Weekendavisen den 19. august 2016.
Roman. Som Liv Ullmann sagde om sin datter Linn Ullmanns roman: ”Noget er digt, noget er løgn, en masse er sandhed”. Vi kan tilføje: Min sjæl, hvad vil du mere?
Linn Ullmann: De urolige. På dansk ved Karen Fastrup. Roman. 408 sider, 300 kr. Gyldendal.
Generøst modtaget af anmelderne, bestseller hos læserne, omdiskuteret i medierne og en sandsynlig favorit til Nordisk Råds Litteraturpris, jo Linn Ullmanns autofiktive De urolige har ti måneder efter udgivelsen i Norge markeret sig som en roman, der ikke er til at komme udenom.
Og det, man ikke kan komme udenom, må man jo gå direkte igennem. Spørgsmålet er blot, hvilken rute, man skal tage gennem denne spændstige og stærke roman, som på den ene side skildrer nogle karakterer, som vi alle har en forhistorie med, fordi deres forlæg er offentlige personer på højt niveau, nemlig forfatterens forældre, mesterinstruktøren Ingmar Bergmann og skuespilleren Liv Ullmann samt Linn selv, og på den anden side insisterer på at blive læst som fiktion. Måske nok er forankret i en subjektiv husket virkelighed, men ikke afhængig af den.
De urolige er komponeret som en livsrekonstruktion fremkaldt gennem en planlagt erindringsdialog. Datteren er (i romanen som i virkeligheden) taget til Hammars på Farö nord for Gottland, hvor faren (i romanen som i virkeligheden) holder til på en sommerejendom med flere huse, hjemmebiograf m.m. Hun skal optage en række samtaler med ham med henblik på en samtalebog. Men den gamle, verdensberømte filminstruktør er nervøs, usikker og mærket af alderdom, både psykisk og fysisk.
Samtalerne åbner for erindringens sluser, og datteren får gennemlyst sin egen barndoms besøg hos den karismatiske far, der går fra ægteskab til ægteskab, og samlivet med den verdensberømte mor. Forældrenes kærlighed er vi sådan set ikke i tvivl om, men deres nærvær overfor datteren lader meget tilbage at ønske. De er kompromisløse kunstnere først, forældre sidst.
Vi er med andre ord for gud ved hvilken gang igen tvunget til at diskutere skellet mellem romanen som litterær myndighed og det, vi kan kalde ‘virkeligheden’, som vel at mærke er upatenteret. Som Liv Ullmann sagde i norsk tv efter at hun havde læst datterens roman: ”Hun digter ret meget, men hun gør det godt! Jeg elsker Linn og under hende al succes med denne bog. Da jeg læste den, så jeg at det var et mesterværk. Men jeg så også, at jeg ikke var fremstillet sådan, som jeg havde ønsket det. Noget er digt, noget er løgn, en masse er sandhed.”
Sådan taler en person med respekt for kunsten, fiktionen, fortolkningen. Og man kan tilføje: Min sjæl, hvad vil du mere? Anderledes stivstikkeragtigt så den norske litteraturprofessor Marianne Egeland på De urolige. I Dagbladet kritiserede hun forfatteren for at indgå to kontrakter med læseren på én gang: ”Hvordan skal man forholde sig til det, når der står ‘roman’ på forsiden, mens der af bagsiden fremgår, at bogen er selvbiografisk?”
Svaret er vel, at vi har brug for en rummelig og gavmild genrebevidsthed. Ellers kan vi heller ikke læse Karl Ove Knausgård, Beate Grimsrud, Tomas Espedal, Jonas Hassen Khemiri, Kirsten Thorup, Merete Pryds Helle, Kristina Stoltz m.fl. uden at hænge i håndbremsen og fedte rundt med det lille regnebræt: Hvor meget er autentisk, hvor meget er fiktivt? Et omsonst regnestykke, som Linn Ullmann dels forsøger at unddrage sig, dels tager på sig. Og hun ligger naturligvis som hun har redt, når hun sætter et fotografi af sig selv som barn sammen med Ingmar Bergmann på omslaget, hvilket jo er en invitation til at læse bogen biografistisk. Men to trejdedel inde i De urolige, begynder hun så et kapitel på denne måde:
”For at skrive om virkelige personer, som forældre, børn, kærester, venner, fjender, onkler, brødre eller tilfældige forbipasserende, er det nødvendigt at gøre dem fiktive. Jeg tror at det er den eneste måde at blæse liv i dem på. At huske er at se sig omkring, igen og igen, lige forbavset hver gang (…) Jeg ville se hvad der skete, hvis jeg lod os vokse frem i en bog som om vi ikke hørte hjemme andre steder.”
Som litteratur betragtet lykkes det storartet. Det er en pragtfuld roman, en indsigtsfuldt skildring af det kompromisløse kunstnersind og et kritisk familieportræt. Men Linn Ullmann kan ikke forvente, at vi afstår fra biografistisk læsning. Tværtimod opfatter vi båndudskrifterne som autentiske.
Samtalerne mellem far og datter, aftrykt i uddrag, halter af sted, kejtet og uforløst, fuld af nervøse tilnærmelser. Men midt i al pinligheden, dukker et øjeblik af befriende selvironi op, her hvor datteren spørger faren:
” – Tænker du dig en slags… interviewbog?
– Hvis du absolut skal kalde den noget, så ja.
– Vi behøver ikke at kalde den noget.
– Vi skal måske kalde den noget.
– Det kan vi jo vende tilbage til.
– Jeg har en god titel.
– Hvad?
– Dødsknaldet i Eldoradodalen.
– Hm.
– Jeg har altid haft lyst til at kalde en mine film Dødsknaldet i Eldoradodalen, men jeg lavede aldrig en film, som passede helt.”
Nej, dén film gik vi desværre glip af. Til gengæld er De urolige heldigvis en velvalgt titel, for de tre hovedpersoner er sitrende, dirrende nervemennesker. Men romanen er også historien om de utrolige, altså de usædvanlige, de usandsynlige, måske de utroværdige, sensitive, kreative undtagelsesmennesker. En roman om forældreskab, om kunstnerpsyke, om film og dannelse, om kærlighed, svigt, loyalitet og kærlighed. Dybt personlig, dybt privat og ikke til at komme udenom.