Anmeldelse i Weekendavisen den 29. februar 2008.
Essays. Frederik Dessau reflekterer videre over kunst, musik, politik og mennesker – og så kender han en klog kinamand.
Påbegyndt og færdig
Frederik Dessau er som altid lærd, intelligent og essayistisk velskrivende, men i sæsonens bog er tonen lidt anderledes, end i fjor. Her er ikke helt så meget politik, men dog – for skams skyld og for at ingen skal tro andet – stadig lidt velplaceret liberalismekritik af den slags, der løb med opmærksomheden i Efter min mening (2007) og en kulturradikal og socialistisk edsaflæggelse.
Men bortset fra det er Og så videre forbeholdt en afslappet, intelligent og temmelig tilfreds og vennesæl omgang med kunst, musik, politik og ganske almindelig livskunst. Og titlen – som måske nok kan lyde lidt henkastet – er faktisk valgt med betydningsfuld omhu.
Formuleringen ”og så videre” minder om en uforpligtende opremsning, ligesom i ”dit og dat osv.”. Men det er ikke sådan betoningen skal lægges. Bogens sidste kapitel, som blot fylder en halv side, slutter nemlig med ordene ”Og så?”. Derefter et linieskift og: ”Videre”.
Det er forfatteren, der taler til sig selv i en elegant kommentar til bogens indledede refleksioner over at blive gammel. Her noterer Frederik Dessau i sin umiskendelig stil, at forskellen på før og nu mest består i, at spørgsmålene bliver stadig flere og svarene stadig færre – hvilket jeg i øvrigt vil kalde en drømmesituation for en essayist. Han skriver også, at selvom de unge år bød på deres besværligheder, så var der mere at se frem til end tilbage på, hvilket var en stor opmuntring.
Men nu er situationen for den firsårige den stik modsatte, lukketid nærmer sig, og han mærker en proportionsforvrængning i forholdet til væsentligt og uvæsentligt. Hverdagens små gøremål fylder uforholdsmæssigt meget, og en tur til tandlægen fylder som en begivenhed på linie med hele arbejdsprojekter. Ikke uden vemod (og med en karakteristisk tendens til at skrive som om alle sætninger helst skal være underfundigt bevingede) hedder det, at ”jeg har en tiltagende fornemmelse af at være i gang med at gøre noget færdigt, som aldrig er blevet rigtig påbegyndt”.
Jo, alderen trykker. Men tilsyneladende ikke mere end, at bogen som sagt toner ud i en klar besked fra forfatteren til sig selv om at komme videre, og slet ikke mere, end at Frederik Dessau stadig er i stand til at skrive videre på sit fine forfatterskab, hvor begreber som ”påbegyndt” og ”færdig” faktisk ikke giver nogen mening. Alle hans bøger er nemlig skrevet i den samme tone- og stilart, hvor refleksionerne væver tekst og tanke om livets og kunstens store temaer sammen i de smukkeste mønstre. Frederik Dessau kan på ganske få sider glide ubesværet fra betragtninger over følelser og intelligens til tanker om ægteskab og videre til funderinger over tidsregning inden han runder af med nogle ord om ateisme og tro. Det meste er indsigtsfuldt og originalt, enkelte passager er banale – men deraf kommer nogle fine og bratte kontraster, der sætter pointerne i relief.
Frederik Dessaus sympati for et socialistisk orienteret, kulturradikalt, pladderhumanistisk demokrati baseret på et solidarisk og tolerant menneskesyn er måske ikke i overensstemmelse med den herskende stemning i dag, og i den forstand er han lidt et fortidslevn. Man aner mellem linierne, at han åbenbart er blevet kritiseret på en måde, der måske har gjort ham ked af det, men også her træder hans høflige dannelse igennem, og han skriver:
”Af en klog kinamand har jeg lært, at når man bliver kritiseret, skal man hverken forsvare sig eller gå i rette med den, der har kritiseret én. Man skal sige, at hvis den pågældende kendte alle ens fejl og mangler, ville hun eller han ikke have nøjedes med dem, der blev nævnt.”
Denne kloge kinamand havde vist fat i noget, men spørgsmålet er naturligvis om man har temperament til sådan et udvise sådan et udsøgt overskud i kampens hede. Frederik Dessau har tilsyneladende, og det må være ét af de privilegier der følger med, når man både er klog og gammel.
Frederik Dessau: Og så videre. 184 sider, 175 kr. Gyldendal.