Kommentar i Weekendavisen den 7. marts 2008.
Den indre fjende. Hvad sker der med demokratiet, når både tortur og censur synes at være på vej ind i varmen?
Kan tortur – bare en lille smule – retfærdiggøres, hvis det kan føre til oplysninger, der kan forhindre en terrorhandling, som vil skade eller dræbe mange mennesker? Nogen vil sige ja ud fra en menneskelig cost benefit analyse, andre vil svare nej under alle principielle omstændigheder.
Kan censur – bare en lille smule – retfærdiggøres, hvis det kan bilægge en potentiel konflikt, som vil skade eller dræbe mange mennesker? Også her vil nogen sige ja ud fra en menneskelig og ikke mindst økonomisk cost benefit analyse, andre vil svare nej under alle principielle omstændigheder.
Terror og censur er, uanset hvordan man end vender og drejer det, to modbydelige træk, der karakteriserer antidemokratiske og totalitære samfund, og hvis man accepterer en af delene – bare en lille smule – er man ude på en glidebane, hvor det måske er umuligt at genvinde demokratisk fodfæste for alvor. Accepten af selv den mindste smule tortur og/eller censur er altså en trussel mod frihed og retssikkerhed, og i begge tilfælde er der for tiden vaklen i de demokratiske geledder, en vaklen der – surprise! – er fremprovokeret af fundamentalistiske muslimer.
Forleden skrev Søren Pind, at Danmark bør genoverveje de internationale konventioner, der forhindrer hjemsendelse af udlændinge til torturpraktiserende lande, in case de to tunesere, der angiveligt ville dræbe Kurt Westergaard. Dermed siger han indirekte, at han reelt er rede til at acceptere tortur, hvilket må siges at være et voldsomt brud med den traditionelle konsensus om ikke at kaste selv skyldige mennesker i armene på torturbødler.
Når i øvrigt demokratiske samfund som USA og Israel ikke holder sig tilbage fra at bruge forskellige former for tortur, skaber det kriser for de demokratisk samfunds retssikkerhedsnormer. At vi gennem mange år nu har tolereret USA’s brug af torturlignende afhøringsmetoder, er en kendt sag, men at en stor USA-ven som Venstres udenrigsordfører også er parat til at se gennem fingre med tortur i den arabiske verden, må sige sat være en ny udvikling. Søren Pinds barske tough on crime attitude er blevet en soft on torture attitude, der undergraver respekten for den internationale overenskomst om at arbejde imod tortur.
Når det drejer sig om censur, er spørgsmålet om et samfund, der normalt hylder ytringsfriheden, kan slippe af sted med at opfordre til selvcensur i en situation, hvor en simpel analyse fortæller, at en bestemt form for ytring kan afstedkomme endog meget voldsomme reaktioner, der kan føre til destabilisering og måske drab, attentater og terror. Det er situationen i Holland netop nu, hvor det islamfjendtlige hollandske parlamentsmedlem Geert Wilders provokationsfilm, der ifølge rygterne rummer scener, hvor et eksemplar af Koranen bliver flænset, snart bliver sluppet løs på nettet. Konsekvenserne kan være uoverskuelige, for her er der ikke blot tale om et initiativ fra en fri avis, men om en bevidst provokation fra et parlamentsmedlem. NATO frygter for de hollandske styrker i Afghanistan, det hollandske diplomati arbejder med evakueringsplaner af ambassadepersonale i den arabiske verden, og statsministeren appellerer til Wilders om at droppe filmen. Han har frihed, men også ansvar, hedder det.
Spørgsmålet er, om den hollandske regering dermed beskytter hollandske interesser, eller om de svigter. Set ud fra en cost benefit analyse kan det sagtens være, at opfordringen til selvcensur er ”berettiget”, idet der kan stå menneskeliv og milliarder på spil. Geert Wilders har ret til at lave sin film, ingen tvivl om det. Men regeringen har pligt til at håndtere dens konsekvenser, og derfor står den hollandske statsminister Jan Peter Balkenende nu i et dilemma, der får Anders Fogh Rasmussens problemer under Muhammedkrisen til at blegne.
Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen sagde selvransagende i sidste uge, at mediernes massive omtaler af de seneste ugers bål i gaderne (om så de havde noget med genoptrykket af Muhammedtegningen at gøre eller er ej) var med til at skabe en situation. Spørgsmålet er derfor: Hvis den intensive dækning af optøjerne var med til at forstærke optøjerne, var de 17 danske avisers genoptryk af Kurt Westergaards tegning så ikke tilsvarende med til at forstærke vreden i den muslimske verden? Jeg mener ikke at det nødvendigvis var forkert at trykke tegningen, men konsekvenserne beviser, at intet længere er lokalt. Alt er globalt – også ansvaret. Heri har Balkenende en pointe, der gør ondt på ytringsfriheden.
Nu har vi fået så mange vidnesbyrd om, at de muslimske lande ikke anser religionskritik for en værdi, og det øger ikke muligheden for demokratisering, at vi bliver ved med at jokke på deres religiøse følelser. Tværtimod kan vi komme med nok så mange millioner af kroner til public diplomacy og arabiske initiativer og dialog – men det hele er skønne spildte kræfter, hvis ikke vi viser en vis vilje til at komme vores egne modsætninger i møde. At de ikke evner og ønsker at komme os i møde, er desværre et problem, som vi ikke kan løse med ytringsfriheden som våben.
Sagens fakta – som vi i vesten har ignoreret gennem hele Muhammedkrisen – er jo, at ytringsfriheden ikke er så absolut og ubøjelig, som vi gerne vil tro. Som Vagn Greve sagde her i avisen i sidste uge, er der talrige eksempler på, hvordan juraen trækker grænser for hvad man må og hvad man ikke må sige. Derfor kan vi ikke argumentere troværdigt overfor muslimerne, når vi påstår at det er umuligt at forhindre krænkelser af deres helligste. Sagen er at vi ikke vil give religiøs sensitivitet særstatus, hvilket vi naturligvis heller ikke skal, idet sekulære religionskritik og ytringsfrihed er vitalt for demokratiets eksistens. Deraf opstår situationens hårknude, hvilket fører til en masse retoriske krumspring og holdningsmæssige kortslutninger, hvoraf nogle handler om at acceptere censur – bare en lille smule – og andre om at acceptere tortur – bare en lille smule.
Det er ofte de samme mennesker, der både støtter USA’s War on Terror og en konsekvent islamkritik. De er tilsyneladende klar til at acceptere tortur i den retfærdige sags tjeneste, mens de er ubøjelige i spørgsmål om selvcensur. Men sagen er, at tortur og censur udgør to dilemmaer, der truer demokratiet indefra på samme måde som terror truer det udefra. Lige nu er vi ved at udvikle os til vores egne værste fjender.