Weekendavisen den 4. november 2016.
Kontroversen. Den norske avis Dagbladet, der ved en fejl offentliggjorde vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 12 timer for tidligt, mistede i sidste uge 5 millioner kroner i årlig pressestøtte.
Da Kim Leine tirsdag aften i Koncerthuset brød forseglingen på den fine gallakonvolut og læste navnet højt på årets modtager af Nordisk Råds Litteraturpris 2016, var det ingenlunde en nyhed. Katten var ude af sækken. Men elefanten var stadig i rummet.
Det, man ikke talte højt om, men som uofficielt var aftenens samtaleemne – kveldens snakkis, som en norsk kilde formulerer det – var en fadæse af dimensioner på Dagsavisen. Samme morgen var det norske dagblad udkommet – både på papir og digitalt – med en opsigtsvækkende historie om, at årets modtager af litteraturprisen var den svenske forfatter Katarina Frostenson. Artiklen fortalte at prisen var blevet uddelt ved en højtidelig ceremoni i København. Problemet var bare, at denne højtidelige ceremoni ikke havde fundet sted. Endnu.
Dagsavisens solonyhed var udtryk for bad timing. Eller for en meget visionær indsigt i en endnu ikke åbenbaret fremtid. Katarina Frostenson skulle nemlig korrekt nok have prisen, men først 12 timer efter at avisen var på gaden. Så var fanden løs i Laksegade. Nordisk Råd udtalte at de ikke forstod, hvordan den nyhed kunne være ude, og Dagsavisen snakkede flydende sort. Kulturredaktør Mode Steinkjer kunne ses citeret for, at han var lige så spændt som alle andre på, hvem der ville få prisen!
Men den præmature nyhed stod altså i hans egen morgenavis, hvor journalisten også uddelte et par gedigne ørefigner til de norske nominerede, Linn Ullmann og Geir Gulliksen, med en bemærkning om, at priskomiteens valg ikke var et knæfald for kommercialisme og populisme.
Hvordan kan sådan en fejl opstå? Der er naturligvis tale om, at den velorienterede journalists artikel er blevet bragt i utide, men ikke som et forsøg på at komme først. Avisen har snarere set forkert i kalenderen og bragt historien en dag for tidligt. Det er naturligvis dybt pinligt og uprofessionelt. Dermed bryder Dagsavisen en klar embargo – en sperrefrist, som de siger i Norge – og det nødvendige tillidsforhold, der er mellem Nordisk Råd og de udvalgte mediefolk, som måtte have fået et lille tip.
Klokken 21.49 – da prisoverrækkelsen i Koncerthuset var vel overstået og Katarina Frostenson havde fået sin velfortjente pris – fik Dagavisen endelig ordentligt mæle. ‘Ja, vi tabbet os ut’ lød overskriften på en kommentar på netavisen, altså: ‘Ja, vi dummede os’. Det er mildt sagt.
Kulturredaktøren og nyhedsredaktøren skrev i fællesskab: ”Vi beklager at denne artikkelen ble satt på trykk før vinneren var offentliggjort, og ønsket på ingen måte å spolere Nordens viktigste litteraturpris for verken Frostenson, de nominerte eller den øvrige litteraturbransjen. Vi har beklaget overfor Nordisk råd, som årlig deler ut Nordisk råds litteraturpris. Den beklagelsen vil vi gjerne gjenta uten forbehold, også overfor leserne.”
Redaktørerne har også en forklaring på, hvorfor de havde brugt hele tirsdagen på at snakke udenom i sorte cirkler: ”For vår del ville imidlertid en samtidig innrømmelse av at artikkelen ble trykket en dag for tidlig, ytterligere bidra til å bekrefte vinneren og dermed gjøre skaden enda større for arrangører og prisseremonien,” skriver de. Da Katarina Frostenson officielt var udnævnt som vinder, kunne avisen krybe til korset: ”Slike ting skal selvsagt ikke skje, og det er helt og holdent vår egen feil.”
Ja, hvis fejl skulle det ellers være? Avisen har beklaget overfor Nordisk Råd og gentager beklagelsen uden forbehold overfor læserne. Det er jo fint nok. Men hvad med alle branchekollegerne, som nu er bragt i forlegenhed? Weekendavisen havde – det er der ingen grund til at skjule – også fået navnet på vinderen hvisket i øret. Nu må man antage, at Nordisk Råd stopper den trafik fremover. Dagsavisen har altså skabt et problem for os alle.
Naturligvis må Dagsavisen nu undersøge grundigt, hvordan fejlen kunne opstå. Måske skal den egentlige årsag findes i avisernes økonomiske krise, som fremtvinger travlhed og halve løsninger? I så fald hænger den ulykkelige svipser måske sammen med en trist nyhed, som Dagsavisen modtog i sidste uge – nemlig at avisen mister fem millioner kroner i den produktionsstøtte, der deles ud til 151 norske aviser. Dagsavisens tilskud skæres nu ned fra 42 til 37 millioner kroner. Chefredaktør og adm. Direktør Eirik Hoff Lysholm kalder reduktionen dramatisk, særligt i et år, hvor annoncesalget har været for brutalt nedadgående.
Journalisternes talsmand, Espen H. Rusdal, udtalte sig dybt bekymret til avisen Klassekampen: ”Umiddelbart høres det ikke ut som om dette lar seg gjennomføre. Vi løper stadig fortere, effektiviserer og effektiviserer (…) I ytterste konsekvens risikerer vi å måtte legge ned avisa. Vi lever fra hånd til munn allerede.”
Det blev altså en sand rædselsuge for Dagsavisen, både økonomisk og redaktionelt, men en fællesnordisk kvajebajer er de nødt til at finde midler til. Og tirsdag blev så en mærkelig dag i det nordiske litteraturmiljø. Blandt de nominerede forfattere, forlæggere og journalister, der var samlet i København, spredte nyheden sig i løbet af formiddagen. At Katarina Frostenson var en velvalgt vinder, var ingen vist uenig i. Men alle forhåbninger om egen succes blev unægtelig afløst af ærgrelse og en flad fornemmelse, og da de nominerede forfattere sad på første parket i Koncerthuset, var spændingen for længst forduftet.