Anmeldelse i Weekendavisen den 14. marts 2008.
Antilogik. Der er borgerkrig i USA. Eller er der? Det summer i hovedet af anstrengende, raffineret nydelse, når man læser Paul Auster.
Den sære verden ruller videre
Han er umiskendeligt sig selv, Paul Auster, men dagens roman (endnu en Auster verdenspremiere fra Forlaget Per Kofod) rummer lån fra både Haruki Murakami og Philip Roth. For det første placerer Paul Auster en mand på bunden af et dybt hul, ganske som Murakami gør i Trækopfuglens Krønike og for det andet bruger han kontrafaktisk historieskrivning om USA, ganske som Roth gør i Komplottet mod Amerika. Men først og sidst er Paul Auster Paul Auster, oven i købet i højere grad end han har været i de seneste temmelig traditionelle romaner. I Mand i mørke er der sågar en sætning, der kun kan opfattes som forfatterens metakommentar: ”Den sære verden ruller videre”.
Ja, også i den grad. Vi er tilbage på forfatterskabets fascinerende hovedspor, hvor det sorte, det sære og det antilogiske har fuld råderet over fortællingen. Hos Paul Auster slår det traditionelt paranormale nemlig ikke til, men til gengæld er der frit slag for samspillet mellem fiktion, fantasi og psykologiske forskydninger, både hos forfatteren selv og hos hans fiktive personer – hvis man da ellers kan kende forskel. Hvem digter hvem, hvad er forholdet mellem fortælleren og de fortalte? Dét spørgsmål har Paul Auster leget med i sine tidligere bøger, og i Mand i mørke går han skridtet videre og introducerer to historier, der er indbyrdes afhængige, fordi de interagerer på tværs af to parallelle, simultane verdener.
Vi er i vores tid, helt nøjagtigt i 2007. August Brill er 72 år. Efter en trafikulykke har han trukket sig tilbage fra et liv som litteraturkritiker og redaktør. Han har haft et kompliceret kærlighedsliv, og efter hans kones død, er han flyttet ind hos sin datter Miriam, der er blevet forladt, og som dulmer sin sorg ved at dykke ned i arbejdet med en biografi om Rose Hawthorne, datter af den store amerikanske forfatter Nathaniel Hawthorne. Rose udgav selv en række noveller, der givetvis kun udkom fordi hun var sin fars datter, men i de ubetydelige skriverier finder Miriam og August én sætning af blivende værdi: Mens den sære verden ruller videre…
Hvad barnebarnets sorg går ud på, ved vi først til sidst i romanen, hvor fortællingen løfter sløret for en brudt kærlighed, der fører Katyas ekskæreste til krigen i Irak, men hvad der videre sker, røber jeg ikke. Det må være et mellemværende mellem bog og læser.
For at drive nattens ensomhed på flugt i det store hus, hvor sorgen råder, digter August Brill historier for sig selv, og en af disse historier handler om en ung mand ved navn Owen Brick, der pludselig vågner op på bunden af et dybt hul i et parallelt USA, hvor borgerkrigen brød ud i 2000 efter de skandaløse præsidentvalg i Florida. Landet er sønderdelt, byer bliver bombet, en del af USA er kendt som Forbundsstaterne, en anden del som Amerikas Uafhængige Stater, og det er i sidstnævntes væbnede styrker, Owen Brick pludselig finder sig selv som korporal – på bunden af et dybt hul. Det undrer ham mildest talt en hel del, for til hverdag er han en godmodig ballontryllekunstner, der optræder til børnefødselsdage under navnet Den Store Zavello! Hvad i alverden laver han i hullet, hvordan er han kommet hertil, og hvad er hans mission?
Da Owen Brick bliver hjulpet op af hullet og bragt i kontakt med nogle militærledere fra De Uafhængige Stater, går det op for ham (han er vantro, men villig) at han opholder sig i en parallelverden. Som han får forklaret: ”Der er ikke kun én virkelighed, korporal. Der er mange virkeligheder. Der er ikke kun én verden. Der er mange verdener, og de løber alle parallelt med hinanden, verdener og antiverdener, verdener og skyggeverdener, og hver af disse verdener drømmes eller fornemmes eller skrives af en i en anden verden. Hver verden er skabt af en tanke.”
Forvirringen er fuldbragt, for hvis ikke verden er konkret og virkelig, hvad er den så. Hvor hører man til? Hvem bliver man drømt, fornemmet eller skrevet af? Og hvad kan man stille op, hvis drømmen, fornemmelsen eller skrivningen er den direkte årsag til krig? Hvad kan man gøre for at afslutte krigen? Hvordan kan personerne påvirke fortælleren? Og hvad er konsekvensen?
Det summer i hovedet af anstrengende, raffineret nydelse, når man læser Paul Auster, der med Mand i mørke trækker store veksler på sin læsers tålmodighed, men slipper godt fra det, fordi han er en forvirringskunstner, der behersker det underlige som virkemiddel. Man læser med en nervøsitet for at overse de rette spor, hentydninger og sammenvævninger. Hvilken betydning skal man f.eks. lægge i, at Owen Brick til hverdag er tryllekunstneren Den Store Zavello? Jeg mener, var Zavello ikke navnet på den greve, som Shylock skyldte penge i Købmanden i Venedig? Og er en greve og en hertug ikke næsten det samme? Og hedder hertug ikke Duke på engelsk? Og er Duke ikke navnet på den håndlanger, som Owen Brick får bank af i den parallelle verden, hvor USA er i borgerkrig? Og hedder denne Duke ikke Rothstein til efternavn? Jo, det gør han, lige som ham der skriver denne anmeldelse… Den sære verden ruller videre, siger man til sig selv, mens man forsoner sig med, at Paul Auster har sagt, at forfatteren ikke nødvendigvis behøver at have styr på det hele. Jeg håber at det samme gælder for kritikeren.
Paul Auster: Mand i mørke, 224 sider, 279 kr. På dansk ved Jørgen Nielsen. Forlaget Per Kofod.