Kommentar i Weekendavisen den 16. juni 2006
Selvcensuren påvirker os. Derfor skal vi igen-igen debattere debatten om debatten…
Det mindede om lidt om Celebrity Deathmatch, de legendariske animationsfilm fra tv-kanalen MTV, hvor karikaturer af popstjerner og skuespillere slår hinanden til plukfisk på den mest bestialske måde i en boksering. Men det var altså Deadline i tirsdags, kanalen var DR2, og de kendte var såmænd bare Bertel og Tøger. Denne gang røg de i totterne på hinanden om det danske debatklima, trusler og selvcensur.
Som sædvanlig henviste Politikens chefredaktør til de talrige internationale rapporter (som ikke er videnskabelige undersøgelser) der kritiserer Danmark for intolerance, og helt efter bogen afviste kirke- og undervisningsministeren, der derimod refererede til en dansk undersøgelse, der viser at debatklimaet ikke er værre, end det plejer at være.
Når jeg tillader mig at have en mening om denne debat – herunder debatten om debatten – er det fordi jeg selv har været aktiv on and off i omkring tyve år. Spørgsmålene om indvandring, integration og asyl har præget samfundsdebatten siden slutningen af tresserne, og selvom den tidligere var præget af en vis regulerende politisk korrekthed, har det dog altid været muligt at få taletid for selv de mest rabiate. Ringer navnet Mogens Glistrup en lille klokke fra firserne? Og hvad med Ekstra Bladets kampagner mod de fremmede i halvfemserne?
Sagen er, at debatten om de fremmede ikke er blevet meget mere rå efter regeringsskiftet i 2001. Den har altid været rå. Det ved jeg bl.a. fordi jeg op gennem halvfemserne arbejdede i Dansk Flygtningehjælp, hvor mit job ikke mindst gik ud på at deltage i den offentlige diskussion om flygtningepolitik. Jeg kunne dengang tapetsere min væg med anonyme trusselsbreve, og vi førte en omfattende journal over chikanepost, der bl.a. stillede os ansvarlige for masseindvandringen i udsigt, at en folkedomstol ville landsforvise os ved retsopgøret om islamiseringen af Danmark. Så vidt så godt. Det var straks mindre sjovt, når jeg blev genkendt på åben gade af en mand, der fuldkommen utilsløret fulgte mig og mine børn til havelågen, idet han opfordrede mig til at forsvinde ud af samfundsdebatten, hvis jeg bekymrede mig for mine børns helbred. Det er vel en ti år siden, men allerede i midten af firserne havde min forgænger i jobbet fået tilsendt den berømte revolverpatron i en kuvert. Jo, trusler er barnemad for danske patrioter.
Når Bertel Haarder nu taler om, at han har pålagt sig selvcensur efter Muhammedkrisen, er det bekymrende og tankevækkende. Men det er også tankevækkende, at Uffe Ellemann-Jensen pludselig har fået mindretalsbeskyttelse og hensynet til de fremmede som en hjertesag. Han vil gerne have debattonen undersøgt. Ja, hellere end gerne. Alt det, som de med magt – regeringen – afviser, bør vi andre kræve. Så når nu oppositionen presser på for at få den nødvendige undersøgelse af regeringens rolle i den mørkelagte sagsbehandling om ambassadørerne og Muhammedkarikaturerne, kan de mageligt bede om at få debatten kikket efter i sømmene. Uffe Ellemann-Jensen vil sikkert glæde sig til at se, hvad han f.eks. lod Inge Dahl-Sørensen sige dengang i halvfemserne, hvor hun var Venstres indfødsretsordfører. Jeg mindes en udtalelse om, at somalierne simpelthen var for fremmede til at de burde være omfattet af FN’s flygtningekonvention.
Hvad kalder man egentlig den slags sortering af folk? Racisme er vel ikke en helt forkert betegnelse?
Den islamiske fundamentalisme udgør naturligvis en eskalering af trusselsbilledet, og det er noget relativt nyt, som skal tages mere seriøst, end ord kan beskrive. Det samme kan man sige om den antiracistiske radikalisme, der – måske, tilsyneladende, sandsynligvis? – stod bag sidste års uopklarede brandattentat mod integrationsminister Rikke Hvilshøjs bil. Dette handler om en trussel mod demokratiet, og det er et anliggende for politiet og domstolene. Men det har ikke meget at gøre med den evindelige debat om tone i debatten. Debatten om debatten har betydning for vores samfunds dialogkultur og den tryghed, som enhver borger har krav på. Men den er samtidig blevet en lynafleder, der fjerner opmærksomheden fra de politiske problemer. I stedet for at diskutere følgevirkningerne af de juridiske, økonomiske og kulturelle krav, vi lægger på de fremmede, diskuterer vi debatæstetik. Det er blevet en demokratisk selskabsleg.
Når jeg påstår, at debatten ikke er blevet mere rå, betyder det blot, at debattens grundform er rå. Som bekendt var Jyllands-Postens udgangspunkt for de berømte Muhammedtegninger jo, at man skal finde sig i hån, spot og fornærmelser her i landet, hvor kanøfling er en folkesport. Men nu har vi nået bristepunktet for denne meta-debat, hvor Bertel og Tøger fører de samme rituelle argumenter i marken. Selvfølgelig har vi brug for at få analyseret den debat, der har spillet hovedrollen i samfundsdebatten gennem så mange år. Lad os da få nedsat en kommission, der kan granske de kritiske rapporter fra Europarådet og EU og supplere dem med dansk forskning fra Rockwoolfonden, der bl.a. i Er danskerne fremmedfjendske? fra 2004 påviste, at debatten i Danmark er mere barsk end i f.eks. Sverige og Tyskland, hvilket ikke nødvendigvis betyder, at vi også nærer større modvilje til indvandrere, end man gør i andre lande.
Vi oplever ikke et intolerant nybrud i den danske debat, heller ikke efter Muhammedkrisen, måske tværtimod. At Bertel Haarder vedkender sig selvcensur, handler om, at der er mennesker, der retter trusler mod ham. Gid de ville lade være med det, de antidemokratiske samfundsfjender. En meget værre form for selvcensur så vi i sidste uge, hvor direktør Finn Thrane fra Museet for Fotokunst fravalgte et billede, som ellers lå til at vinde en konkurrence om livet en dag i Danmark. Billedet forestillede en mand, der arbejder på et slagteri i Horsens. I forgrunden så man to svinekroppe på kødkroge, og i midten stod slagteren med sin kniv. Hvorfor måtte dette billede ikke vinde? Jo, det var farligt. Hvorfor var det farligt? Jo, slagteriarbejderen er sort! Finn Thrane mente at fotografiet sendte forkerte signaler her efter Muhammedopstanden, fordi det kunne tolkes som at den sorte mand havde slagtet hvide mennesker. Han erkendte åbent, at der var tale om selvcensur. Beslutningen om at droppe billedet blev truffet ud fra lutter hensyn til en minoritet under pres. Men det er ikke fotografiet, der er farligt, det er kun beslutningen om at vælge det fra.
Muhammedkrisen blev født af selvcensur, og den lever videre af selvcensur. Dét er det vigtigste problem i debatten om debatten om debatten om debatten om debatten….