Weekendavisen den 14. oktober 2016.
Roman. Jens Blendstrups Doppler-beslægtede roman er overgestikulerende og anstrengt.
Jens Blendstrup: Slagterkoner og bagerenker. Roman. 432 sider. 300 kr. Samleren.
Det er med betydelig ærgrelse, jeg må konstatere, at jeg ikke kan mobilisere begejstring for Jens Blendstrups nye roman, som jeg ellers havde set forventningsfuldt frem til.
Slagterkoner og bagerenker (en prægtig titel) er en globaliseringstragedie forklædt som provinskomedie. Vi er i nogle flydende år omkring finanskrisens begyndelse og nutiden, hvor vi følger Jørgen Usse Gravesen, der mister sit job som elektriker (eller elmontør, en ikke helt overflødig detalje i handlingen, hvor bogen lidt modsiger sig selv). I mere end tyve år har han været ansat i Due-El i Korsør, men nu overtager polakkerne alle opgaverne. Jørgens kone, Anita, tager fyringen med stoisk ro, for hun har fidus til sin mand. Selv har hun travlt på jobbet i et shippingfirma, der hele tiden skal forhandle om løsesummer med somaliske pirater.
Jørgen og Anita har hinanden. Og kun hinanden. Lillepigen mistede de allerede før fødslen. Det var som at få en sten ned over sit hjerte, men det bliver aldrig mere nævnt, for der er ting, ægtepar ikke behøver at tale om. Til gengæld dyrker de masser af sex. Venner har de ingen af, naboerne taler de helst ikke med, og familien begrænser sig til Anitas søster og hendes mand og to døtre, som de kun ser modvilligt. På samme måde besøger Jørgen først sin far på plejehjemmet, når dårlig samvittighed driver ham.
Efter fyringen begynder Jørgen at ændre adfærd. Han køber mere, end han og Anita har brug for (og råd til): røde bøffer, et løbebånd, en ukrudtsbrænder, en pejs, en hund… Han møder op i fagforeningens klub for arbejdsløse elektrikere, hvor energiske Hanne arrangerer filmaftner og giver karrierevejledning, men Jørgen skriver nogle vidtløftige og forskruede ansøgninger. Pludselig begynder han også at være sammen med den iltre og voldelige nabo Madsen, som kalder de værste sider frem i ham og – med Anitas ord – sætter kiler ned mellem ægtefællerne. Og så begynder Jørgen at drikke. Og stifte gæld.
Slagterkoner og bagerenker har i stil og tone særdeles meget til fælles med Erlend Loes tre romaner Doppler, Volvo Lastvagnar og Enden på verden som vi kender den, som også portrætterer den magtesløse mandetype, der vender ryggen til virkeligheden og storskrydende springer ud som en fabulerende utopist og eskapist. Måske er det invasionen af polske håndværkere, der får ham til at tænke sådan her: ”Jørgen er slet ikke et menneske. Jørgen er en invasiv planteart. Han er kamtjatkahyben. Anita tror han er den gode dansker, men han er fra Ural og breder sig mægtigt under jorden.”
Jørgen er en fantast. Drømmene, fantasiforestillingerne og de mentale transformationer afløser hinanden, ofte frivole og sjofle. Isoleret set kan dette greb i værktøjskassen være meget sjovt. Men her tager mængden overhånd, ikke mindst fordi de evindelige dillerjokes slet og ret mangler potens. Jeg citerer fra en drøm: ”Og årets modtager af Nobelprisen for elektrisk menneskelighed: Mr. Jørgen Usse Gravesen, for sin måling af ‘Lemmets tøven’. Og så står Jørgen der og stritter med kalorius som har fået en rød sløjfe på i dagens anledning. – Den er lidt genert, siger Jørgen, it is shy. But just you wait and see.”
Jens Blendstrup er jo en idérig forfatter, men denne gang følger han de forkerte spor (jeg ville for eksempel gerne have udfoldet historien om Jørgen, der gemmer sin angst i en æske i en bankboks), og med sine 420 sider bliver Slagterkoner og bagerenker simpelthen en anstrengt og overgestikulerende roman, der i en skarpere skæring kunne have været fin satirisk realisme om globaliseringsangst.
Sporadisk får vi heldigvis vished for, at Jens Blendstrup ikke har glemt kunsten at skrive. Et udmærket eksempel er skildringen af Jørgens smådemente far som en skygge af sig selv, der bliver ved med ”at lave små udspring fra et halvdødt sind.” Og denne fremragende favorit: ”Manden er bleg bag det store skæg. Natten har kalket hans ansigt. Hans øjne er en mur af mætte syner.” For den slags vil jeg helst huske romanen.