Weekendavisen den 7. oktober 2016.
Teatertanker. Drikker du for meget, Katrine Wiedemann? Eller er du bare i gang med at iscenesætte dig selv?
Katrine Wiedemann: Ved gudernes bord. Om den umulige og nødvendige kunst. 352 sider, 300 kr. Gyldendal.
Skrive kan hun altså også. Godt endda, rigtig godt. Sceneinstruktøren Katrine Wiedemann debuterer som forfatter med Ved gudernes bord. Om den umulige og nødvendige kunst, en personlig og professionel selvbeskrivelse med kyndige refleksioner over teaterkunsten i vekselvirkning med yderst interessante optegnelser fra Residenztheater i München, hvor hun i fjor satte forførelsesdramaet Farlige forbindelser op.
Sært nok kalder Katrine Wiedemann konsekvent dramatiseringen af Choderlos de Laclos roman Les Liaisons dangereuses (1782) for Gefährliche Leidenschaft, selvom stykket spillede under titlen Gefährliche Liebschaften, men så vidt mit skoletysk rækker, betyder ‘leidenschaft’ og ‘liebschaften’ det samme, nemlig ‘lidenskab’. Og netop skoletysk og lidenskab har Katrine Wiedemann med sig, da hun tager til München for at sætte stykket op på det teater, hvor selveste Ingmar Bergman, hendes store idol, fejrede triumfer i sin tid.
Katrine Wiedemann er narkomanisk afhængig af at skabe teater og kompromisløs i både sin hadsprængte kærlighed til kunsten. Hendes lidenskab er både fascinerende, skræmmende og respektindgydende, fordi kunsten har sin høje pris. Efter en dag med anstrengende prøver på teatret, går hun i tøjbutikker, ”hvor jeg forsøger mig med selvpleje efter dagens slid på mine nerver. Jeg køber hvidt tøj, fordi jeg føler mig beskidt.”
Vi følger nu det intense, anstrengende, frustrerende, stressende og lidenskabelige arbejde på teateret, hvor Katrine Wiedemann er magtfuld og myndig. Så tager hun angst og grådlabil toget tilbage til ensomme nætter i den tomme lejelejlighed, hvor hun skyper med døtrene derhjemme, inden hun tyller rødvin og sovepiller for at dulme nerverne. Alkohol fylder en del i hendes liv. Man får lyst til at spørge: Drikker du for meget, Katrine? Eller er du bare i gang med at iscenesætte dig selv?
Jeg har et vekselvarmt forhold til bogen, fordi den er lovlig ujævn – fra det intellektuelt og essayistisk skarpsindige, som giver den bedste indsigt i kunsten at skabe teater, jeg mindes at have læst, til noget, der lyder som låget af en æske Gajol: ”Jeg vil livet så meget, at livet slet ikke kan leve op til det.”
Rent stilistisk kan et enkelt afsnit rumme både skidt og kanel, som her, hvor det begynder lovende, men toner ud i det rene nonsens: ”At modtage et talent er gratis. At passe på det koster. Det er som at få en elskelig hundehvalp i gave af en gut på nettet, der skal af med den.”
Jeg antager, at bogen er skrevet med den samme nydelse og lidelse, samme kærlighed og had, som skaber Katrine Wiedemanns forestillinger, og jeg gad godt kigge ind i det rum, hvor redaktør og instruktør har mødtes om teksten. Da Katrine Wiedemann instruerede i München, skar hun brutalt scener ned og forkortede monologer lige før premieren. Det handlede om at sætte sig i respekt og vise fagets magt med tysk metode. Men først og fremmest om at skabe den optimale forestilling. På samme måde ville Ved gudernes bord have været en endnu stærkere bog, hvis nogen havde givet dens banaliteter nådestødet.
Det ændrer heldigvis ikke ved, at Katrine Wiedemann – der ikke er bange for at kalde sig selv for et geni og vidunderbarn, som nu indtager sin plads ved gudernes bord – har skrevet et ægte selvportræt om kunst og psyke, som midt i al tyngden også har masser af lethed. Hun går ind i en flyver, ”der var så lavloftet, at jeg kunne bruge den som hat” og hun konstaterer tørt, at hun ikke vil arbejde i Norge, fordi deres øl er for dyr. Damen har definitivt humor.
Hvis man omformulerede Ved gudernes bord til 3. person, ville den kunne læses som en roman. Nu kan vi kalde den et vigtigt, nervesitrende arbejdsdokument om kreativt samarbejde, iscenesættelse, skuespil, scenografi, kunstnerpsykologi og dramatisk skrivekunst fra en kvinde, der kan sine klassikere. Den skal nok blive pensum med klassikerstatus blandt folk, der beskæftiger sig med scenekunsten. Nogen burde faktisk dramatisere den.