Weekendavisen den 12. august 2016.
Teater. Festival for undergrunden i dansk teater viser tekster med fint potentiale. Men skuespilpræstationerne – uha, uha…
Et vildskud er et skud fra den grundstamme, som en forædlet plante er podet på, for eksempel en rose. Men Vildskud er også navnet på en festival for små, uafhængige frie og frivillige grupper i den mere ukonsoliderede del af scenekunstmiljøet. I navnet ligger, tænker jeg, et ungdommeligt frygtens fravær og et mod til at slå en skæver, til ikke at ramme målet. Hatten af.
Mandag aften blev årets Vildskud skudt i gang. Festivalen har været afholdt siden 2003 i prøvelokalefællesskabet TeaterHUSET i København, altså i det gamle kulturhus i Magstræde, hvor en masse flowerpoweraktivister i 1970 i tidens ånd omdannede Styhr & Kjærs gamle værktøjsfabrik til et hjemsted for alskens kollektiv krea. Her er blevet spillet pigtråd, punk og new wave, læst digte og jazzet, og her er blevet junket og røget fede i stride strømme. I dag ligger her stadig en række skumle og skramlede off-off-scener, hvor en række teatergrupper udlever deres drøm om at skabe independent-teater, og nede i gården hænger ungdommen ud med øl, smøger, kaffe og kage.
”Sølv! Temafarven skal være sølv!” Må en eller anden have sagt til et planlægningsmøde. Og sådan blev det. Henover gården hænger store sølvbogstavballoner, der former navnet V I L D S K U D, i et hjørne står et sølvpiano, i baren hænger sølvpapirlanterner, på bordet står sølvroser, ud af vinduerne hænger strimler af sølvlamé, langs muren står træpaller draperet i staniol, og op ad trappetrinene er små sølvfodspor limet fast.
Vi følger sporene op til den første af aftenens fem små forestillinger, Det’ bare tæer. Den lille gruppe, der kalder sig Stol på Stol, beder os om at tage sko og strømper af, inden vi går ind i lokalet, og dermed rammer de – godt set! – lige ned i anmelderens uvilje. Hvis det var en moské eller en badeanstalt, skulle jeg nok lade skoene stå, men helt ærligt! Det her stinker langt væk af fix idé. Men ok, måske er der en kunstnerisk pointe, så jeg lader min gode tugtelse vinde over min ulyst. Hvilket viser sig at være ganske unødvendigt. En halv time efter er en konturløs barfodspantomime forbi, og jeg hiver sko og sokker på igen, mens jeg føler mig lidt som offer for en umoden idé om, at publikum selv skal mærke værket. Stol på Stol op- og udfordrer os til at erkende vores fordomme og fobier, og det er fint, men denne fantasi over fødder er hverken gal nok eller radikal nok til at flytter grænserne for det, folk i dag kalder komfortzoner.
Videre til næste scene, hvor gruppen Luloma optræder med forestillingen De tre rum, som var en af vinderne ved Mungo Park Teater Battle i fjor. Tre unge piger stå ved siden af hinanden, stationære i deres positioner hele forestillingen igennem, som om de befinder sig i hver deres rum (jf. titlen), både fysisk og psykisk. De mundhugges og taler forbi hinanden, og vi må lytte opmærksomt for at stykke en struktur sammen. Det handler om, at den ene af pigerne har truffet nogle valg, som fik konsekvenser for hendes forhold til de andre og hendes forældre. Det handler om en fyr, Joachim, der var så langt ude, at pigen drev med i et forsøg på at nå ham: ”Man skal indrømme at man er ulykkelig, før man kan finde ud af, hvordan man bliver lykkelig,” siger hun.
Hvad der er sket pigerne imellem, ligger hen i det dunkle, men det er jo ofte i det usagte, man skal finde pointerne. Og bedst som man tror, at De tre rum ”kun” handler om ungpigeproblemer, vokser en samfunds- og civilisationskritik, kulminerende med nogle helt skønt malplacerede og tidsforskudte replikker om at Beyoncé nu er præsident i USA efter otte år med Donald Trump!
Lulomas tekstarbejde er absolut ikke uden talent. Faktisk ligner det et lille, kollektivt udviklet stemmespil af helt god kvalitet. Til gengæld lader skuespillet så meget tilbage at ønske, at vi forbigår det i høflig tavshed. Gruppens potentialet ligger i udviklingen af dramatikken som tekst, helt frem til slutreplikken, der står og dirrer med velskabt uhygge: ”Piger, kan I også mærke, at der sker noget underligt med os?”
Hurra för Scandinavia hedder næste stop. Det er den debuterende svensk-norske duo My & Victoria (My Wagelin og Victoria Dedekam), som træder lillepigefnisende ind på scenen i sølvshorts, hvor de – som piger i en skønhedskonkurrence – byder sig til for publikum. Men maskerne falder, og snart kommer det til at handle om kropskomplekser. Den ene overvejer om størrelsen på hendes vagina er normal, den anden lugter til sine prutter (og kan lide det). Men hvem er de egentlig, disse smukke piger? Jo, den skandinaviske ungdom i det pletfri paradis, hvor vi alle bor i vores egne små bobler, som ingen andre kan trænge ind i.
Hurra för Scandinavia er en satirisk servering om kropsutilfredshed, præstationsangst og dansk-svensk-norsk mentalitet, ligheder og forskelle (måske derfor der spilles på engelsk?), fortalt som en blanding af klovnerier, revy og standup. Sjovest er nok en lille kølhaling af svenskernes forhold til multikultur: Den svenske pige fortæller, at hun er meget åben og frisindet. Da hun en dag så sin irakiske nabo slæbe af sted med en stor sæk, blev hun nervøs for, hvad der var i den, for man hører jo som meget om terror, så hun bad ham åbne sækken – men hun gjorde det meget venligt og respektfuldt!
Så når vi til In Time af MorePoetryIsNeeded, en musik&poesi-forestilling, der tager sig selv alt, alt for alvorligt. Inden vi bliver lukket ind, får vi endda at vide, at vi ikke må klappe undervejs, for det forstyrrer performernes koncentration. Oh, stille, hvem vil krænke kunstens hellighed! Vi sidder på hænderne og følger forestillingen, hvor to look alikes (søstrene Martha E. Z. Vesterskov og Frederikke Z. Vesterskov) med tilbagestrøget hår, skuldernøgne kjoler og kunstige øjenvipper på størrelse med spurvevinger, reciterer, synger og laver skulpturelle kropspositurer til akkompagnement af fire livemusikere, mens gråhvide kunstvideoprojektioner går henover et lærred.
In Time er forestilling, der garanteret ser sig selv som et æterisk og æstetisk poetisk billeddigt om følelser og tid. At den syngende søster kan sin metier, vil jeg gerne tro. Men poesien er skrevet med udtalt lyrisk sprogløshed, som det levende bevis på, hvor svært det egentlig er at digte godt: ”Jeg vil dagdrømme mig så langt væk, at virkelighed og fantasi blandes sammen.” Og: ”Hun ville byde nuet velkommen som æresgæst.” En videosekvens, hvor en kvinde har fået malet øjne på sine lukkede øjenlåg, så hun ligner en levende porcelænsdukke, er tilfredsstillende foruroligende og creepy.
Aftenens sidste forestilling, Se mig mor, er original i sin idé, og god som tekst, men igen – som i De tre rum – med et kunstnerisk efterslæb i udførelsen. Vi er publikum til et tv-show, hvor to barnløse kvinder skal konkurrere om seernes gunst. Vinderne får – en insemination! Først er vi med til en audition, hvor de to kandidater søger om at komme med, og derefter går showet i gang. Den ene kvinde er introvert og kedelig (hun er givetvis køn til hverdag, men med smilløse øjne bag tykke briller, ligner hun en alvorstung Martin Krasnik) og sidder ensom og ser genudsendelser af Den store bagedyst, mens den anden naturligvis er udadvendt og charmerende.
Se mig mor er et stærk, morsomt og tankevækkende skuespil om identitet, ensomhed, forfængelighed, løgn og lykke. I dygtigere hænder kunne den blive en rigtig skarp forestilling. Og her er vi så ved sagens kerne: Vildskud-festivalen rummer talentfulde dramatiske tekster med udmærket potentiale, og tendensen er klar: det handler om livet i boblerne, pigeliv, kvindeliv, store forventninger og bristede forhåbninger (senere på ugen kom også en forestilling om mænd og mandeliv).
Så tak for teksterne. Skuespilpræstationerne, derimod, uha uha! Her er, diplomatisk sagt, plads til forbedring. Men et vildskud er jo et vildskud. Og min mor har lært mig, at det er bedre at ramme ved siden af, end slet ikke at ramme.