Weekendavisen den 22. januar 2016.
Der Tod in Venedig. Aschenbach sminker sig ind i døden for at tækkes ynglingen. Men Tadzio vil være fri som fuglen. Nicolas Bro kæmper med teksten og scenografien.
Din hud er hvid som døden
Lad os bare få det slået fast: Nicolas Bro spiller såre stærkt, flot og følsomt, med pondus og karakter i Folketeatrets opsætning af Døden i Venedig / drengen i Venedig, Jakob Weis bearbejdning af Thomas Manns Der Tod in Venedig (1911). Men han slås samtidig med en splittet tekst i dybt problematiske omgivelser, oven i købet sært og motivløst klædt i hverdagstøj anno i dag, mens alt andet står som sceniske citater af romanen og ikke mindst Luchino Viscontis ikonografiske filmatisering fra 1971.
Historien er stadig denne: Forfatteren Aschenbach er har problemer med sin kunst. Han er gået i stå, men føler sig dog tryg ved at verden en dag skal møde hans død med ‘respektfuld rystelse’. Han er nu rejst til Venedig for at nyde havluften. Men luften er sur og syg, en koleraepidemi rejser sig.
Manden, der er vant til at undertrykke sine drifter med kolde afvaskninger og arbejde, arbejde, arbejde, bliver bragt ud af fatning, da han ser den polske aristokratdreng, der er så ung, ren og uendelig smuk. Tadzio er vant til at mænd glor sultent efter ham (engang var der en mand der faldt ned af en altan mens han stirrede), men hans egen drift er rettet mod en anden dreng. Det driver Aschenbach til vanvid. Alt hvad der hidtil har defineret ham – ræson og disciplin – forsvinder. Jalousien og begæret pumper i ham. Nu er han ikke som dengang, han lod iskoldt vand drive ned ad brystet og videre ”Glasklar kulde rislende omkring erogent væv!” Nu er han ude af selvkontrol. Og imens sniger koleraen sig nærmere.
Jakob Weis har dristet sig til at give Tadzio de replikker, han ikke har i romanen. Men hvordan lægger man mundret og overbevisende et barn ord i munden? Og hvordan får man det til at virke troværdigt i en velvoksen mands fortolkning? Det problem har hverken dramatikeren, instruktøren eller skuespilleren selv fundet en forsvarlig løsning på. Tadzios ord virker slet og ret forkerte, og når Nicolas Bro skal forvandle sig fra den ældre forfatter til den unge halvgud, kommer han nemt til at tone barnestemmen så sært, at farligheden fortoner sig. Voksne, der forsøger at finde en ‘realistisk’ barnestemme, har det med at slå de spinkle strenge an og spærre øjnene op, men resultatet bliver oftest bare småklamt. Den gamle Aschenbach, der opdager sin egen liderlighed, er til gengæld ramt på kornet.
Jakob Weis har fat i mange gode ting fra romanen, som han omsætter i virkningsfulde replikker: ”Det var jo aldrig ham jeg skulle være! Derfor vælger jeg anderledes nu – fordi jeg aldrig valgte anerledes,” sukker Aschenbach. Han fungerer perfekt hele vejen igennem, helt til slutningen, hvor han ånder ud, grimt sminket på læber og øjne i et desperat og depraveret forsøg på at gøre sig køn for drengen:
”Min lille gud, min lille gud, dit blik er gråt som dæmringen, din hud er hvid som døden… og når du løfter din hånd og peger dig ind i det grænseløse, så ved du at jeg er med dig…” Men Tadzio er flagret videre, fri som fuglen. Han elsker og identificerer sig med mågerne, der både kan svæve på himlen og slå sig ned på vandet og i sandet: ”Jeg skal være den, der kan gå alle veje.”
Nina Flagstads scenografi minder om et menukort på en restaurant, hvor man både kan få mexicansk, thai, indisk og italiensk. Her er ingen specialitet, men lidt af det hele. Venstre sceneside er en badestrand med liggestol, malet bagvæg med badetelte, måger i snor fra loftet og en gine med Tadzios kække strandtøj. Højre side er Aschenbachs hotelværelse med tunge søjler, draperier, spejl, stol, rejsekuffert og en gine med den ærværdige mand elegante jaket. Mellem de to scenerum er et bassin med ægte vand og nogle trædesten. Derudover præsenteres vi for videoprojektioner, røgeffekter, lydeffekter, en gondolmodel, teaterblod, et backstagekamera og naturligvis våde fødder.
Det må være den mest unødvendigt overlæssede scenografi en litterær monolog nogensinde har været udsat for. Hvis Christoffer Berdal havde renset ud og skåret ind til benet, kunne Døden i Venedig / drengen i Venedig have stået krystalklart. Væk med omsvøbene! Jens Albinus behøvede jo ikke andet end en simpel, stationær europapalle for at gøre Primo Levis Hvis dette er et menneske til mesterligt, litterært monologteater. Nicolas Bro ville uden tvivl have magtet monologen som ren litteratur.
Jakob Weis (efter Thomas Mann): Døden i Venedig / drengen i Venedig. Folketeatret, København, til den 20. februar.