Weekendavisen den 8. juli 2016.
Teater. Nille er sandsynligvis gravid med degnen, og selv har den fattige lillebonde granatchok med hjem fra krigen mod svensken…
Ludvig Holberg: Jeppe på Bjerget. Instruktør: Thomas Bendixen. Scenografi:. Steffen Aarfing. Kostumer: Marie í Dali. Grønnegårds Teatret til den 20. august.
Åh, stakkels Jeppe! Nu får han igen på rygstykkerne med tæppebankeren af Nille, fordi han drikker pengene op, og jo mere hun banker ham, des mere drikker han, og jo mere han drikker, des flere tæsk får han. En ond cirkel af sprut og vold, som vi har identificeret os med siden 1700-tallet.
Det er Olof Johannesen, der står model til ydmygelserne i Grønnegårds Teatrets udgave af Ludvig Holbergs Jeppe på Bjerget, og han har været i fremragende form til at være fuld siden han i december lallede rundt på Det Kongelige Teater som Bertolt Brechts spritstive storbonde Hr. Puntila, der nok kunne gøre Jeppe selskab over et par flasker brændevin hos Jacob Skomager.
Nu ser vi ham så som den kuede lillebonde, der sendes til byen af Nille efter grøn sæbe, og ve ham, hvis han ikke er hjemme inden fire timer. Jamen, så hurtig kan han da ikke gå frem og tilbage til byen, indvender han spagt. Nej, siger Nille, du skal da heller ikke gå. Du skal løbe! Og så må den stakkels, viljeløse mand af sted. Men vi ved jo alle, at han dumper ned i Jacob Skomagers vandingshul.
I programmet skriver Grønnegårds Teatret, at de er blevet gjort opmærksomme på, at grøn sæbe i 1700-tallet blev brugt til forsterfordrivelse, og de har spurgt en forsker om det mon er sandt, men det kan han ikke bekræfte definitivt. Jeg tør nu godt tro, at Nille ikke skal bruge de to pund grøn sæbe til at skrubbe gulv med. Hans Kirk lader jo også Adolfine spise brød med sæbe i Fiskerne da Laust Sand har besvangret hende, og i erindringsbogen Gift fortæller Tove Ditlevsen, at hun er født i en sky af sæbebobler, fordi hendes mor forsøgte at fordrive hende ved at spise grøn sæbe. Jo, den desperate Nille ved præcis hvad hun skal med sæben, og sagen er jo netop, at Jeppe er hanrej, altså maskulint og seksuelt ydmyget, fordi konen bedrager ham med degnen, og han føler sig kun sikker på faderskabet til den ældste i den store børneflok, for han blev født da degnen endnu ikke var kommet til byen.
Nu tror vi så, at vi ved, hvorfor Jeppe drikker. Men så simpelt er det faktisk ikke, når man lytter nøje til Ludvig Holbergs tekst. Det er ikke kun parforholdet, der knager. Eller rettere sagt: Måske knager parforholdet på grund af dybere traumer, der har ramt vores hovedperson? Jeg tror faktisk at trangen til alkohol er næret af angst, for Jeppe har en fortid som soldat i landmilitsen i Den Store Nordiske Krig. I ti år var han soldat, fortæller han, hvilket passer perfekt med at Danmark var i krig mod Sverige 1709-1720, altså et par år inden Jeppe på Bjerget blev skrevet.
Jeppe siger sådan her: ”Jeg glemmer altid den første Psalme Svensken skiød. Jeg troer der faldt paa eengang 3000, om jeg sagde 4000 Mænd. Das ging fordyvled zu, Jacob! Du kanst wol das ihukommen. Ich kan nicht negten, daß ik jo bange var in dat Slag.”
Jeg ved ikke, hvorfor han slår over i dette germanske kaudervælsk, men sagen er jo, at Jeppe tydeligvis lider af ikke-diagnosticeret skyttegravskuller og granatchok. På Holbergs tid havde man ikke opfundet begrebet post-traumatisk-stress-syndrom. Sæt en Afghanistan-veteran til at se stykket. Han vil genkende sig selv.
Ifølge pressemeddelelsen minder Steffen Aarfings scenografi om en ‘dødsdrone’, men der menes naturligvis ‘dødsdrom’, altså en enorm lodret tøndeformet bræddevæg. Man kunne også sige, at vi ser på en sauna, der er blevet krænget ud som en appelsinskal.
Midt på scenen er en cirkelrund platform på et par meter i diameter. Den fungerer både som den lortebunke, hvor Jeppe sover rusen ud, og som baronens elegante seng, som han vågner op i. Måske symboliserer den runde skive Jeppes livscirkel (men hvorfor er den guldfarvet?), og ideen må vel også være, at Olaf Johansen skal bringe tankerne hen på Leonardo da Vincis tegning af menneskets proportioner, ‘Den Vitruvianske Mand’.
Marie í Dali har klædt skuespillerne i et noget umotiveret højtråbende miskmask af genrehistorisk klæder, karnevalistiske dragter og gakkede kostumer, bortset fra menneskeligt almindelig Jeppe, der er i bukser og bluse.
Olaf Johannesen er naturligvis på toppen, meeeen ikke helt så fremragende som forventet. Christine Gjerulff er en dejlig aggressiv lille Nille og Michael Moritzen viser Jacob Skomager med træt og sjov kynisme. Steen Stig Lommer er en lidt bleg og barnlig, smålatterlig Baron, mens hans lakajer spilles med udmærket sjovhed af Kasper Leisner, Andreas Jebro, Jakob Fauerby og Sigurd Holmen le Dous. Peter Oliver Hansen ville sikkert gerne have haft mere at rive i som ridefoged, mens Ditte Ylva Olsen som hans kone er reduceret til at være statist.
Thomas Bendixen har lavet en ganske solid version af Jeppe på Bjerget, men specielt stor er den nu ikke.