Weekendavisen den 23. september 2016.
Roman. Jens Christian Grøndahl skriver flot kvindeportræt med sikker slowfoxprosa.
Jens Christian Grøndahl: Tit er jeg glad. Roman. 144 sider, 200 kr. Gyldendal.
Jens Christian Grøndahl, som på forfatterfotos i stadig stigende grad ligner en fransk filosof, har med Tit er jeg glad skrevet en absolut vellykket, lille roman, hvor den 70-årige Ellinor taler ud til sin afdøde veninde, Anna.
Titlen stammer fra en køn verselinje af B.S. Ingemann: ”Tit er jeg glad, og vil dog gjerne græde.” Digtet hedder meget passende ‘Bekjendelser’, for Ellinor lægger kortene på bordet, dels ved at afsløre hemmeligheder fra sin egen fortid, dels ved at afdække alt det, den døde veninde forsøgte at holde skjult. Det er artige sager.
Åbningslinjen lyder sådan: ”Nu er din mand også død, Anna. Din mand, vores mand.” Det er Ellinor, der taler til sin veninde, der i 40 år har ligget under mulde efter en fatal lavineulykke, hvor også Ellinors mand, Henning, omkom. De to vennepar var på skiferie i Italien, men hvad Ellinor dengang ikke vidste, var, at Henning havde en affære med Anna. Annas mand, Georg, vidste det måske heller ikke.
Efter lavineulykken var Georg alene med et par tvillingedrenge. Ellinor var barnløs efter at en illegal abort havde gjort hende ufrugtbar for livet. Forbundet af skæbnen, savnet og ensomheden slog de to efterladte, overlevende og bedragede sig derfor sammen. Det begyndte med en slowfox, et elegant ledemotiv, og endte med et samliv. Det kunne romanen også have heddet: Slowfox.
Ellinor kom altså til at leve det familieliv, der var bestemt for hendes bedste veninde. Da Georg sank sammen i badet med en bristet kranspulsåre, blev Ellinor enke. Den ene tvilling er nyskilt, den anden lever i et anstrengt ægteskab. De agter ikke kvinden, der opfostrede dem uden at være deres mor. Og hun emanciperer sig fra dem.
Ellinor beslutter at flytte fra villaen i Jægersborg til en beskeden lejlighed på Amerikavej på Vesterbro, København. Netop den vej, hvor hun voksede op som enebarn hos en enlig mor, der under Besættelsen havde forelsket sig i en ung tysker, der læste Goethe og Ibsen og drømte om at blive teaterinstruktør. Ellinors mor måtte flytte fra byen med sit spædbarn som en ydmyget, skaldet
feltmadras. Hun nåede dog at forære den unge soldat sit fineste eje: den sølvske, hun fik i dåbsgave. Deraf udspringer denne smukt sentimentale sætning: ”Der findes en sølvske i Tyskland et sted med navnet Sigrid indgraveret med skråskrift på skaftet.” Ja, som netop Ibsen siger i skuespillet Brand: ”Evigt ejes kun det tabte”.
Ellinor har et godt livsmod. Som hun siger: ”Tit er jeg glad, ligesom i sangen, glad indeni, selvom jeg ikke altid kan vise det. Det er alt sammen bare noget, der passerer.” Samtidig er hun udstyret med en befriende kynisme. Da Ellinor bebrejder den ene søns kone, at deres børn bliver pakket ind i vat og opvartet af en ”filippinsk tjenestepige”, lyder det sådan her: ”Mie var pludselig helt hvid. ‘Joy er au pair,’ sagde hun. ‘Jeg er bedøvende ligeglad med, hvad I kalder jeres neger,’ svarede jeg, ‘men jeg kan godt blive bekymret for jeres børn.”
Så bidsk, morsom og socialsatirisk en person husker jeg umiddelbart ikke fra Jens Christian Grøndahls tidligere romaner. Hun klæder og udvider hans univers.
Tit er jeg glad er kogt ind til blot 144 små sider (amerikanerne ville nok kalde den en novella, altså et stykke prosa, der er kortere end en roman, men længere end en short story). Man kan også kalde det for en monolog, og Tit er jeg glad ville helt sikkert gøre sig godt på scenen. Det stramme format ligger godt til Jens Christian Grøndahl, der får skabt masser af form og fylde i portrættet af den sympatiske og sagtmodige Ellinor. Det er sikker slowfoxprosa læst med udbytte på en fin formiddag.