Weekendavisen den 4. maj 2016.
Kommentar. Spørgsmålet om litteraturens rolle kan kun besvares af litteraturen selv, og god litteratur er altid en kommentar til sin tid.
I mandags, i Fællessalen på Christiansborg. Dansk Forfatterforening har inviteret til konference under overskriften ”Hvad er forfatterens og litteraturens rolle i samfundet?” Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen læser op fra sit manus med blid stemme: ”God litteratur er altid en kommentar til sin tid,” siger han. Hvem kan være uenig i det, tænker jeg. Alex Ahrendtsen siger, at forfatterne har god tid og derfor bør være kloge og vise, men ikke altid er det. Til gengæld, siger han, handler politikerne her og nu, når de udtaler sig, og derfor kommer de tit så galt af sted. Men både forfattergerningen og politikergerningen er håndværk, og derfor bør forfattere have mere respekt for det politiske. Underforstået: Pas I jeres, så passer vi vores. Det er naturligvis noget sludder.
Alex Ahrendtsen fortsatte med et retorisk spørgsmål: Skal forfatterne blande sig i samfundsdebatten: ”Det må være op til jer selv. Men skal jeg lytte til jer, må I sætte jer ind i sagerne. Ellers må I nøjes med at skrive jeres historier og digte.”
Ja, enig. Hvis forfatterens rolle rækker ud over at skrive selve litteraturen – og det mener jeg at den gør, ikke som et imperativ, men som en mulighed – må forfatteren naturligvis være klar over, at idiosynkrasier og indignation nok kan være en forrygende drivkraft for skrivningen, men hvis man vil deltage i den politiske debat, er det nødvendigt at diskutere konkret.
Under debatten bad jeg om ordet og udtrykte til min egen overraskelse (og til mildt chok for Alex Ahrendtsen) enighed med Dansk Folkeparti. Det har jeg mildest talt ikke for vane. Men jeg var blevet stærkt irritabel over forfatterformanden Jakob Vedelsbys indledning, der primært handlede om risikoen for at havne i en shitstorm på de sociale medier, når man som forfatter stikker snuden frem i den offentlige debat. Som eksempel nævnede han Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der for få uger siden kritiserede vilkårene i en asylteltlejr, hvorefter integrations- og grænseværnsministeren anklagede hende for at lyve.
”Man risikerer at få en lortespand i hovedet,” sagde Jakob Vedelsby, som derfor frygter at forfatterne vil trække sig fra den offentlige debat. Stormen på de sociale medier fører til selvcensur, advarede han, og varslede et beredskab til støtte medlemmer, som havner i stormvejr på grund af en politisk debat.
Det lyder jo som forsvarligt foreningsarbejde. Det kan jo også være, at der dukker en flygtningefjendtlig nationalkonservativ forfatterdebattør op, som havner i en humanistisk, kulturradikalt, venstreorienteret shitstorm? Med andre ord: Forfatterforeningen går i sporene på både de forfattere (Carsten Jensen o.a.), der for nogle år siden advarede imod tonen i debatten, og statsministeren, der gjorde det samme i sin nytårstale. Men hvis Jakob Vedelsby vil træde i karakter som formand, bør han bruge sin tid på at diskutere substansen, materien, politikken.
Da jeg cyklede hjem, slog jeg mig selv for panden, da jeg kom i tanker om, hvad jeg også burde have sagt. Forleden udtalte Alex Ahrendtsen sig nemlig (i lighed med kulturministeren) stærkt fordømmende om en klart politisk udfordrende udstilling, nemlig ‘Museum for martyrer’ på Teater Sort/Hvid, der udstiller terroristportrætter side om side med andre hæderværdige folk, der har været parat til at dø for deres overbevisning.
Men Alex Ahrendtsen har ikke set udstillingen, den er end ikke åbnet endnu. Hvordan kan man så mene noget så kategorisk om den? Det svarer jo til at kritisere en bog, man ikke har læst, at afvise et argument, man ikke har hørt. Hvad blev der af tænk før du taler? Hvad blev der af at sætte sig ind i sagerne?
Spørgsmålet om litteraturens rolle i samfundet er nemt at stille, men svært at besvare. I det hele taget er der noget selvhøjtidligt og selvsmagende over en konference som denne. Forfatteren Peder Frederik Jensen påpegede, såre sandt, at man aldrig ville spørge, hvad erhvervslivets eller landbruges samfundsrolle er. Men det er selvfølgelig nemt nok at sige i en tid med strukturelle problemer som boghandlerkrise, bibliotekskrise, kunststøttekrise, digitaliseringstrussel og et DR, der ikke har haft et ordentligt litterært program i fjernsynet siden salig Jørgen Thorgaards præsteagtige eksistenssamtaler i de trygge monopoltider. Et tv-program vil sandsynligvis, fik man indtryk af denne eftermiddag på Christiansborg, få alle litteraturens problemer til at forsvinde.
Dybest set kan spørgsmålet om litteraturens rolle kun besvares af litteraturen selv. Lige som spørgsmål om kunstens rolle skal besvares af kunsten selv. Svaret skal gives i romanform, gennem digte, dramatik og essays. Hvis man havde spurgt mig, om forfatterens rolle i samfundet, ville jeg have svaret med to ord: At skrive. Ikke andet: At skrive. For som Alex Ahrendtsen sagde: ”God litteratur er altid en kommentar til sin tid.”