Kommentar i Weekendavisen den 14. marts 2008.
Fribyer. Forfulgte forfattere skal underskrive en troskabsed til Danmark. Hvorfor skal udenlandske forskere og fodboldspillere så ikke?
Er svenske Marcus Allbäck bekendt med de danske værdier? Er tjekkerne Zdenek Pospech og Libor Sionko? Hvad med brasilianske Ailton Almeida? Eller canadiske Atiba Hutchinson?
Jeg spørger, fordi jeg ærlig talt er lidt bekymret over alle de mennesker fra alverdens lande, der kommer hertil for at arbejde – respekterer de vores samfund, kender de vores værdier? Ok, nu er de nævnte udlændinge måske ikke de bedste eksempler, for de er alle kommet hertil for at arbejde indenfor rammerne af nogle regler, der gælder over hele verden, og i en branche der har sin helt egen kodeks for værdier og korrekthed.
Jeg taler naturligvis om fodbold, og alle de nævnte udlændinge er ansat i underholdningskoncernen Parken Sport & Entertainments datterselskab FC København på lukrative kontrakter med store lønninger og en skat på sølle 25 %. Det kan lade sig gøre, fordi de i deres egenskab af udenlandske eksperter – altså eksperter i at spille forward, back eller kant – er ansat via den forskerordning, der oprindelig blev skabt for at hjælpe danske biotekvirksomheder med at tiltrække internationale kapaciteter på højt niveau, men nu mest er kendt for at være en genvej til personalerekruttering for virksomhederne i fodboldbranchen.
Når jeg spørger om disse udlændinge er bekendt med de danske værdier, er det fordi jeg tænker, at indenrigsministeriets embedsmænd måske har glemt at sikre sig fodboldspillernes autograf på en troskabsed til det danske samfund. Sådan en ed er kulturminister Brian Mikkelsens og integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs embedsmænd ellers temmelig optaget af i et nyt lovforslag om en dansk ordning for fribyer til forfulgte forfattere. Det er et lovforslag, som kulturministeren står bag, og som – hvis det vedtages – vil hægte Danmark på det internationale netværk af lande, der tilbyder midlertidige arbejdsophold til forfattere, der ikke kan leve og skrive frit i deres hjemlande, ICORN (International Cities of Refuge Network). Der er i forvejen 19 byer med i ordningen, bl.a. storbyer som Barcelona, Frankfurt, Hamborg, Mexico City m.fl. og herhjemme har Frederiksberg, Frederikshavn, Holstebro, Århus, Kolding og Odense allerede meldt sig klar – velvidende at der ikke er en Ayaan Hirsi Ali eller tilsvarende prominent person til alle.
Som en uklædelig knast i et ellers lovende lovforslag har det mistroiske integrationsministerium indsat en ”Erklæring om anerkendelse af de grundlæggende værdier i det danske samfund”, som forfattere, der tilbydes arbejdsophold i Danmark, skal underskrive. De forfattere, som tilbydes fribyophold fordi de ikke kan nyde ytringsfrihed i deres hjemlande, skal her bl.a. skrive under på, at de respekterer netop ytringsfriheden, og det er da mildest talt absurd. De forventes også at skrive under på, at de anerkender at ”det danske samfund tager skarpt afstand fra terrorisme, og at enhver borger bør bekæmpe terrorisme og bistå myndighederne i det forebyggende og opklarende arbejde. Kan man opfatte det på andre måder, end at integrationsministeriet antager, at der nok gemmer sig nok terrorsympatisør i enhver udenlandsk forfatter?
Når en udlænding søger om dansk statsborgerskab, skal han eller hun underskrive en erklæring, der lover troskab og loyalitet over for det danske samfund. Man skal erklære at man ville overholde dansk lovgivning og respektere grundlæggende danske retsprincipper (et ord, der i øvrigt ikke optræder i den erklæringen, som forfatterne skal underskrive), og sådan en erklæring har måske en udmærket effekt som en symbolkontrakt mellem landet og dets nye statsborger, men selvom vi antager, at en troskabsed rent faktisk har en god effekt som et slags optagelsesritual i den danske stamme, er det stadig uklart hvorfor forfulgte forfattere, der skal bo to år i Danmark, også skal tiltræde en erklæring, når det samme ikke forlanges af udlændinge, der kommer hertil for at tjene store penge til lav skat som forskere eller fodboldspillere.
Alle forfattere, der ansøger om er ophold i en friby, er af ICORN gjort bekendt med, at ingen af ordningens byer accepterer kandidater, der er fortalere for vold af nogen slags. At bede forfatterne om at underskrive en erklæring om anerkendelse af de grundlæggende værdier i det danske samfund, er derfor en mistillidserklæring fra Danmark til de mennesker, som vi i sagens natur kun bør forvente det bedste af, når vi først har valgt at antage dem til ophold i en dansk friby. Og hvad har man tænkt sig at gøre i en situation, hvor en forfatter kommer til at sige/skrive/mene noget, der måske varierer en smule fra erklæringen?