Weekendavisen den 4. maj 2016.
Kommentar. Hvorfor skal statens henrettelser af landsforrædere efter 2. Verdenskrig glide i glemsel?
Igen i aften skal jeg i Mindelunden i Ryvangen. Som i fjor og i forfjor og alle årene før igen. Så længe mands minde strækker sig, har jeg været på plads på Store Gravfelt, når frihedsbudskabet er blevet afspillet og messingsorkesteret intonerer ‘Prins Jørgens March’. Vi lytter til N. Zahles Pigekor og synger med på ‘Frihedssangen’, ‘En lærke letted’ og ‘Altid frejdig’. Bagefter går vi rundt ved sørgemonumentet, hvor gravene er omkranset af rødlilla lyng, og vi defilerer forbi eksekutionspladsen, hvor frihedskæmpere døde for nazisternes kugler. Vi ser på pladen i græsset, der citerer Kaj Munk: ”Drenge, I drenge, som døde, / I tændte for Danmark i dybeste mulm / en lysende morgenrøde.” Det er altid bevægende.
Jo, mindesteder og monumenter har deres egen manende magi, og vi som besøger Ryvangen igen i aften er ikke et sekund i tvivl om stedets symbolske funktion. Her bliver et altafgørende historisk minde holdt ved lige i en helt særlig andægtig alvor, ja en nærmest sakral stemning. Dette er både en gravplads og en huskehave for besættelsen og henrettelserne, modstandskampen og dens ofre.
I de seneste mange års debat om kultur, kanon og værdier, har vi tit fået at vide, at bevidstheden om vores historie og vores rødder er afgørende for vores identitet som danskere. Kun ved at kende vores fortid, kan vi forstå vores nutid og ruste os til vores fremtid, lyder argumentet, og hvem kan være uenig? Lad os da endelig prioritere historieforskningen, undervisningen og formidlingen. Det kan kun øge vores viden om – og forståelse for – komplekse politiske problemer i nutiden.
Så meget desto mere mærkværdigt og problematisk er det, at et andet henrettelsessted i København får lov til at glide i glemsel, selvom det er en ganske afgørende scene for den danske besættelsestidshistorie. Jeg tænker på det lille, ydmyge sted langt ude på Christianshavns Vold, hvor Danmark efter besættelsen henrettede landsforrædere.
Da landet lyste fra sund til klit, denne majdag i 1945, nød danskerne frihedens rus, men kort efter rejste sig et yderst penibelt spørgsmål: Hvad skulle man stille op med de landsmænd, der havde tjent nazisterne? I juni genindførte man dødsstraffen med tilbagevirkende kraft, og i alt 46 danske borgere blev dømt for landsforræderi og henrettet ved skydning, heraf 30 på Christianshavns Vold og 16 i en plantage ved Viborg.
I dag ligger henrettelsespladsen på Christianias område. Hvis man ved præcis hvor man skal lede, kan man se betonfundamentet, hvor skydeskuret stod. Det ligger i græsset, hvor ingen har luget for mos og ukrudt, mellem stien og en lav beplantet skråning. Fire meter langt, halvanden meter bredt, i midten en afløbsrist, hvor de henrettedes blod løb ned, når politiets peloton havde udført eksekutionen, som fandt sted midt om natten.
Jeg er tit kommet løbende og cyklende ad stien ved Norddyssen, men det var først da jeg i fjor læste kollega Jesper Vinds interview med lektor Claus Bundgaard Christensen her i avisen, at det gik op for mig, hvor landsforræderne egentlig var blevet ekspederet. Jeg havde aldrig opdaget stedet, fordi intet peger i dets retning.
Henrettelsesstedet har en afgørende rolle i historien om Danmark, besættelsen og retsopgøret. Men betonfundamentet er på ingen måde en del af den danske historiefortælling eller fortidsformidling. Her er ikke et eneste signal om, hvad der foregik her. Ikke at jeg efterlyser en mindeplade med et digt. Her skal ikke spekuleres i følelser. Men hvorfor er her ikke en nøgtern oplysningstavle, der kort og konkret fortæller om henrettelserne under retsopgøret?
Kulturstyrelsen svarede sidste år Weekendavisen, at henrettelsespladsen opfattes som en fuldt integreret del af voldanlægget, der er et fredet fortidsminde. Stedet er dermed underlagt samme beskyttelse som resten af voldanlægget. Men for nylig var jeg derude, og jeg så hvordan fundamentet lå mellem to enorme containere og andre byggematerialer, som var klodset op langs stien, fordi et fredet krudtmagasin er under renovering. En håndværker sagde, at det var et rent tilfælde, at de tonstunge containeren ikke var blevet placeret ovenpå det gamle fundament.
Integreret del af et fredet anlæg eller ej. De danske myndigheder har ikke gjort en eneste bestræbelse på at bevare den sidste rest af henrettelsesstedet, hvis skur blev revet ned efter den sidste eksekvering. Det skyldes sandsynlig, at den henrettende stat er et uværdigt, skamfuldt minde. Ingen ønsker at minde sig selv og hinanden om staten, der indfører dødsstraf med tilbagevirkende kraft og henretter egne landsmænd. Måske har man ignoreret stedets betydning i tavs sympati med landsforrædernes pårørende? Måske for ikke at henlede opmærksomheden på de politimænd, der påtog sig opgaven? Under alle omstændigheder er disse hensyn ikke længere relevante.
Naturligvis er det nemmere at mindes de gode, der blev henrettet af de onde, end det er at huske de onde, der blev henrettet af de gode. Derfor går vi igen i Mindelunden i aften. Men vi bør også huske, at vi selv forfaldt til at henrette. Det er en ufravigelig del af vores nære historie, og derfor er det vigtigt at formidle stedets historiske betydning.
At lade henrettelsespladsen ligge usynligt hen, harmonerer meget ringe med den politiske konsensus om betydningen af at kende vores rødder og historie. Jeg opfordrer derfor Kulturstyrelsen og/eller Københavns Kommune til at beskytte stedet og markere det med en faktuel oplysningstavle.