Weekendavisen den 4. november 2016.
Teater. Negrene er en slags mennesker, selvom det ikke er videnskabeligt bevist. Mungo Park om Mungo Park.
Instruktør: Martin Lyngbo. Manuskript: Martin Lyngbo og Thor Bjørn Krebs. Komponist: Marcus Aurelius Hjelmborg. Scenograf: Palle Steen Christensen. Mungo Park, Allerød, til den 20. december.
I 1788 etableredes i London et selskab ved navn African Association, hvis formål var at sende ekspeditioner til Vestafrika for at finde Nigerfloden og lokalisere Timbuktu, den myteomspændte guldmineby.
Mange udsendinge vendte aldrig hjem. Hvis ikke strabadserne eller tropesygdomme gjorde kål på dem, gjorde måske en krokodille eller en fjendtlig kriger, der ikke ville lade sig kolonisere. Derfor manglede selskabet en modig mand til at fortsætte arbejdet, og i 1795 rekrutterede man derfor den skotske læge Mungo Park, som uden tøven sagde ja til at bære oplysningens fakkel ned til negrene. Før afrejsen antager han, at ”negrene er en slags mennesker”, selvom det ikke er videnskabeligt bevist, og senere konkluderer han, at de ikke er dyr, for de mestrer abstrakt tænkning, er empatiske og indgår sociale relationer.
I Allerød nord for hovedstaden ligger et teater, som bærer denne opdagelsesrejsendes navn. Da det blev etableret i 1992, fandt teatret sit navn ved et tilfældigt nedslag i et leksikon, og med den opdagelsesrejsendes vovemod og nysgerrighed, begyndte man at lave teater.
Da Martin Lyngbo trådte til som direktør i 2005, besluttede han at lave en forestilling om manden bag navnet. I flere omgange siden har Mungo Park revideret Mungo Park, som nu spiller i en gennemgribende ny udgave, der kan ses som et mageløst apropos til nutidens Europa-Afrika-krise. Kommer migranterne til os nu, fordi vores kolonisatorer, slavehandlere og opdagelsesrejsende i sin tid opsøgte dem?
Mens Henrik Prip koncentrerer sig om hovedskikkelsen, boltrer Mads Hjulmand og Anders Budde Christensen sig i ti-tolv forskellige roller hver i et frenetisk skift af hastigt klippede scener og situationer, og skuespillerne inviterer os – med humoristisk ironi – også til at se forestillingen som om det var en Hollywood-film.
Den ene kreative løsning snapper den anden i halen, og ideerne flyver højt. Med en ekstrem subtilitet bliver et par tilfældige fyre fra Senegal og Elfenbenskysten vist i et par engelske fodboldtrøjer: Kolo Touré fra Liverpool og Papiss Cissé fra Newcastle. For publikum (som mig!), der ved, at de to fodboldspillere netop er hhv. ivorianer og senegaleser, giver det morsom mening. For andre henstår det måske som en anakronistisk globaliseringskommentar.
Den enorme idérigdom taber aldrig pusten. En aluminumstige kan både illudere skibsstævn og krokodille, nogle dråber vand bliver til en flod, og når lokale krigere skyder mod Mungo Park og hans hær, fyger det gennem luften med det, vi engang kaldte negerboller.
Prikken over i’et er en scene, hvor Mungos unge ven og assistent Alexander bliver dolket med en kniv. Frem hiver han en flaske Heinz Ketchup og sprøjter røde stråler ud på sin arm. Det er ærlig talt lovlig plat, synes jeg. Men da der går betændelse i såret, bliver joken taget to skridt videre med sennep og ristede løg, og så er det pludselig ualmindelig morsomt. Kort sagt er det imponerende, hvad scenograf Palle Steen Christensen og det tekniske team opnår med få virkemidler, og det hele er sjovt og sikkert fuldført i Martin Lyngbos instruktion.
Skønt fortalt i et hæsblæsende tempo med humor i højsædet, er Mungo Park også en alvorsfortælling om en rejse ind i mørkets hjerte og hjertets mørke. Da Mungo får foretræde for en lokal konge, siger han, at han kommer for at knytte venskabsbånd og dele viden med andre civilisationer. Med god grund tror kongen ikke på ham: ”Jeg tror du er spion, Mungo Bongo!”
Henrik Prip, Mads Hjulmand og Anders Budde Christensen finder måske ikke de glemte guldminer med denne farverige forestilling, men de spiller morsomt, tankevækkende og hæsblæsende godt og gedigent opdagelses- og oplysningsteater.