Weekendavisen den 21. oktober 2016.
Valkyrieridt. Naja Marie Aidt og Mette Moestrup digter i dialog og tager varsler fra et gammelmytologisk landskab.
Naja Marie Aidt og Mette Moestrup: Omina. Digte. 64 sider, 150 kr. Gyldendal.
Regnbuer, tordenvejr, måneformørkelser, fuglenes flugt, offerdyrenes indvolde, deformtfødte kalve, nattens drømme, kabaler og kaffegrums… Varsler er knyttet til vores frygt og forhåbninger, og tolkninger og tydninger har siden tidernes morgen spillet en afgørende rolle i menneskeslægtens religion og kultur. Digterne og veninderne Naja Marie Aidt og Mette Moestrup har taget varselsbegrebet til sig i deres nye digtbog, Omina, hvis titel er flertalsformen for det latinske ‘omen’, der betyder ‘tegn’ eller ‘varsel’.
Forlagets pressemeddelelse tilbyder en lille læsevejledning: Naja Marie Aidt skrev nogle digte, som hun fandt ildevarslende. Dem sendte hun til Mette Moestrup, der svarede med nye digte. Deraf opstod en poetisk korrespondance, som blev til dette dunkle dialogdigt, hvor Naja Marie Aidts tekster står på venstre side og Mette Moestrups på højre side. Denne tilblivelseshistorie og fordelingsmodel fremgår dog ikke af selve bogen, hvor teksten må tale for sig selv.
Omina ulmer og emmer af en uheldsvanger stemning i et gammelmytologisk landskab, først som et proklamatorisk udbrud: ”dette skal handle om / tvivl og dette skal / være en hammer / af brændende stål”. Svaret lyder fra den modsatte side: ”dette skal handle om / hjertets hårdhed / og dette skal være blødt / som et afskåret bryst”. Dermed introduceres et hovedmotiv, nemlig de modige amazonekrigere, der fik bortopereret det ene bryst, så de bedre kunne håndtere en flitsbue.
Straks efter hedder det, at vi skal på ”et vildt ridt / i hestens år”, hvormed det mytologiske landskabet tilføjes dyretegn fra den kinesiske almanak (det var hestens år i 2014, da de første digte blev skrevet), og så kan man jo begynde at tolke og tyde det, hvis man har lyst. Så vidt jeg kan se, peger det i en hvilken som helst retning.
Naja Marie Aidts og Mette Moestrups Omina kan læses på tre måder: Som ét fælles langdigt eller som to spor
af separate stemmer, hvor hver anden side springes over. Tilsammen bliver det til et valkyriemareridt i mytologisk landskab, henvendt til et ‘du’, som kan være digterkollegaen, læseren eller en prototype, hvor Naja Marie Aidt digter dramatisk og dyster om: ”en styrkende drik / flagermusens urin / pisket til skum / i et kar af stål” og Mette Mostrup rammer en hård, uhyggelig tone: ”hvor vil du hen? Dit hjerte // banker som knytnæveslag / lukker sig som barnehånd // om ingenting / for alt // mens tiden bliver gammel // det du bryster dig af / smerter dig // så kalder du smerte for smykke.”
At ”kalde smerte for smykke” klinger klart med et perfekt paradoks i en flot allitteration. Men det er ikke alle sproglige udtryk, der har blivende værdi, for eksempel går det ret galt i denne Mette Moestrup-sekvens, der ellers er situeret stærkt som en hæs hvisken fra en brøndskakt: ”der er forskel på at styre / med vold og magt / og at styrte / i afmagt i sin egen vold”. ‘Styre’, ‘styrte’, ‘vold’, ‘magt’ og ‘afmagt i sin egen vold’, nej, det er decideret klodset.
Omina er en elegant bog. For grafisk tilrettelæggelse krediterer kolofonen blot Anni’s, og uanset hvem, der måtte gemme sig under dette underligt apostrofbefængte navn, er Anni’s en bogdesigner, der kan sin æstetiske metier. Den lille, læderagtige bog er grå som en gravsten med hvide bogstaver, og tekstsporenes typografi veksler mellem diskret brombærlilla og havgrøn (men det opdagede jeg først ved genlæsning i skarpt dagslys), som kongenialt svarer til bogens stemningslandskaber.
Varselsdigtene udspringer, tror jeg, af dybt private rum, som får lov at henstå ukonkrete og ubetrådte af læserne. Et vildt ridt, kalder Naja Marie Aidt hestens år: ”som at kaste sig ud fra et tårn / som at fejlberegne afstande / som at destruere strukturer”. Men hesteridtet kan også læses som amazonedigternes pessimistiske fornemmelse for dunkle tiders dårskab.