Kommentar i Weekendavisen den 15. februar 2008.
Trusler. Kurt Westergaard har et aktuelt skæbnefællesskab med Ayaan Hirsi Ali og Taslima Nasrin.
I mandags: Ritzau fortæller, at den somaliskfødte forfatter Ayaan Hirsi Ali vil være fransk statsborger. Hun mener ikke at hendes eksilhjemland Holland yder hende den nødvendige og tilstrækkelige beskyttelse, og hun frygter fortsat at ende sine dage som offer for en muslimsk morder. Siden regeringen i Haag nægtede at fortsætte med finansieringen af forfatterens beskyttelse i USA, har hun opholdt sig vrangvilligt i Holland, og i denne uge spurgte hun i et tv-program i al åbenhed Frankrig, om der er mulighed for at hun kan få fransk statsborgerskab og asyl.
Jorden blev gødet sidste år af en række franske intellektuelle, f.eks. sværvægtere som Pascal Bruckner, Alain Finkielkraut, André Glucksmann, Bernhard-Henri Lévy m.fl., der i slutningen af oktober 2007 netop opfordrede den franske regeringen til at tilbyde asyl og statsborgerskab til Ayaan Hirsi Ali. Man må formode at hendes ønske i denne uge om at blive franskmand først er blevet fremsat efter politiske og diplomatiske sonderinger, og den franske minister for menneskerettigheder, der håndterer sagen, Rama Yade, udtrykte da også en forsigtig imødekommenhed med en udtalelse om, at Frankrig gerne vil hjælpe ved at tage initiativ til oprettelsen af en EU-fond, der kan finansiere beskyttelse af forfulgte forfattere.
Sidste år opfordrede kulturminister Brian Mikkelsen de danske borgmestre til at invitere Ayaan Hirsi Ali til at bo og arbejde i Danmark, hvilket hun høfligt afslog. Hun ville ikke hertil, for hun havde dels sit statsborgerskab i Holland og dels sit arbejde i USA – problemet var bare, at hollænderne ikke ville fortsætte finansieringen af døgnbeskyttelsen i Washington, og at Ayaan Hirsi Alis opholdstilladelse i USA samtidig udløb. Ganske vist tilbød amerikanerne hende en ny, men forudsætningen var, at hollænderne skulle til lommerne igen, og det ville de ikke.
Det virker – stadig – helt grotesk, at en konflikt om beskyttelsesfinansiering af den vigtigste intellektuelle dissident siden Salman Rushdie nu betyder, at forfatteren ikke kan bo og arbejde i nogen af landene. Der må simpelthen findes en anden – usynlig – forklaring på, at Ayaan Hirsi Ali er blevet sådan en varm kartoffel, at verdens stærkeste nationer ikke kan håndtere hende.
Også i mandags: The Guardian fortæller, at forfatteren Taslima Nasrin risikerer at blive udvist fra Indien, fordi regeringen ikke vil acceptere hendes løbende islamkritik. Forfatteren stammer fra Bangladesh, men har for tiden asyl i Indien, hvor hun er kommet til efter flere års eksil i Sverige – hun har svensk rejsepas – efter at muslimer i hendes hjemland nedkaldte en fatwa over hende i 1990 på grund af romanen Skam om forholdet mellem hinduer og fundamentalistiske muslimer. Siden har hun været et hadeobjekt på linie med Salman Rushdie, og selvom den indiske regering har valgt at huse hende, er der grænser for, hvad de vil acceptere i et valgår, hvor de har brug for at stå sig godt med de mange millioner muslimske vælgere.
Sidste år blev Taslima Nasrin forstødt af vrede mennesker i Kolkata (tidligere kendt som Calcutta). Hun havde formastet sig til igen at skrive kritisk om islam, og ingen politiske partier i Indien synes at bekymre sig om konsekvenserne for hende. Tværtimod har regeringens minister for information og medier, Priya Ranjan Dasmunshi, sagt, at hun bør undskylde med foldede hænder for at have krænket de religiøse følelser hos Indiens muslimer.
Siden har Taslima Nasrin været under regeringens varetægt på en ukendt adresse, og selvom det kan lyde trygt, er det faktisk det modsatte. Sagen er nemlig, at den indiske regering synes at være lige så uinteresseret i at beskytte Taslima Nasrin, som hollænderne er i at beskytte Ayaan Hirsi Ali, og at hun tilbageholdes med henvisning til en paragraf i udlændingeloven, der begrænser udlændinges ytringsfrihed i Indien. Derfor frygter intellektuelle og menneskeretsaktivister i Indien, at regeringen forsøger at fryse eller presse den besværlige forfatter ud af landet. Hendes visum udløber på søndag den 17. februar, men hun har angiveligt ikke fået mulighed for at søge om forlængelse, hvilket gør hendes situation særdeles uholdbar.
Og så i tirsdags: Jyllands-Posten fortæller, at PET i Danmark har anholdt en gruppe muslimer, der angiveligt havde til hensigt at slå avisens medarbejder Kurt Westergaard ihjel, og tegneren – der stod bag den berømte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen – må derfor nu leve med politibeskyttelse mod en trussel, som man må frygte er permanent.
Med forslaget om en EU-fond til finansiering af beskyttelse af forfulgte forfattere, sender den franske minister for menneskerettigheder et interessant, politisk signal. En fond vil skabe økonomisk byrdefordeling i en situation, hvor et land påtager sig værtskabet og beskyttelsesansvaret for en forfatter, der lever under en stor og farlig trussel, og hvis man kobler sådan en fond til den internationale ordning med fribyer for forfulgte forfattere, kan flere lande og flere byer komme med. Spørgsmålet er naturligvis bare, om der efterhånden er noget land tilbage, hvor det er troværdigt at tale om egentlig frihed og beskyttelse. Her i Danmark, hvor kulturministeren er ved at forberede et lovforslag om dansk deltagelse i fribyordningen, har vi jo i forvejen nok at gøre med at sikre overvågning og beskyttelse af vores egne statsborgere, men det er ikke desto mindre vitalt at så mange lande som muligt indgår i et forpligtende samarbejde, der dels kan sikre beskyttelse til de forfulgte, dels sende et solidarisk signal.
Ugens tre nyheder om Ayaan Hirsi Ali, Taslima Nasrin og Kurt Westergaard er alle nyheder om muslimsk intolerance – ganske som alle de foregående om pression mod kunstnere og mediefolk og andre, der har formastet sig til at sige, skrive, mene, tegne eller gøre, som de rettroende ikke brød sig om. De tre sager viser for gud ved hvilken gang (sprogligt virkemiddel, der sigtes ikke til nogen konkret gud), at den ganske almindelige demokratiske verdslighed ikke alene har et passende antagonistisk forhold til religiøs fundamentalisme, men at det frie samfunds nerve og de religiøse fanatikeres groteske voldsværdier er inkommensurable størrelser.
De medlemmer af en dansk/udenlandsk hård kerne, som er parat til at bruge vold og drab for at forsvare deres profet mod den danske tegners krænkelse (!), er desværre ikke i stand til at se, at de selv dokumenterer tegningens satiriske kommentar, og at ingen lægger mere gift ud for islam og muslimerne, end de selv gør. Alle de fornuftige muslimer i Danmark, der i sin tid protesterede høfligt mod Jyllands-Postens tegninger, bør derfor nu protestere bestemt mod deres trosfæller for at vise, at de ønsker og er i stand til at trække en grænse, og de bør udtrykke deres solidaritet med Kurt Westergaard. Hvem tager initiativ til en dansk-muslimsk erklæring nu, hvor Muhammedkrisen går ind i en ny fase og Abu Laban og Ahmed Akkari er borte fra scenen?
Hvem går forrest med dette budskab: ”Ja, tegningerne af profeten krænkede os, men det krænker os også at nogle af vores trosfæller har ønsket at slå tegneren ihjel, og vi vil til hver en tid forsvare tegneres ret til at leve og tegne på et demokratisk samfunds præmisser. Protest: ja, attentat: nej.”
Spørgsmålet om den risiko forfattere, kunstnere og mediefolk løber, når de skriver og tegner om islam, har det svært i det internationale samarbejde. Mens man på f.eks. et klimatopmøde kan forhandle sig frem til sluterklæringer om mindstemål, kan ikke rigtig udtrykke maksimumsstandarder for hvad man må og hvad man ikke må sige, skrive og tegne. Kurt Westergaards skæbnefællesskab med Ayaan Hirsi Ali og Taslima Nasrin viser, at kunstnerisk frihed og ytringsfrihed kræver mod, der altid vil møde modpres, men at der naturligvis ikke kan findes grænseværdier i forhold til religionerne, og selvom fundamentalistiske muslimer (og andre religiøse med hypersensitivitet overfor religionskritik) mener at der skal tages særlige hensyn til dem, har det demokratiske samfund naturligvis ikke noget alternativ til fri meningsdannelse på alle niveauer.