Weekendavisen den 12. februar 2016.
Hybridteater. Kan man optræde med tekster af Jørgen Leth uden Jørgen Leths egen stemme? Teater Momentum gør et modigt forsøg.
Den dekorative uorden
Cocktail. Iscenesat af Jacob Stage med tekster af Jørgen Leth. Teater Momentum, Odense, til den 27. februar.
Der ligger et indbygget benspænd i beslutningen om at lave en teaterfortolkning af Jørgen Leths tekster, nemlig fraværet af Jørgen Leths umiskendeligt prægnante og altid genkendelige stemme, som giver alt, hvad manden siger denne helt særlige klang af poesi.
Men Jacob Stage, sæsonens kunstneriske leder på Teater Momentum i Odense, er en ganske modig mand. Han kaster sig og sit ensemble – Malte Joe Frid-Nielsen, Xenia Noetzelmann, Anete Jensen og Christian Gade Bjerrum – ud på dybt vand i en omgang visuelt hybridteater, hvor kropskoreografi og skyggespilsprojektioner står side om side med ordene. Cocktail hedder forestillingen, og det er hvad den er: en række tekster, der er blevet rystet og rørt sammen til – ja, til hvad?
Som det er på mode for tiden, er skuespillerne allerede så småt i gang da vi kommer ind i salen. De sidder på en lang disk bagest på det rummelige scenegulv, småsnakker venligt med hinanden, ser ud til at befinde sig godt, de er glade, fulde af forventning og selvtillid.
Diskens yderste sider er flytbare moduler, som kan skubbes rundt som små podier og piedestaler. Først står de fire spillere med hvert deres vaskefad og barberer sig med en skraber. Det er meget Jørgen Leth-agtigt. Det samme er replikkerne, som springer fra mund til mund: ”Der er altid noget at lave. Men så laver man det, der er lettere. Det letteste er ikke at lave noget. Men det kan jeg ikke få mig selv til.”
Det er på dette tidspunkt, få minutter inde i forestillingen, at jeg første gang tænker på stemmens fravær som et bespænd, som et problem. Vi er jo så fortrolige med Jørgen Leths sound, at hans ord i andres munde virker forkert. Øret vil ikke høre det. Øret vil høre den ægte vare.
Så tager den koreograferede krop over, skuespillerne danser på disken, og rutinen ender i en flot formation, hvor hver krop er et bogstav: L E T H, står der. Det er en tavs kreditering, en original homage. Men så slår problemet ned igen. De fire spiller en scene om gråpærens tekstur, om den lyd det giver, når man sætter tænder i den (kendt fra Jørgen Leths samarbejde med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig). Jeg prøver at lade scenen leve i egen ret som et firstemmigt dialogspil, men der er hele tiden den femte stemme, stemmen som ikke er der, bortset fra som en elefant i rummet, der så at sige står i vejen for tekstværket.
Da vi når til et brudstykke fra Det perfekte menneske, filmen fra 1967, bliver paradokset endnu tydeligere. ”Denne stemme, som siger disse ord…” hører jeg én sige, men hele min lydlige opmærksomhed er fanget af fraværet af ‘denne stemme’. Samtidig viser Cocktail sin stærkeste side ved at nyfortolke Claus Nissens og Majken Algren Nielsens klassiske kropssprog fra filmen, for Malte Joe Frid-Nielsen, Xenia Noetzelmann, Anete Jensen og Christian Gade Bjerrum er klart dygtigst og mest ekspressive i samspil, når de lader kroppene og musikken tale.
Mod slutningen får jeg en underlig fornemmelse af et audiofatamorgana, men jeg tror at Jørgen Leths stemme lå som et underdrejet lydspor i en lidt kakofonisk optagelse fra Haiti. Ordene kan man ikke skelne, men øret genkender den nasale diktion. Så fanger jeg en af de sætninger, som på alle måder karakteriserer Jørgen Leth som ordmenneske: ”Jeg har selv arrangeret den dekorative uorden.”
Og så viser Jacob Stage og scenograf Rikke Juellund, hvordan en digters tekstunivers virkelig kan fortolkes med æstetisk og poetisk dybde. Fra den lange disks bagside sættes nu en række objekter op. En gammeldags skrivemaskine, to drejeskivetelefoner, en kugleramme, en frugtopsats i fire etager, et par kandelabre, en tragt – alt sammen belyst frontalt, så vi ser det i projektion som en drømmebys skyline i silhuet. Den dekorative uorden viser sig som en bevidst skabelse, hvor telefonernes ledninger trækkes som kabler mellem bygninger og røg stiger op ad tragtens næb. Sammen med den vage, lidt mystiske antydning af Jørgen Leths stemme et sted i rummet, er finalen ren poesi.