Weekendavisen den 1. april 2016.
Kommentar. Kampen mod radikalisering er en del af kampen mod terror. Fint nok. Men terroristerne bekæmper vi jo, for at vi kan blive ved med at være dem vi er.
Som pueril førsteårsgymnasiast skrev jeg en stil, som advokerede for dødstraf. Min pointe var vist, at demokratiet for at beskytte sig selv, slet og ret måtte ombringe de mennesker, der var en trussel mod det bestående samfund. Men hvorfor vente til de havde detoneret bomber? Nej, man måtte præventivt straffe dem, der ville en anden samfundsorden. Om nødvendigt: dødstraf. En rationel tanke, mente jeg. Hellige enfold!
Måske var mit retspolitiske faux pas en konsekvens af, at min barndom fandt sted i 70’erne, hvor jeg ved grænseovergangene havde set de uhyggelige efterlysningsplakater med portrætter af de revolutionære terrorister fra Rote Armee Fraktion. De ville, fik jeg at vide, omstyrte hele samfundet, men jeg var jo godt tilfreds med den trygge middelklasseborgerlighed, der omgav mig, så jeg havde ikke brug for de venstreradikale opviglere.
Min dansklærer rettede ikke kun kommaer. Hun skrev med rød kuglepen, at mit argument måske ikke var helt færdigbagt, og lod mig forstå, at folk bør straffes for deres gerninger, ikke for deres holdninger. Måske skulle jeg også overveje, om det er en god idé, at staten slår sine egne borgere ihjel? Måske skulle jeg se lidt nærmere på menneskerettigheder, demokrati og ytringsfrihed.
Jeg tænker tit på min lærers stileretning, og hvis du læser dette, LN, skal du vide, at jeg er taknemmelig. Mere skulle der ikke til, end et par venlige og tænksomme ord, for at redde en alt for ung mand fra det, vi i dag kalder radikalisering. Hvordan vildfarelsen havde fået midlertidig plads i mit pubertetshoved, aner jeg dog stadig ikke. Intet i min opdragelse og skolegang pegede i denne syge retning. Kort efter meldte jeg mig ind i Amnesty.
Jeg kom til at tænke på min pinlige stil i denne uge, da statsminister Lars Løkke Rasmussen talte om at kriminalisere ytringer fra muslimske prædikanter, der ”undergraver” vores samfundsmodel. Hvad jeg ikke kunne indse da jeg skrev stilen, er sådan cirka det samme, som politikerne ikke kan indse, når de diskuterer initiativer mod hadprædikanter i moskeerne, nemlig at truslen mod demokratiet ikke kun kommer fra demokratiets fjender, men også fra demokratiets vogtere, når de i kamp mod radikalisering selv bliver radikaliserede.
Idet jeg til fulde anerkender og deler det synspunkt, at fundamentalistisk og fjendtligsindet religionsudøvelse er et enormt problem, mener jeg, at risikoen for antidemokratisering kun fordobles, hvis vi selv begynder at bruge metoder, der er uforenelige med demokratiets kerne.
Kampen mod radikalisering er en del af kampen mod terror. Fint nok. Men terroristerne bekæmper vi jo, for at vi kan blive ved med at være dem vi er, altså demokraterne med respekt for ligestilling, forskellighed, politisk pluralisme, religionsfrihed osv. Omvendt bekriger terroristerne os fordi vi i deres optik er skinhellige afgudsdyrkere, der fører antimuslimske krige, mens vi dyrker den ytringsfrihed, som krænker deres profet.
Terroristernes primære plan er derfor at destabilisere vores samfund, skabe ravage og uorden, præge os med angst og true os til tavshed, gøre os til nogle andre, end dem vi er. Og lige nu ser vi ikke, hvor godt det lykkes dem. Vi er nemlig – inficeret med angst – i fuld gang med at glemme de humanistiske, demokratiske og sekulære værdier, som ellers findes i vores kulturs arvemasse.
Vores politikere fortæller os, at – omend ikke i ærlige, direkte vendinger – vi for at beskytte alt det, der er vigtigt for os, er nødt til at give stramme skruen, gøre op med menneskeretskonventioner og demokratiske grundprincipper. Som statsministeren for nylig sagde i folketinget: ”Jeg vil ikke acceptere det første og bedste notat fra en fuldmægtig, hvor der står, at her er der en grundlovsudfordring”. Ordren er altså: Ingen juridisk blødsødenhed, bare gør det muligt! Eller med andre ord: For at blive ved med at være tolerante, er vi nødt til at blive intolerante. Det er lige så problematisk, lige så idiotisk, som når venstreradikale siger, at alle skal kunne ytre sig, bare ikke racister.
Truslen mod demokratiet kommer mange steder fra. De ydre fjender kender vi, selvom de ofte er usynlige i vores midte. De indre fjender er alt andet, end usynlige. De har pæne borgerlige habitter på, de regerer på borgernes mandat, de taler til os med berettiget bekymring. Men det de siger for at gøre os trygge, får først og fremmest terroristernes ideologer og strateger til at klappe i hænderne. Det politikerne siger, er nemlig de første tydelige tegn på, at demokratiet kan presses til at opgive sig selv. Og terroristerne har god tid. De skal ikke omstyrte os på kort tid. De skal derimod skubbe os i en retning, hvor vi glemmer alt det, der har gjort os stærke. De skal få os til at tvivle på demokratiet. Bomberne dræber kun relativt få, men de indstifter frygt i millioner og får politikerne til at afskaffe frihedsrettigheder i stedet for at beskytte frihedsrettigheder. Det er nudging for terrorister.
Det, som mit unge jeg komplet havde misforstået, da jeg skrev den famøse stil, er dette: Man må gerne have andre værdier, politiske og religiøse, end samfundets fremherskende. Man må gerne i prædiken og politik gå ind for det modsatte af magthaverne. Dét er hele demokratiets pointe. Mindretals ret til at have mindretalsmeninger skal beskyttes. Ytringsfrihed handler om at dele det frie ord med sine argeste meningsmodstandere, ja med dem, der dybest set bruger frihed til at tale imod netop friheden. Det vi ikke kan tolerere, er trusler og opfordringer til vold. Den begrænsning har vi allerede i vores lovgivning, for mens man gerne må tegne og ytre sig imod Gud og hvermand, må man hverken gribe til våben eller slå på tæven. For som vi har lært af Grundtvig: Munden fri, hånden bundet!
Menneskerettighedsekspert Jacob Mchangama skrev for nylig et åbent brev til statsministeren, fordi han mente at politikerne i deres kamp mod moskeernes hadprædikanter, flirter med ideer, der udfordrer grundprincipperne i vores samfund. Han sluttede brevet med denne opsigtsvækkende svada: ”I sidste ende er det op til dig, dit parti og Folketingets øvrige partier at afgøre, om det danske demokrati skal udvikle sig i militant retning eller vedblive med at være et liberalt demokrati.”
Udvikler Danmark sig i en militant retning? På onsdagens partiledermøde om indgreb mod muslimske hadprædikanter, fastslog flere, at grundloven skulle respekteres. At dette overhovedet er nødvendigt at fremføre i en politisk forhandling, er et dybt sørgeligt. Men det illustrerer ganske udmærket, hvor langt terroristerne og de religiøse opviglere har skubbet os – nemlig derud, hvor politikerne for at beskytte demokratiet vil benytte midler og metoder til strukturelle indgreb, der presser demokratiet mere, end prædikanternes hadefulde og diskriminerende retorik gør. Misforstå mig ikke: Jeg ønsker ikke at islamisk fanatikere slår yderligere rod (jeg ønsker præcis det modsatte). Men jeg ønsker heller ikke politikere, der begrænser friheden for at beskytte friheden, begrænser tolerancen for at beskytte tolerancen og begrænser demokratiet for at beskytte demokratiet.