Weekendavisen den 26. februar 2016.
Kommentar. Vælgerne vil have en slags omverdensbeskyttet, nationaltsindet socialdemokratisme. Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er fremtidens alliance.
Engang i 2005 var jeg inviteret til at holde foredrag om mit syn på regeringens kulturkamp ved et arrangement i tænketanken CEPOS. Jeg efterlyste mere borgerlig humanisme og liberalt frisind, som efter min mening (dengang som nu) burde udgøre et bolværk mod tidens frembrusende intolerance og nationalchauvinisme. Jeg bemærkede godt, at folk skulede uden at nikke.
Under debatten kom vi naturligvis til at diskutere politiske alliancer, og én af deltagerne sagde, at den stærkeste politiske koalition i fremtiden ville komme til at bestå af Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Virkelig, tænkte jeg?
I forgårs aftes sad jeg så i dannet selskab og diskuterede det aktuelle kaos i det borgerlige Danmark over en en omgang mælkeis med tørret rødbede i egen saft og en kop grøn te med min ven pressechefen (han drak espresso), og da jeg refererede den ukendtes mands nu over ti år gamle politiske fremtidsanalyse, sagde han: ”Det lyder fornuftigt nok. Det er jo med Socialdemokrater og DF’ere, som det er med mennesker og chimpanser: de har 99% af arvemassen til fælles…”
Lars Løkke Rasmussen truede i denne uge De Konservative med, at deres ministerstorm mod Eva Kjer Hansen jo kunne ende i et folketingsvalg, der kunne betyde et magtskifte, hvor flygtningepolitikken vil blive fastlagt af De Radikale (underforstået: og grænserne vil stå pivåbne). Men det er næppe sandsynligt. Socialdemokraterne og De Radikale står ikke hinanden nær for tiden. Og vælgerne vil noget andet. De vil have en slags omverdensbeskyttet, nationaltsindet socialdemokratisme. Der er stadig folk i begge partier, der vil slå korsets tegn, men pragmatikerne vil kunne sætte flueben ved mange områder. Flygtninge bliver ikke en uoverkommelig knast. Efter et kommende valg kan de to partier måske sagtens tælle til 90.
Med ved middagsselskabet var også en begavet amerikaner, der besøgte Danmark for første gang. Han syntes at den danske regeringskrise var interessant, men vist også lidt kuriøs. Hjemme hos ham handler det hele jo for tiden om, hvorvidt Republikanerne vælger den fascistoide folkeforfører Donald Trump som præsidentkandidat. Sådan går det næppe, mente amerikaneren. Det var han alt for optimistisk til at tro på, sagde han. Okay, indvendte jeg, men for et år siden var der ingen, der spåede milliardæren, der minder om en psykoskurk fra en superhelttegneserie, nogen som helst chance for bare at vinde én eneste stat. Og se nu.
Jeg bemærkede, at vi, da Muren væltede, troede, at Det Demokratiske Tusindårsrige ville opstå i øst. Men i vores antikommunistiske beruselse havde vi ikke taget højde for, at folkene kunne finde på at stemme gammelkommunisterne tilbage til magten. Yeah, sagde amerikaneren, democracy har sine fejl og mangler, og der er en reel risiko for at folket slet og ret gerne vil have fascismen. Se bare Polen og Ungarn, sagde vi i munden på hinanden.
Da jeg cyklede hjem, kom jeg i tanker om en episode en sen, kold novembereftermiddag i fjor. Jeg kom gående i indre København. Pludselig var der blå blink alle vegne og politi, der holdt trafikken tilbage. Imod mig kom måske hundrede mennesker, unge som ældre, med plakater til fordel for flygtningene: ”Asyl til alle, her og nu!” For meget hjerte, for lidt hjerne, tænkte jeg.
På fortovet foran mig gik en nydelig midaldrende mand med sin teenagesøn. Manden delte ikke demonstrationens synspunkt, og han buhede ad den, mens han viste en nedadvendt tommelfinger (ikke en fuckfinger, hertil var hans opdragelse dog for god). Med fnysende foragt sagde han til sin søn, at demonstranterne var en flok samfundsnassere fra Christiania, der ikke betalte skat. Fair nok, tænkte jeg, men sandsynligvis forkert. Mange af de unge var sikkert børn af borgerskabet, der både arbejder og studerer. Og de gik side om side med Bedsteforældrene for Asyl, som er en flok pensionerede gymnasielærere fra Virum og omegn.
Så råbte manden pludselig noget, der chokerede mig: ”Arbeit Macht Frei!” Han drejede om hjørnet med sin sagesløse søn, mens de demonstrerende fortsatte mod Christiansborg. Måske burde jeg have konfrontere ham, men jeg stod naglet til jorden. Hvad er det, der får en pæn dansker til at råbe et nazistisk slagord efter en humanitær demonstration? Hvad mener han? Hvornår mistede han respekten for alle de værdier, vores samfund siges at bygge på? Hvornår vendte han demokratiet ryggen? Var han allerede på afveje i folkeskolen? Viste han tegn på latent nazisme under konfirmationsforberedelserne? Vi må vist hellere spørge hans lærer og hans præst…
Pointen med denne lille gadeanekdote er, at populisme og fremmedfrygt findes alle steder og at ingen nation er vaccineret mod antidemokrati. Det er vigtigt at huske i en tid, hvor flygtningepresset mod Europa risikere at vokse. Vælgerne stemmer populistiske og totalitært tænkende politikere til magten. Nationalistbevægelserne buldrer frem. Den frie verden slås med sin indre fascisme. Russerne har Putin, men ”vi” har i værste fald Trump. Er han en leder, som Vesten kan være tryg ved? Nej. Er han en farlig, uforudsigelig fantast? Ja.
Og så tilbage til Danmark med den – i amerikanerens øjne – lidt kuriøse krise. Kan det betyde, at jeres yderste højrefløj får magten, spurgte han? Tja, svarede jeg, mens jeg spiste det sidste mælkeis med tørret rødbede i egen saft: Hidtil har de været for kloge til at tage den magt, som medfører et ansvar, som de kan blive stillet til regnskab for af desillusionerede vælgere. De ved nemlig, at magt kan koste. Men jeg har længe syntes, at Dansk Folkeparti bør agere i overensstemmelse med deres størrelse. Spørgsmålet er nu, om arvemassefællesskabet med Socialdemokraterne kan skabe en ny alliance på den borgerlige ruin.