende – betragtet på tæt hold foran tv-skærmen – og den privilegerede beskuer, som ganske enkelt er falsk, og som er endnu en mystificering af vores virkelige forhold til magt. Så længe vi er medfølende, oplever vi ikke os selv som delagtige i det, der har forårsaget lidelserne. Med medfølelse proklamerer vi såvel vores uskyld som vores afmagt. I den forstand kan medfølelse (på trods af alle vores gode intentioner) være en skamløs – om ikke malplaceret – reaktion”.
Men hvad har vi andet end medfølelse? Vi kan købe os lidt aflad ved at støtte hjælpeorganisationerne, men vi er uden indflydelse på at lindre lidelserne. Derfor er en vis form for apati også helt legal – vi kan retfærdiggøre det med, at engagament alligevel ikke nytter. Billederne – de bedste af dem – bliver altså mest af alt en slags knager for vores samvittighed. Man behøver bare at sige stikordene, før motiverne dukker op: Warszawas ghetto, napalmangreb i Vietnam, belejringen af Sarajevo…
Susan Sontag er ikke bare en intellektuel refleksionskunstner. Hun tog konsekvensen af sit eget engagement og bosatte sig i Sarajevo, og mens serbernes granater regnede ned over byen, instruerede hun teater med livet som indsats. Bosniens skæbne er forfatterens hjertesag, og det er derfor naturligt, at hun runder bogen af med en tankevækkende pointe. I begyndelsen af 1994 arrangerede den engelske fotojournalist Paul Lowe en udstilling af fotos fra den belejrede by i et delvist ødelagt galleri i Sarajevo. På samme udstilling viste han billeder fra det krigshærgede Somalia – men det faldt ikke i god smag hos byens borgere. Hvorfor skulle deres lidelser sidestilles med somaliernes? Hvorfor skulle deres skæbne degraderes? Som Susan Sontag konkluderer: ”De grusomheder, der udspiller sig i Sarajevo, har ikke noget at gøre med, hvad der foregår i Afrika, protesterede de. Der var uden tvivl et racistisk anstrøg over deres harme – bosnierne er europæere, som folk i Sarajevo aldrig blev trætte af at gentage for deres udenlandske venner – men de ville også have protesteret, hvis det i stedet havde været billeder af grusomheder begået med civile i et hvilket som helst andet land, de var blevet bragt sammen med på udstillingen. Det er uudholdeligt når ens egne lidelser kobles sammen med andres lidelser”.
At betragte andres lidelser er ikke illustreret. Det er et klart valg, at ordene om billederne rummer pointe nok i sig selv. Og det er sandt, for billederne kender vi, og de dukker hele tiden frem undervejs i denne skarpe og vedkommende bog om os selv, vores medmennesker og vores medier.