Weekendavisen den 15. april 2016.
Teater. Kaspar Colling Nielsen med intelligent og velspillet dramatik, som Bjarne Corydon bør se.
For nogle år siden mødte jeg en managementkonsulent, der fortalte at han fakturerede sine kunder til en timepris på jeg-ved-ikke-hvor-mange svimlende tusinde kroner. Hvad laver du så, spurgte jeg. ”Jeg laver om,” svarede han.
Det er folk som ham, vi møder i Sidst på dagen er vi alle mennesker, som er et sort, sjovt og satirisk kik ind i sjælen på de karrierebevidste typer, der arbejder 80 timer om ugen i de store konsulenthuse, som tjener kassen på rådgivnings- og strategiopgaver, når det offentlige har brug for en folkeskolereform eller et metrobyggeri.
Sidst på dagen er vi alle mennesker (et gæstespil i regi af Mammutteatret) er intelligent skrevet af Kaspar Colling Nielsen, som dog går med livrem og seler, hvad stykkets litterære struktur angår. Han minimerer dramatisk interaktion, plot og handling til fordel for dokumentarismens eller journalistikkens formsprog. Men ok, råmaterialet er angiveligt autentisk, nemlig nogle researchsamtaler til et forskningsprojekt, som en psykolog har gennemført med seks topkonsulenter.
Psykologen har bedt konsulenterne medbringe en ting, som de er særligt glade for. Katrine (Marijana Jankovic), der oplyser at hun er 32,9 år (der skal være orden i decimalerne!) tager sin computer med, den betyder alt for hende. Engang da hun så Vild med dans med kæresten, fik hun arbejdsabstinenser, forgav ondt i maven og sneg computeren med ud på toilettet, hvor hun så sad og arbejdede. Kæresten brokker sig over at hun var på lokum i 40 minutter. Det var kun 37, irettesætter hun ham.
Frode (Claes Bang) har taget sin barndoms hunds sutteklud med. Han er glad for dyr og reflekterer meget over den måde, termitter og myrer indretter sig på. Både myrer og mangementkonsulenter kan opbygge en struktur og skære helt ind til benet, siger han troskyldigt.
Emil (Simon Sears) er han sygeligt optaget af, at give jobbet alt. Som dengang hans chef Allan skabte banksektoren i Uzbekistan. Nu søger Emil det stof, der kan skabe konsulenten i ham. Han leder efter sit Uzbekistan.
Simon Sears, Claes Bang og Marijana Jankovic har hver to roller som konsulenter, desuden skiftes de til at sidde i mørket på forreste række og være den anonyme psykolog. I Nicolei Fabers instruktion fremstå spillerne sjældent og suverænt troværdige. Så gode er de alle tre, at man nærmest kunne glemme, at ordene er replikker.
Simon Sears er eminent i sine uhyggelig portrætter af de karrierekyniske Emil og Allan. Den ene er talentet, den anden er forbilledet. For dem er alt konkurrence, alt skal effektiviseres. Emil kan have 28 guldkarameller i munden på én gang. Allan måler sin tid, når han støvsuger. Og så konstaterer han, at Europa står overfor massive recessionsprobelmer, som vi slet ikke tør tale om.
Marijana Jankovic er ægte rørende som den snart 40-årige Mille, der må indrømme overfor psykologen, at hun ikke har det fundamentale på plads i livet. At arbejde, arbejde, arbejde har stjålet drømmen om at stifte familie.
Claes Bang portrætterer seniorpartneren Jens med omhyggelig præcision, så vi ser masken falde fra første færd. Magt? Nej, det interesserer ham ikke. Men anerkendelse, ja. Og så leverer han en sandhed, hvis rækkevidde skræmmer ham fra vid og sans. Hvad laver topcheferne, når de går på pension? Det ved vi ikke, for de fleste dør efter halvandet år. Jobbet bliver vores liv, siger han, og når vi stopper, er det som at få rygsøjlen revet ud.
Christian Albrechtsens scenografi er en fin fortolkning af konsulenternes karrierestige og det symbol, som de ofte bruger, når de taler om deres job: bjerget, der skal bestiges. På scenens stejle trappeformation ligger papirer i store stakke, regneark og rapporter, strategier og tidsplaner. Her, på toppen, tager vi afsked med konsulenterne. Men som Jens siger: At stå på toppen er bare en udsigt.
Sidst på dagen er vi alle mennesker er en dybt relevant og satirisk demaskering af en konsulentkultur, der organiserer, formaliserer, strukturerer og instruerer væsentlige dele af samfundsmaskinen. Managementkonsulenterne er, som fortidens korsriddere, et magtfuldt, rigt og hemmeligt selskab.
Måske lukrerer det symboltunge stykke lovlig meget på den psykologiske forskning i managementbranchen, men vi labber autenticiteten i os. Vi gyser, når psykolen siger, at konsulenten er i en permanent tilstand og derfor er nødt til at bilde sig selv ind, at tilstanden er midlertidig. Og vi væmmes, når psykologen siger, at konsulenterne opgiver deres private jeg i jagten på næste forfremmelse, men at præmien intet er værd, fordi den ikke kan indløses uden et privat jeg. Det er tankevækkende, også for os med langt mindre guldrandede karriereforløb. God tur i teatret, Bjarne Corydon.
Sidst på dagen er vi alle mennesker. Dramatiker: Kaspar Colling Nielsen, instruktion: Nicolei Faber, scenografi: Christian Albrechtsen. Mammutteatret på Betty Nansen Teatrets Edison-scene. Til den 3. maj 2016.