Weekendavisen den 21. april 2016.
Kommentar. Hvorfor ryster de mange pæne mennesker, der ikke ønsker flere flygtninge hertil, ikke mere i buskerne over den fascisme, der vokser frem i Europas egen midte?
På den ene fløj skriger internationalisterne ‘Luk røven, åbn grænserne’ og ‘Intet menneske er illegalt’. På den anden fløj råber nationalisterne ‘Ausländer raus’ og kræver at politiet får ret til at skyde flygtninge, der forsøger at komme over en grænse uden at have papirerne i orden. Det hovedløse hjerte og det hjerteløse hoved. Sådan karakteriserede professor Sir Paul Collier de diametrale modsætninger i flygtningedebatten her i avisen for nogle uger siden. Vi er nødt til at bruge vores forstand, men samtidig må vi ikke overse klodens tragedier, sagde han.
Det er vilde tider, og tingene er i skred. Ligesom holdningerne. Som da professor Uffe Østergaard, også her i avisen, i sidste uge (til interviewerens store forbløffelse!) kunne citeres for at Europa nu må forsvare sig mod flygtninge med jerntæppe, trådhegn i fire baner, lyskastere, vagtposter og bevæbnede Frontex-skibe.
Det for alvor interessante ved dette synspunkt er ikke den simple logik, at det kræver hårde grænser udadtil, at have et grænseløst kontinent indadtil. Nej, det opsigtsvækkende er naturligvis dels retorikken, der giver mindelser om Muren set fra DDR, dels at Uffe Østergaard tilsyneladende har opgivet troen på de europæiske værdier, som vi fik tudet ørerne fulde med efter Murens fald. Åh, det demokratiske, humanistiske tusindsårsrige!
Men nej, folkene har brugt deres valgfrihed til at genindsætte småfascister i regeringerne i flere tidligere kommunistiske vasalstater, og de hjemmefødte voldelige nationalister truer Europa indefra med samme styrke som terrorister og flygtninge truer og presser os udefra. Jeg forstår ikke, at de mange pæne mennesker, der ikke ønsker flere flygtninge hertil, ikke ryster mere i bukserne over den fascisme, der vokser frem i Europas egen midte.
Sjældent før har de stjernebesatte, behjertede europæiske proklamationer om nationernes broderskab og solidaritet lydt så floskuløse. Værdiord er skabt til skåltaler. I virkelighedens verden betyder de ikke så meget. Deri ligger en helt enorm intellektuel selvforførelse og et helt enormt politisk selvbedrag.
Vi magtede ikke den åbenhed, vi hyldede, og nu lyder Uffe Østergaard næsten som Jack Nicholson i rollen som oberst Nathan R. Jessep i det fine retssalsdrama A Few Good Men (‘Et spørgsmål om ære’), hvor han læser anklageren (en ung, sej Tom Cruise) lektien:
”Knægt, vi lever i en verden med mure, og de mure skal beskyttes af bevæbnede mænd (…) Hvem skal gøre det? Dig? (…) Du ønsker ikke at kende sandheden, men et sted dybt inde i dig, ønsker du, at jeg står der på muren – du behøver mig der på muren…”
Naturligvis har vi brug for grænser, også velbeskyttede grænser. Og når der går hul på de ydre, kan de indre ikke forblive åbne på samme måde som ellers, det siger sig selv. Men hele miseren, som vi har oplevet i godt og vel et år nu, handler først og sidst om, at mennesker flygter fra krige og kriser (nogle af dem har vi selv været med til at skabe), og det at flygte er en fuldt ud legitim handling. Dertil kommer alle dem, der ”bare” ønsker at forbedre deres liv. De er som 1800-tallets skandinaviske, italienske, irske og østeuropæiske udvandrere til den nye verden, men desværre har vi ikke et åbent kontinent stående parat, så dem kan vi kort sagt ikke hjælpe. Ikke her, i hvert fald.
I denne uge lød udenrigsminister Kristian Jensen som en mand, der rent faktisk har en lille ambition om at forene det hjerteløse hoved og det hovedløse hjerte til en slags rationel fornuft. Han sagde nemlig til Politiken, at man ikke kan bombe sig til fred, og at han vil investere et trecifret millionbeløb i en ny strategisk fase med mere hjælp til civile. Nu skal genopbygning m.m. være lige så vigtigt som den militære indsats. Målet er, at flere flygtninge kan blive eller vende tilbage til nærområderne.
”Vi skal hjælpe med vores udviklingsbistand, så flere afrikanere får en bedre tilværelse og får lyst til at blive i stedet for at blive økonomiske migranter og søge mod Europa,” sagde ministeren, og man spørger derfor sig selv, hvorfor regeringen så har skåret ned på udviklingsbistanden.
Om den nye strategi, er der ellers kun gode ting at sige. Og det trecifrede millionbeløb er forhåbentlig kun begyndelsen. I det omfang vi (her taler vi om hele EU) ikke vil modtage flygtninge, skal vi investere ekstremt massivt i at skabe acceptable leveforhold i de krigsramte regioner. Ellers bryder folk op igen, også fra relativt sikre områder.
Kristian Jensen sagde også, at vi risikerer en ny stor flygtningestrøm med udskibningshavne i Libyen i de kommende måneder. Donald Tusk, EU’s præsident, har sagt det samme. Det er en formidabel banal analyse, men indlysende sand. I takt med at ruterne over Det Ægæiske Hav er blevet lukket ned i EU’s tilbagesendelsesaftale med Tyrkiet, åbnes der andre steder. Folks behov for at flygte er jo ikke blevet meget mindre. Der er på ingen måde tale om effektiv brandslukning, men om at slå på et buldrende bål med en fugtig sæk. Ilden kan nemt blusse op igen.
I EU ved man godt, at tyrkerne sagtens kan lade nye både gå i vandet, hvis det findes politisk opportunt. Det er derfor, Angela Merkel ikke sætter hårdt mod hårdt overfor Erdogan i den sprængfarlige sag, hvor den tyrkiske præsident kræver, at den tyske komiker Jan Böhmermann bliver straffet, fordi han har kaldt ham (Erdogan) for en gedeknepper, der ser børneporno. Dét kan blive Tysklands svar på vores karikaturkrise.
Men tilbage til Kristian Jensens analyse af en potentiel, snarlig exodus over Middelhavet fra Libyen mod Italien. I marts drejede det sig om små 10.000 mennesker. Hvad det angår, ligger vi som vi har redt. Da en vestlig koalition bombede diktatoren Gadaffi til Helvede, forsømte man samtidig at tænke på landets fremtid. Det erkendte præsident Obama dog først forleden. Men det magtvakuum, bombardementerne efterlod, var en åben invitation til entreprenørerne på det internationale migrationsmarked, også kaldet menneskesmuglerne, sandsynligvis affilieret med diverse terrororganisationer. Bizart nok – men det lyder som en konspirationsteori – er dette kun i grænsekontrollens og overvågningsindustriens interesse.
Det er helt sandsynligt, at flygtninge kommer, og EU’s udenrigsministre har derfor i denne uge diskuteret, hvordan unionen kan assistere Italien, så der ikke opstår et nyt sagsbehandlingssammenbrud, som i Grækenland. Tidligere har vi dog set, at italienerne har vendt det blinde øje til, når flygtningene er forsvundet op i Europa eller har taget daglejerjobs til sulteløn i tomatplantagerne. Hvem tør tro på, at der kan komme styr på administrationen?
Frontex får altså nok at gøre med at patruljere det livsfarlige farvand – både af humanitære årsager og for at kunne beskytte de ydre grænser. Kristian Jensen siger, at EU er klar med ”en stor pose penge” til samarbejdsaftaler til bekæmpelse af blandt andet illegal immigration, altså flugtskibe fra de libyske kyster. Men Libyen har ikke samme stærke ledelse som Tyrkiet, som EU kan lave en mangemilliardaftale med, ja de kun en fuldkommen ny og uprøvet regering, som måske ikke har styrken til at være en legitim partner for EU. I den forstand savner vi slagteren Gadaffi og slynglen Berlusconi. De kunne lave holdbare lokumsaftaler, der holdt Middelhavet nogenlunde i ro.
”You need me on that wall”, sagde obersten i filmen. Det handlede om Guantanamo. Den europæiske diskussion handler om tusindvis af kilometer kyst vis a vis andre tusindvis af kilometer kyst. Hvis operationen skal lykkes – og målet må være, at reducere antallet af flygtninge med behov for beskyttelse, og forhindre at økonomiske migranter søger hertil – handler det ikke om at rulle Uffe Østergaards trådhegn i fire baner ud. Sådan handler kun det hjerteløse hoved. Så handler det om at at kontrollere grænserne bedst muligt, give beskyttelsesophold til dem der behøver det, bilægge konflikter og skabe bedre levevilkår gennem investeringer af en hidtil uset art og størrelsesorden. Hjerte og hoved på én gang.